Introduktion
Som en anden lille højderyg tæt på den nordvestsjællandske kyst, rejser Veddinge Bakker sig. Esterhøj og Lyshøj udgør toppene med henholdsvis 89 og 83 meter over havets overflade, hvorfra man kan se ud over sommerhuse og hav – og et godt stykke ind i landet. Bakkerne ligger i Odsherred Kommune og afskærmer sommerhusområdet og Sejrø Bugt fra resten af Sjælland med stejle skråninger, og får sommerhusområdet langs vandet til at ligge for sig selv.
Landskabet
Det fredede område er et storbakket område, hvor toppene mindre end en kilometer inde i landet stikker hele 83 og 89 meter op, hvilket er en del i det ellers flade Danmark. Esterhøj er med sine 89 meter over havoverfladen det højeste punkt på Veddinge Bakker, mens Lyshæj kommer tæt derefter med sine 83 meter.
Veddinge Bakker er en del af Odsherredbuerne, som er tre bueformede bakkedrag, som ligger i og omkring Odsherred.
Buerne er dannet som randmorræne i slutningen af seneste istid i forbindelse med bælthavsfremstødet, som det hed, da gletsjeren bevægede sig fra sydøst og brød det foranliggende landskab op i flager og skubbede dem sammen langs isranden, og dermed gav området det landskab, som man kan se i dag. Læs mere her.
Plantelivet
Veddinge Bakker er bevokset af en lang række forskellige planter. I bakkedragene findes hjertegræs, maj-gøgeurt, plettet gøgeurt, leverurt, glat rottehale, harekløver, tjærenelliker, sump-hullæbe, knoldet mjødurt og nikkende kobjælde, samt mange andre.
Dyrelivet
I Veddinge Bakker findes et bredt udvalg af forskellige fugle. Blandt andet er der observeret både hav- og fiskeørn, rød glente, musvåge, vagtler, skovsneppe og sortspætte, halemejse, gulbug, karmindompap og en masse andre fuglearter.
Udover fuglene findes også en række sommerfugle, som markperlermorsommerfugl, kejserkåbe, skovblåfugl, rødplettet blåfugl kålsommerfugle og mange andre. Dertil kommer Stor grøn løvgræshoppe, lille møgbille, strandtunnelløber og stor egepragtbille.
Kulturhistorie
I bakkerne er der i tidens løb fundet to bronzealdergravhøje, som dog har været overpløjet. I den ene var der intet tilbage, men i den anden fandt man en lille stenkiste, som desværre var tom. Derudover var der nogle brændte ben, en kæde af randsten. Den ene grav formodes at være dateret til ældre bronzealder, mens den anden er dateret til den yngre. Men det viser, at området har været beboet i næsten 4000 år.
Ture og seværdigheder
Bjergene og området omkring bjergene er et besøg værd. Udsigterne fra toppene er helt udsøgt og giver et flot overblik ud over Sejerø Bugt. Veddinge Bakker er et meget yndet ferieområde for sommerhusturister, hvilket bestemt er en mulighed, ligesom kystfiskeri er populært i området.
Vejbeskrivelse
GPS X:, Y:
Fra Asnæs kører man mod nord til Høve - Danmarks højest beliggende landsby - hvorfra man kører mod nordvest ud af byen ad Veddingevej. Veddingevej følger efter en lille kilometer den sydlige grænse af fredningen. Det er også muligt at navigere efter Veddinge Bakker, hvorfra man kommer om på den anden side af bakkerne.
GPS'en kan med fordel indstilles til Disbjergvej, 4540 Fårevejle eller 55.828611, 11.442200.
<iframe src="https://mapsengine.google.com/map/embed?mid=zZNA0Hms9F7o.kCSFdS20onZQ" width="320" height="240"></iframe>
Fredningen og dens pleje
Fredningen blev udført på grund af tre elementer i landskabet. Først og fremmest selve de kuperede og enestående geologiske formationer. Samtidig også det nødvendige forterræn, hvorfra bakkeformationerne opleves af dem, som færdes her. Og til sidst er en del af de områder, hvor udsigten fra arealerne er “særlig storartet, som det hedder i fredningen. Det handler dels om området mod nord og nordvest, hvor udsigten udover strand- og fjordlandskabet gør sig gældende, og dels mod syd og sydvest, hvor det åbne og frie landskab ligger.
Formålet med fredningen har ikke været, at lægge hindringer i vejen for landbrugsmæssig eller lignende udnyttelse, men i stedet at bevare landskabets helhed og karakteristiske storhed, samt at sikre det mod overdreven udstykning.
Læs fredningskendelsen her.