Tude Ådal
Introduktion
Det er ikke ret mange steder i Danmark, at man har mulighed for at gå i en ådal, også selvom ådale er et karakteristisk landskabselement i landet. Men det er muligt i Tude Ådal, fordi man har truffet aftale med grundejerne om at etablere en såkaldt trampesti. Det er en sti, der dannes af dem, der bruger den, og den er derfor ikke anlagt. Stiforløbet er markeret undervejs, så man ikke er i tvivl. Men en trampesti giver en oplevelse af at komme gennem et område, hvor man næsten ”føler sig som den første” på stedet – en rigtig god naturoplevelse.
Strandeng ved Tude Å. Foto: Ole Malling
Landskabet
Tude Å er en del af et 41 km langt vandløbssystem, og åen er den tredjestørste på Sjælland. Ådalen omkring udløbet i Storebælt er dannet af smeltevand fra de gletsjere, der i slutningen af sidste istid lå omkring området. Ved åens udløb lå der tidligere en lavvandet lagune, men den blev afspærret fra havet ved en dæmning og tørlagt i 1866.
De dele af det fredede område, der ligger omkring Tude Ås udløb og vest for vejen mellem Korsør og Kalundborg er meget påvirket af bådebroer og sommerhusbebyggelse. Området øst for vejen er derimod mere uberørt med store græssede engområder og udstrakte rørskove.
Tude Ådal er kulturhistorisk interessant på grund af vikingeborgen Trelleborg, der ligger, hvor Vårby Å løber ud i Tude Å.
Vikingeborgen Trelleborg. Foto: Ole Malling
Plantelivet
Tude Ådal er ikke kendt for noget specielt planteliv, og mange steder holdes engplanterne nede af de græssende kreaturer. Store skove af tagrør dominerer visse steder.
Dyrelivet
I Tude Å lever blandt andet aborre , gedde , havørred , regnbueørred og ål . På engene kan man se vadefugle som vibe og dobbeltbekkasin , og kommer man i forsommeren, kan man være heldig at høre et par enkelte sivsangere eller en nattergal synge.
Strandområdet syd for Tude Ås udløb huser flere ynglende strandfugle, og har tidligere været en væsentlig yngleplads for dværgterne .
Dværgterne er en af vores mere sjældne terner.
Foto: Klaus Malling Olsen
Kulturhistorie
Tude Å kunne besejles i vikingetiden, og derfor anlagde man borgen Trelleborg på et næs et stykke oppe ad åen. Borgens placering mellem Tude Å og Vårby Å gjorde den sværere at indtage. Trelleborg er en af vores fornemste vikingeborge, men de jordvolde, man ser i dag, er stærkt restaurerede. Dermed giver de også et godt indtryk af den imponerende borg, som fortjener et særskilt besøg.
Den beskrevne sti passerer Pinehullet, hvor der er rester af en dæmning fra middelalderen. Her lå i sin tid en mølle ved en opdæmmet sø. Den første dæmning på stedet blev anlagt allerede i jernalderen som et sted, hvor man kunne passere åen.
Ture og seværdigheder
Turkort_Tudeå (PDF-fil)
Fra P-pladsen ved vejen mellem Korsør og Kalundborg fører en markeret trampesti på omkring 3,5 km næsten frem til Trelleborg. Stien går gennem fugtigt terræn med enge og rørskove og er ikke altid farbar i fugtigt vejr. Da stien fører gennem private områder, er det kun tilladt at gå på den fra kl. 7 til solnedgang. Udgangspunktet, som er beskrevet her, er det bedste, men det er også muligt at komme til stien fra Trelleborg og Gammel Forlev.
Tude Ås udløb i Storebælt, der ligger vest for vej 277, er svært tilgængeligt. Områdets veje er private og delvist lukkede, og det er ikke tilladt at gå på diget, hvorfra man ellers kunne få et godt overblik over området.
Vejbeskrivelse
<p> Udgangspunktet for en vandretur i Tude Ådal er en P-plads (N 55º 23’ 17.16” E 11º 13’ 34.76”) på vej 277 mellem Korsør (11 km) og Kalundborg (38 km). P-pladsen ligger umiddelbart syd for broen, hvor vejen passerer over Tude Å.</p><iframe frameborder="0" height="350" marginheight="0" marginwidth="0" scrolling="no" src="http://maps.google.dk/maps/ms?ie=UTF8&t=h&hl=da&msa=0&msid=109072133245204789761.000476593a7af48996ff0&ll=55.39013,11.230946&spn=0.034125,0.060081&z=13&output=embed" width="350"></iframe><br/><small> Vis <a href="http://maps.google.dk/maps/ms?ie=UTF8&t=h&hl=da&msa=0&msid=109072133245204789761.000476593a7af48996ff0&ll=55.39013,11.230946&spn=0.034125,0.060081&z=13&source=embed" style="color:#0000FF;text-align:left"> Tude Ådal </a> på et større kort</small>
Fredningen og dens pleje
Tude Ådal på strækning fra vikingeborgen Trelleborg til åens udløb i Musholm Bugt i Storebælt blev fredet i 1991. Det fredede område er på 208 hektar og strækker sig omkring en 3 km lang strækning af åen. Fredningssagen blev rejst af Vestsjællands Amtsråd og Danmarks Naturfredningsforening i fællesskab i 1984, og formålet var at sikre de naturvidenskabelige, landskabelige og kulturhistoriske værdier i området. Samtidig forsøgte man at sikre offentligheden adgang, men det lykkedes kun i begrænset omfang i form af en trampesti i området øst for vej 277.
Det statsejede område omkring Trelleborg blev fredet allerede i 1873, og middelalderdæmningen ved den tidligere Pine Mølle (Pinehullet) fik en tinglyst fredning i 1969.
Fredningen sikrer, at der laves aftaler mellem nogle af ejerne af engene omkring Tude Å og de offentlige myndigheder, så arealerne bevares som vedvarende græsarealer ved, at de holdes afgræssede eller ved, at man foretager høslæt. Desuden er ejerne forpligtet til at udlade gødskning og sprøjtning af disse arealer.
Anlægget til omkring 100 lystbåde øst for vejen mellem Korsør og Kalundborg kan undre nogen, når der er tale om et fredet område. Men anlægget har sine rødder tilbage fra før fredningen, og i dag er der er række bestemmelser for, hvad anlægget må omfatte.
Link til fredningskendelse
Tude Ådal , 1991
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser:
Slagelse Kommune
Rådhuspladsen 11
4200 Slagelse
Tlf: 58573600
Læs også:
Nationalmuseet om Trelleborg