Introduktion
Det er ikke helt let at finde ind i Torpe Mose. Men når man kommer ind til mosen, åbenbarer der sig et herligt landskab, hvor der ikke kommer mange mennesker. Mosen ligger som en lille oase i det omgivende ager- og skovlandskab, et sted hvor man føler sig langt borte fra den øvrige verden.
Landskabet
Torpe Mose er en næringsrig lavmose, hvor der vokser mange arter af sumpplanter. Store dele bevokset med pil, mens birk og gran står mere spredt i mosen, der ellers er dækket af græstuer. Mosen har i lang tid været ugræsset eller kun ganske lidt græsset. Sammenlagt findes der adskillige typer af mose og eng i Torpe Mose, hvilket var et væsentligt argument for fredningen.
Plantelivet
Plantelivet i Torpe Mose udgøres af en lang række arter. Blandt de almindeligste kan nævnes toradet star , stiv-star , kær-svovlrod , grå-pil , femhannet-pil og bredbladet dunhammer . Den mest artsrige vegetation i mosen er knyttet til lysåbne partier med dominans af græsset blåtop . Herfra kan nævnes nyse-røllike , tvebo baldrian , hjertegræs , tråd-star , hirse-star , tormentil , vandnavle , kødfarvet gøgeurt og seline. Her vokser også mosens største sjældenhed rank viol og løgurt . Nu er der kun 5-6 mindre bestande af løgurt i Torpe Mose, som tidligere rummede landets måske største bestand. Sammenlagt er Torpe Mose en meget bevaringsværdig botanisk lokalitet.
Dyrelivet
Mange almindelige mosefugle holder til i Torpe Mose. Her kan nævnes en del forskellige sangere som nattergal , rørsanger , kærsanger og sivsanger. Langt den almindeligste blandt sangerne er dog tornsangeren, der har gode forhold i det delvist åbne landskab. Blandt vadefuglene, der yngler i mosen, kan nævnes vibe , dobbeltbekkasin og rødben . Og af vandfugle gråand og grågås .
Ture og seværdigheder
Download kort og turforslag (PDF-fil)
I Torpe gås til venstre ad Torpe Mosevej. Efter ca. 200 m slår vejen et skarpt sving til højre, og ca. 150 m længere fremme går en lille vej ind i skoven. Følg denne til en hytte ved en sø. Umiddelbart før hytten drejer vejen til højre ind i Torpe Mose. Vejen ender ved en kanal langs kanten af Tybjerg Skov. Man kan måske komme i tvivl om, hvorvidt der er lovlig adgang til Torpe Mose ad denne vej, men adgangen er sikret indenfor Naturbeskyttelseslovens rammer.
Der er meget dårlige adgangsforhold i mosen.
Vejbeskrivelse
GPS X:55º 20' 14.12", Y: 11º 45' 52.42"
<p> Drej fra rute 14 mellem Ringsted (13 km) og Næstved (12 km) og kør ind i den spredte landsby Torpe. Her er der dårlige parkeringsforhold i vejsiden.</p><p> <a href="http://www.findvej.dk/?latitude=55.33796&longitude=11.76417&zoom=15&maptype=3" target="_blank"> <img alt="" border="0" src="http://www.fredninger.dk/dnressources/DN_Find_heading.png"/> </a></p>
Fredningen og dens pleje
I 1983 bad Danmarks Naturfredningsforening om, at der blev rejst fredningssag for Torpe Mose. Formålet var at sikre mosen og de videnskabelige og undervisningsmæssige interesser, der er knyttet til den. Men det blev først seks år senere, i 1989, at 41 ha af Torpe Mose blev fredet. Fredningen bestemmer, at mosen ikke må afvandes eller opdyrkes og heller ikke beplantes yderligere. Men mosen er også sikret på en række andre områder som, at der ikke må tilføres spildevand, gødskes og sprøjtes, ligesom bebyggelse ikke er tilladt. Myndighederne sikres ifølge fredningen mulighed for at lave naturpleje i mosen.
Mosen er under stærkt tilgroning og har derfor mistet en del af sin tiltrækning som ynglelokalitet for vadefugle. Hvis mosen skal bevares og sikres også som en vigtig botanisk lokalitet, skal der sættes ind med naturpleje.
Link til fredningskendelse
Torpe Mose , 1989
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Næstved Kommune
Rådmandshaven 20
4700 Næstved
Tlf: 55885588