Simested Å
Introduktion
Den fredede del af Simested Å snor sig fra Ålestrup og sydover til Borup Hede, som en kæde med små perler, der alle byder på særdeles smuk natur og spændende kulturhistorie.
Åen har mange naturlige slyng gennem den smalle ådal, hvor tiden og vandet har skåret 15-20 meter høje skrænter i terrænet, hvorfra man flere steder har en flot udsigt.
Især ved det smukke Borup Hede, som Simested Å passerer cirka fem kilometer før udløbet i Hjarbæk Fjord, har man fra det højeste punkt, Brakbjerg, en storslået udsigt mod nord. Herfra er der vue over næsten hele den fredede strækning af Simested Å.
Landskabet
Simested Ådal er en tunneldal (smeltevandsdal), dannet af vandmasserne fra en kraftig smeltevandsflod, som i slutningen af sidste istid skar sig ned i terrænet. De fossende vandmasser er nu svundet ind til den å vi ser i dag.
I ældre stenalder gik Hjarbæk Fjord (Limfjorden) helt op i ådalen, og således har de fugtige enge på begge sider af åen engang været dækket af litorinahavet (stenalderhavet).
Borup Hede, der udgør den sydlige ende af det fredede område, er en lille rest af de udstrakte, kuperede heder, der tidligere dækkede meget af det sandede Himmerland.
Plantelivet
Selve Simested Å er kendt for sin gode vandkvalitet og rigdom på vandplanter. Der findes for eksempel vandranunkel og vandstjerne . Ved åens brinker ses yderligere kragefod , trævlekrone , åben abeblomst og gul iris .
Selve ådalen med sine græsrige overdrev, fugtige enge og lyngklædte skrænter indeholder et rigt planteliv.
Det samlede areal af naturtypen overdrev udgør mere end 60 ha og er voksested for spændende planter som guldblomme , opret- og nikkende kobjælde , kattefod og eng-troldurt , samt orkidéer som plettet gøgeurt , maj-gøgeurt og bakke-gøgelilje .
Ved Borup Hede domineres skrænterne fra bakketoppene helt ned til brinkerne af karakteristiske planter som hedelyng , revling , blåbær , tyttebær , tormentil , skovstjerne , djævelsbid , bølget bunke , blåtop og bævreasp .
Guldblomme er efterhånden en sjælden plante på de danske overdrev. Foto: Biopix /Jens Chr. Schou
Dyrelivet
Simested Å er en af landets reneste åer, og den er kendt langt ud over landets grænser for sin bestand af havørred . Der findes desuden en fast bestand af bæklampret, ål , bækørred og regnbueørred . Åen er således eftertragtet fiskevand og lystfiskere kommer langvejs fra, for at fiske i åen.
Der findes en fast bestand af odder ved Simested Å, og der gøres jævnligt observationer at det hurtigt svømmende pattedyr af mårfamilien. Bestanden af odder er en del af grundlaget for, at området ved Simested Å er udpeget som internationalt beskyttelsesområde (habitatområde). Forekomst af andre arter som bæklampret og damflagermus er med i udpegningsgrundlaget.
Simested Ådal er også et meget fuglerigt område. Der er observeret ikke mindre end 90 fuglearter i det fredede område.
Af interessante arter kan nævnes trane , vandrefalk , fiskeørn , skovhornugle , stor tornskade, rødrygget tornskade , isfugl , brushane samt en lang række mere almindelige rovfugle, andefugle, vadefugle og småfugle.
På Borup hede ved den sydlige ende af området findes sortstrubet bynkefugl, som har ynglet i flere år. Desuden yngler alm. bynkefugl og misteldrossel her. Skovpiber er endnu en karakterfugl for området.
Ådalen og hedeområdet er også rig på insekter. Glat skarnbasse og brunlig perlemorssommerfugl hører til blandt relativt sjældne arter.
Ræv , råvildt , almindelig firben og markfirben , stålorm og hugorm findes også i området.
Isfugl hører til vores flotteste fugle . Foto: Biopix /S. D. Lund
Kulturhistorie
Simested Ådal og Borup Hede har en spændende kulturhistorie at fortælle. Blandt andet findes der mange gravhøje, fund af broer fra vikingetiden samt galgehøj og tingsted.
Skindersbro ved Borup Hede har været overgangssted over Simested Å i umindelige tider. Man kan se det på hulvejs-systemerne, som fører ned over skrænterne fra begge sider af åen, og på de to bronzealderhøje Tinghøj og Galgehøj tæt ved vejen.
Umiddelbart nord for den nuværende bro er der fundet rester af en træbygget bro, hvis ældste dele er fra vikingetiden. Den er senere repareret flere gange, bl.a. midt i 1600-tallet.
Ligeledes i 1600-tallet, nærmere betegnet 29. september 1626, var Skindersbro og Borup Hede rammen om et slag, eller i hvert fald en træfning, mellem tyske kejserlige tropper og en mindre dansk bondehær fra Himmerland.
Dette skete som følge af, at Danmark netop var blevet involveret i 30års-krigen.
Beretningen om træfningen, som findes i Rinds Herreds Krønike (fra 1700-tallet), blev helt frem til nyere tid betragtet som et falsum. Men fundet af et 350 år gammelt skelet, med en blykugle i bækkenet og med ansigtstræk, der ikke ligner den samtidige jyske befolkning, bekræfter historien. Skelettet blev fundet, da en naturgasledning skulle graves ned. Det kan nu ses på Viborg Stifts Museum. Sidenhen har amatørarkæologer fundet mange blykugler fra slaget.
Ture og seværdigheder
Download kort og turforslag (PDF-fil)
Det bedste udgangspunkt for en tur til Simested Ådal findes ved de to P-pladser ved Borup Hede og Skindersbro.
På toppen af Brakbjerg, som hæver sig 27 meter over ådalen, har man en fantastisk udsigt over hele det fredede område og til de to høje Galgehøj og Tinghøj. På selve heden findes der en lille afmærket rute af cirka 1 km længde.
Andre steder
Der findes flere andre velegnede udsigtspunkter og lokaliteter, hvor man kan komme helt ned til åen. For eksempel kan man gå en fin tur langs åen ved Aalestrup. Her blev der i 1993 etableret en 600 meter lang handicap-fiskesti med 4 fiskepladser langs Simested Å, der passerer tæt forbi byen. Stien giver mulighed for at dyrke fiskeri, naturvandring og ellers se naturen omkring et vandløb på tæt hold.
Vejbeskrivelse

Den sydlige del af det fredede område ved Borup Hede og Skindersbro nås, hvor åen krydses, enten af landevejen mellem Ulbjerg og Møldrup eller af rute 579 (Hobro – Skive). Man kan køre i bil gennem hedearealet. GPS-koordinater: N 56° 37.250', E 9° 25.789'.

Naturstien ved Aalestrup findes ved Lille Restrup Hovedgaard umiddelbart syd for Aalestrup. Der er indkørsel ad Lille Restrupvej ved 28,3 kilometermærket på hovedvej 13 ved Ålestrup. GPS-koordinater: N 56° 41.361', E 9° 30.753'.

Vis  Simested Å  på et større kort

Fredningen og dens pleje
Simested Ådal og Borup Hede, i alt 460 ha natur- og kulturlandskab blev fredet 1970.
Dermed sikredes cirka 15 km naturligt slynget åløb.
Hensigten var at undgå forringelser og bevare det værdifulde og smukke leveområde for planter og dyr – og dermed til nytte og glæde for os mennesker. Og at hindre de aktuelle planer om at udrette og uddybe åen, hindre sommerhuse, råstofgravning og flere plantninger.
Der foretages naturpleje af eng- og hedearealer i form af afgræsning. Selve åen grødebeskæres.
Link til fredningskendelse
Simested Å , 1970
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Viborg Kommune
Rødevej 3
8800 Viborg
Tlf: 87878787
Læs også
Folder: Fortiden i Rinds Herred
Miljøministeriet Natura 2000-området: Lovns Bredning, Hjarbæk Fjord og Skals Ådal