Skelbro og Risebæk

Lige ved siden af landevejen med P-pladsen ligger et nedlagt kalkstensbrud, hvor man brød den såkaldte komstadkalk (der tidligere kaldtes orthoceratitkalk). Her kan man finde forstenede orthoceratitter, der er svagt kegleformede 10-20 cm lange blæksprutteskaller, og trilobitter. Det er forbudt at hamre i kalken, men man må gerne beholde de forsteninger, man finder i de løse kalkblokke, som ligger i bunden af bruddet.

Fra stenbruddet fører en sti ud mod kysten. På en del af strækningen følger den åen, der løber i en smal, skovklædt slugt. På sin vej ud mod kystskrænten løber åen i forskellige slags skifer, nemlig dicellograptusskifer og tretaspisskifer, der har navne efter de karakteristiske graptoliter (kolonidannende organismer), som man finder i dem. Læg mærke til at bunden af vandløbet er okkerfarvet. Det skyldes forekomsten af mineralet svovlkis, der bliver til svovlsyre og okker, når det iltes.

På et tidspunkt forlader stien åen, og man er snart ude ved kysten. Den ligner her en stor, uregelmæssig hulning, som meget passende har fået navnet Gryden. Hulningen i skrænten skyldes en udskridning af plastisk ler, der bliver blødt som smør, når det i regnfulde perioder har suget meget vand. Leret skinner i røde og grønne farver, som skyldes et indhold af jernforbindelser, der er røde, når de iltes, men ellers er grønne.

Fra Gryden går en sti mod vest og følger man den, kommer man til Risebækkens udløb. Omkring 100 meter oppe i skoven er der et 2,5 meter højt vandfald, hvor skiferlagene virkelig kommer til deres ret. Kysten ved Risebæk er berømt blandt geologer, da den består af de ældste mesozoiske aflejringer, idet skræntens ler og sandsten er fra Øvre Trias.

På vej mod kysten.                                    Foto: Søren Olsen