Tystrup-Bavelse søerne
Introduktion
Det fredede område omkring de to sammenhængende søer Tystrup Sø og Bavelse Sø regnes af mange for et af Sjællands smukkeste naturområder.
De to søers placering i det bakkede godslandskab omgivet af skove og åbne landbrugsjorder er et populært udflugtsmål – så populært at man har lavet en såkaldt friluftsgård, som kan være udgangspunkt for naturoplevelser i området. Men man kan også opleve området på egen hånd. Det egner sig fint til en større eller mindre endagsudflugt på alle årstider.
Landskabet
Tystrup-Bavelse Søerne er, som navnet fortæller, to søer. Tystrup Sø er langt den største og med sine 662 hektar vandflade en af Sjællands største søer. Visse steder når den en dybde på 20 m. Bavelse Sø er noget mindre, 93 hektar, og heller ikke nær så dyb. De to søer er forbundet af et 150 m langt kanallignende løb. Hele landskabet omkring søerne er et resultat af isens skubben og smeltevandets løb under sidste istid. Søerne ligger i bunden af en stor dal, der blev dannet af smeltevandet fra isen. Sjællands største vandløb, Susåen, løber ud på nordsiden af Tystrup Sø og fortsætter sit løb fra Bavelse Sø.
I den sydøstlige del af det fredede område ligger Rejnstrup Overdrev. Overdrevet har været græsset af kreaturer i mange år, men afgræsningen foretages nu af dådyr. Overdrevet er et af Sjællands bedst bevarede. Mange steder ligger store sten, som fortæller, at området formentlig aldrig har været opdyrket – så havde de nemlig været fjernet.
Store områder på den kuperede sydside af Tystrup Sø ligger hen som åbne landbrugsområder, men er karakteristisk ved de mange levende hegn og trægrupper.
På nordsiden af Tystrup Sø dominerer Næsbyholm Storskov. En anden, mindre skov er Suserup Skov, der er en naturskov, der får lov at udvikle sig uden indgriben. Det betyder at skoven i dag er en mangfoldighed af døde træer og dermed levested for utroligt mange insekter og svampe.
Plantelivet
Botanisk set er fredningen ved Tystrup-Bavelse Søerne ikke så usædvanlig. I skovområderne (f.eks. Glumsø Vesterskov) finder man eng-ensian , blåtop , seline, djævelsbid , hirse-star , vild hør , hjertegræs , dværg-star , lav tidsel , hulkravet kodriver og orkideer som kødfarvet gøgeurt og ægbladet fliglæbe , mens man i de mere våde områder ser tykbladet ærenpris , kær-galtetand , vand-mynte , eng-forglemmigej , bittersød natskygge , kål-tidsel , tagrør , kattehale , nikkende star , mose-bunke , almindelig mjødurt , høj sødgræs , humle , lyse-siv , sværtevæld , almindelig fredløs og angelik .
Dyrelivet
Tystrup-Bavelse Søerne er kendt for, at mange ænder, gæs og blishøns overvintrer. På søerne kan der ligge flokke på tusindvis af troldænder og flere hundrede stor og lille skallesluger. Men også arter som hvinand , taffeland og gråand kan ses i pæne antal. Blandt gæssene er det især grågås , canadagås , sædgås man ser, men andre arter dukker også op.
Området er et af de bedste steder for rovfugle på Sjælland. I skovene yngler havørn , duehøg og hvepsevåge , og om vinteren ses ofte rigtig mange rovfugle i luften eller på de omgivende marker. Det kan være musvåge , fjeldvåge og duehøg , men også større rovfugle som havørn og kongeørn . De store åbne søflader og marker gør det som regel let at se fuglene, og det fredede område er derfor et populært mål for fuglekiggere.
I Dyrehaven går rådyr , sika- og kronhjort . Overalt i området kan man være heldig at se dådyr .
Tystrup-Bavelse søerne har i mange år været et sikkert sted at se kongeørn om vinteren. Ynglende fugle træffes i Nordjylland. Foto: Klaus Malling Olsen
Kulturhistorie
Vester Broby Skov er kendt for sine stendysser fra bondestenalderen. De 8 dysser er blevet restaureret, så de i dag står flot og hører til nogle af landets fornemmeste. Den længste af dysserne er ikke mindre end 88 m lang.
Vester Broby Kirke rummer nogle af Danmarks fineste kalkmalerier. Malerierne er lavet over en periode på flere hundrede år, idet de ældste stammer fra 1100-tallet, mens de yngste er fra 1500-tallet. Kirken har begrænsede åbningstider.
To godser præger området omkring Tystrup-Bavelse Søerne, nemlig Bavelse og Næsbyholm. Begge godser ejer store områder med marker og skove i tilknytning til søerne.
Bavelses nuværende hovedbygning stammer fra 1845, men godset har rødder tilbage til 1600-tallet. Hovedbygningen kan ses fra vejen nær Bavelse Kirke. Corfitz Ulfeldt har engang ejet godset.
Herregården Næsbyholm er bygget i 1500-tallet, men brændte et par gange i 1900-tallet. De bygninger, man ser i dag, er derfor en moderne genopbygning i den oprindelige renæssancestil. Der er adgang til parken, hvor der er mange skulpturer, tirsdag og torsdag kl. 10-16.
Langdysse i Suserup/Frederikskilde Skov. Foto: Biopix /Nils Sloth
Ture og seværdigheder
Download kort over Tystrup-Bavelse søerne (PDF-fil)
Download kort og turforslag over Tystrup, Suserup Skov og Tamosen (PDF-fil)
Tystrup-Bavelse Søerne indbyder til en rundtur rundt om søerne første gang, man besøger området. Det er en tur, som kan gøres i både bil og på cykel. Men flere af de beskrevne lokaliteter egner sig også til, at man koncentrerer sig om at besøge en enkelt eller et par steder og går i dybden med det, der interesserer én.
Rundturen om Tystrup-Bavelse Søerne er her delt op i en tur syd om søerne og en tur nord om søerne samt to vandreture med udgangspunkt i henholdsvis Næsby og Bavelse Kirke. De to første ture kan umiddelbart køres i forlængelse af hinanden og eventuel suppleres med en af vandreturene.
Sydturen
Nogle få kilometer fra udgangspunktet (krydset Sorø/Næstved vejen og Rejnstrupvej, N 55º 20′ 2.83″ E 11º 39′ 35.51″) ligger landsbyen Rejnstrup, og umiddelbart vest for denne finder man Rejnstrup Overdrev. Overdrevet er indhegnet, og der er ikke adgang for offentligheden. Men en del af overdrevsarealet kan overskues fra skovvejen Bondegaardsvej, der går umiddelbart øst for overdrevet.
Man fortsætter mod vest og 3 kilometer fra Rejnstrup drejes til højre ad Tystrupvej i retning mod Lynge Eskilstrup. Når man har passeret restauranten Røde Hus, åbenbarer der sig en flot udsigt over det bakkede landskab og Tystrup Sø.
Umiddelbart før man kommer til landsbyen Vinstrup, kan man dreje fra mod det statsejede areal Hørhave. Her er der en P-plads (N 55º 21’ 0.63” E 11º 35’ 19.24”), som er udgangspunkt for en ca. 2 kilometer lang vandretur, der blandt andet fører til udsigtspunktet Bavnen (54 m over havet), hvorfra overblikket over landskabet er helt fantastisk.
Fortsæt gennem Vinstrup. På den videre tur fremad er der flere gode udsigter over søområdet, ikke mindst omkring landsbyen Tystrup.
Vejen ender i Lynge Eskilstrup. Her drejes mod højre i retning mod Sorø. Snart ligger Kongskilde Friluftsgård på venstre hånd. Friluftsgården er et besøg værd. Her er der alt efter årstiden aktiviteter, der knytter sig til den nærliggende natur. Det er også muligt at gå en afmærket tur i baglandet til Friluftsgården.
Fortsætter man ad landevejen, vises der snart af til en P-plads (N 55º 22’ 38.77” E 11º 32’ 42.96”) på højre hånd. Fra denne P-plads kan man gå ned til bredden af Tystrup Sø, hvor der er opsat borde, bænke, grill, og hvor man har lavet en kunstig badestrand.
Fortsætter man ad landevejen, kommer man meget snart til en vej på højre hånd, og her begynder nordturen.
Nordturen
Umiddelbart efter at man er begyndt på nordturen (krydset Skælskørvej-Suserupvej, N 55º 23′ 0.81″ E 11º 32′ 35.80″), passerer man nogle naturgenoprettede arealer i et område, hvor der tidligere har været gravet grus. Herfra er der en god udsigt over Tystrup Sø. Snart når man frem til et skovhjørne, hvor der ligger et hus. Her kan man parkere i vejkanten og gå ind i den interessante Suserup Skov. Man skal følge den afmærkede sti rundt i skoven af hensyn til den sårbare natur. Stiforløbet er på 1,5 kilometer (kort tur) eller 2 kilometer (udvidet tur).
Ikke langt fra Suserup Skov kommer man forbi Sorø Golfklub. På modsatte side af vejen viser et skilt til Suserupgård. Efter 300 meters kørsel når man frem til en P-plads (N 55º 22’ 43.68” E 11º 34’ 1.66”) og et nærliggende hus. Følg stien umiddelbart syd om huset. Den fører til et fugleskjul i Tamosen. Herfra er der udsigt over en del af vandområderne, hvor Susåen løber ud i Tystrup Sø. I stedet for at gå samme vej tilbage til P-pladsen, kan man gå ned mod Tystrup Sø og lave en rundtur, der fører tilbage til P-pladsen.
Nu køres mod Vester Broby, hvor man kan kigge indenfor i kirken, der har nogle af landets mest interessante kalkmalerier. Herfra går turen ud til landevejen mellem Sorø og Næstved. Fra denne kan man køre til et af udgangspunkterne for de to beskrevne vandreture.
En vandretur fra Næsby
Fra Næsby går man i retning mod Næsbyholm Slot. Slottet ligger i en park med en lang række skulpturer. Det er muligt at dreje fra vejen ind ad skovvejene i Næsbyholm Storskov og gå en tur her. Tilbageturen går ad samme vej.
En vandretur fra Bavelse Kirke
Fra Bavelse Kirke går man gennem et storslået agerlandskab med udsigt over Bavelse Sø. Vejen fortsætter ind i Næsbyholm Storskov. Tilbageturen går ad samme vej.
Bemærk at der kun må sejles på søerne med fartøjer, som er forsynet med en speciel nummerplade.
Vejbeskrivelse

Man begynder sydturen langs sydsiden af Tystrup-Bavelse Søerne i et kryds på landevejen (239) mellem Sorø (17 km) og Næstved (14 km). Her køres der i retning mod Fuglebjerg.

Man begynder nordturen langs nordsiden af Tystrup-Bavelse Søerne i et kryds på landevejen (157) mellem Sorø (8 km) og Skælskør (25 km). Her køres der ad Suserupvej i retning mod Suserup.

Man begynder vandreturen med udgangspunkt i Næsby i et kryds på landevejen (239) mellem Sorø (12 km) og Næstved (19 km). Hvis man er i bil, må man parkere i Næsby og herfra følge et skilt og gå videre mod Næsbyholm Slot. Er man på cykel kan man køre ad denne vej.

Man begynder vandreturen med udgangspunkt i Bavelse Kirke i et kryds på landevejen (239) mellem Sorø (18 km) og Næstved (13 km). Hvis man er i bil, kan man parkere ved Bavelse Kirke og herfra gå ad vejen nord om kirken. Det er også tilladt at cykle ad denne vej.

Offentlig transport:
Bus 83 fra Sorø til Fuglebjerg har stoppested ved Kongskilde Friluftsgård. Herfra kan vandres til nordsiden af Tystrup Sø og Suserup Skov.

Fredningen og dens pleje
Den omkring 30 km² store fredning omkring Tystrup-Bavelse Søerne er blevet til i flere omgange. Landskaberne med marker og skove omkring de to store godser Næsbyholm og Bavelse blev fredet i 1957.
En fredning af et område omkring Susåen ved Vester Broby skete i 1967. Her var et væsentligt argument for fredningen, at man ville beskytte et meget fint eksempel på et åløb, der var minimalt påvirket af mennesker. Se særskilt beskrivelse af “Suserup Skov, Tamosen og Suseåen”.
Året efter inddrog man de store, åbne områder på Tystrup Søs sydside omkring landsbyerne Tystrup og Vinstrup samt et område syd for Bavelse Sø. Områderne er i fredningskendelsen karakteriseret som et af de smukkeste landskaber i Midtsjælland med flotte udsigter. Fredningssagen blev rejst af Danmarks Naturfredningsforening for en del af området, fordi en udstykning til flere hundrede sommerhuse truede landskabet.
Endelig blev ringen af fredninger rundt om søerne afsluttet i 1972, hvor arealer syd for søerne tilhørende godset Gunderslevholm blev inddraget.
Suserup Skov, der tilhører Sorø Akademi, blev fredet på privat initiativ allerede i 1923. Skoven ligger nu fuldstændig urørt, så man kan følge, hvad der sker.
Dele af det fredede område ved Tystrup-Bavelse Søerne er EF-fuglebeskyttelsesområde.
Link til fredningskendelser
Næsbyholm og Bavelse godser , 1957
Tystrup Sø , 1964
Tystrup-Bavelse (nord-vest), 1968
Tystrup-Bavelse (syd-vest), 1972
Tystrup-Bavelse (nord), 1987
Tamosen og Suseådal , 1967
Hørhaven, 2013
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser: (ligger i både Næstved og Sorø kommuner).
Næstved Kommune
Rådmandshaven 20
4700 Næstved
Tlf: 55885588
Sorø Kommune
Rådhusvej 8
4180 Sorø
Tlf: 57870100
Læs også:
Naturstyrelsens vandretursfolder: Kongskilde – Tystrup Sø
Miljøministeriet Natura2000-område: Suså, Tystrup-Bavelse og Holmegårds Mose