Introduktion
På en god sommerdag er Voderup Klint på sydkysten af Ærø en æstetisk perle af de smukkest tænkelige. Området indbyder til en kort naturvandring ad en smal sti gennem indhegninger og ned ad trappen til en stenet strand. Landskabet fremstår som store trapper, og de kreaturgræssede, sydvendte skråninger med kalkholdig jord giver vilkår for en særlig flora. Voderup Klint er en stor seværdighed. 80 hektar blev fredet i 1957.
Voderup Klint er meget bakkede. Foto: Biopix /Niels Sloth
Landskabet
Voderup Klint danner et af de smukkeste kystlandskaber i Danmark. Over et par kilometer findes store terrasseformede skredbakker, der veksler mellem vandrette marker og 8-10 meter høje skrænter. Højeste punkt er P-pladsen beliggende 28 meter over havet.
Langs stranden findes en stejlklint af moræne og cyprinaler, en gråblå, fed ler med hvide lag af fossile muslingeskaller. Cyprinaleret blev aflejret i mellemistiden i et hav, der strakte sig fra Als over Ærø til Langeland. Langs kysten ligger store sten og plantevæksten er sparsom, da bølgerne ofte når klintfoden.
Plantelivet
På de træløse og soleksponerede skred findes en flora af kalkyndende planter. I slutningen af april blomstrer håret viol og følfod i det tørre græs. I maj og juni blomstrer vild hør , mælkeurt , hjertegræs , blågrøn star , merian , bakketidsel og bakke-jordbær . I år med længerevarende sommertørke står skrænterne og markerne hen høgule.
Vældpuderne
Ved klinterne findes flere små væld. Når kvæget skal have drikkevand, stikker landmanden blot et rør ind i skrænten og vandet samler sig i brøndringen. Kildevandet giver grobund for moseplanter, hvis tørv med tiden danner en pude. Ved et væld, hvor der længe har græsset kreaturer er der dannet en vældpude med eng-kabbeleje og orkidéer .
Eng-kabbeleje lyser op tidlig på foråret.
Foto: Biopix /Nils Sloth
Dyrelivet
På det fredede område blev der tidligt i dette århundrede etableret en række vandhuller med henblik på at skabe en bestand af klokkefrø på Ærø. I dag trives klokkefrøen i området sammen med andre padder som springfrø , grøn frø samt stor og lille vandsalamander . Vandhullerne findes i det nordvestlige hjørne af Voderup Klint. Desuden forekommer snog og markfirben .
Stor vandsalamander lever både på land og i vand.
Foto: Biopix /Nils Sloth
Kulturhistorie
Cyprinaleret blev tidligere udvundet og anvendt til fremstilling af tegl i det nu nedlagte Bregninge Teglværk som lå tæt ved kysten to kilometer nordvest for P-pladsen.
Ture og seværdigheder
Download kort og turmulighed (PDF-fil)
Der er mulighed for at gøre en kort men lidt besværlig tur fra P-pladsen og ned til stranden. På det statsejede areal kan gæster færdes frit på græsarealerne. Husk at holde naturen ren!
Seværdigheder
Numrene herunder henviser til seværdigheder, som du kan se på kortet, der kan downloades ovenfor. Af seværdigheder kan nævnes vandhuller for klokkefrø (1), vældpude med engkabbeleje og orkidéer (2), uregelmæssige skred, som sidst fandt sted i 1980’erne (3) og cyprinaler i bunden af skrænten (4). Det blågrå ler indeholder hvide lag af skaller fra snegle og muslinger.
Vejbeskrivelse
GPS X:54° 51.975', Y: 10° 20.110'
<p> Voderup Klint ligger på sydkysten af Ærø. Tæt ved Tranderup Kirke er der skilt til klinten langs landevejen mellem Marstal og Søby. Ovenstående GPS-koordinater viser til P-plads ved Voderup Klint.</p><iframe frameborder="0" height="350" marginheight="0" marginwidth="0" scrolling="no" src="http://maps.google.dk/maps/ms?ie=UTF8&t=h&hl=da&msa=0&msid=109072133245204789761.00047cf3d3be07eddced7&ll=54.867742,10.336032&spn=0.008644,0.01502&z=15&output=embed" width="350"></iframe><br/><small> Vis <a href="http://maps.google.dk/maps/ms?ie=UTF8&t=h&hl=da&msa=0&msid=109072133245204789761.00047cf3d3be07eddced7&ll=54.867742,10.336032&spn=0.008644,0.01502&z=15&source=embed" style="color:#0000FF;text-align:left"> Voderup Klint </a> på et større kort</small>
Fredningen og dens pleje
80 hektar ved Voderup Klint blev fredet i 1957 med henblik på at bevare det udsigtsrige landskab ubebygget. Af fredningssagen fremgår, at statsgeolog Keld Milthers i 1957 noterede: ” Voderup Klint, som er et meget besøgt udflugtsmål og er af geologisk betydning og er i høj grad fredningsværdig. Dens skredterrasser er måske endda de smukkeste i landet ”. Fredningssagen blev rejst af Danmarks Naturfredningsforening.
Link til fredningskendelse
Voderup Klint , 1957
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Ærø Kommune
Statene 2
5970 Ærøskøbing
Tlf: 63525000
Læs også
Vandretursfolderen Voderup Klint udgivet af Fyns Amt