Rusland og Pandehave Å
Introduktion
Rusland – var navnet som nordsjællænderne gav det øde lyngområde tæt på Nordsjællands kyst. Et særegent og for egnen atypisk område som krydres med det monumentale Tegners museum. Her er muligheder for at vandre fra stranden ved Dronningmølle og fem kilometer ind i land.
Landskabet
Rusland strækker sig langs Pandehave Å fra Dronningmølle Strandvej i nord til Hellebjergvej ved Villingerød i syd. Fredningen ligger i et varieret landskab, med lyng- og kratbevoksede bakker og skov og er på 2,6 km².
For 7000 år siden strakte en fjordarm fra Øresund sig ind gennem ådalen. Skråninger på begge sider af den brede dal afgrænser den tidligere fjord. Området var i 15-1600-årene påvirket af sandflugt, en katastrofe for landbruget her i Nordsjælland, men også mange andre steder i landet. Hele landskabet vest for Pandehave Å er præget af denne sandflugt, der hærgede overalt langs den nordsjællandske kyst. Hvor flyvesandet dengang lejrede sig, findes i dag et bakket landskab med lyng, enebærkrat, visse og spredte fyrretræer.
Pandehave Ådal er dannet i den sene istid af smeltevand, som fra Øresundsgletsjeren løb mod nord til Kattegat.
Stednavne som Rusland og Sibirien findes flere steder i Danmark, og de blev brugt om afsidesliggende, øde steder. Det nordsjællandske Rusland svarer godt til sit navn, da stedet den dag i dag ligger som et isoleret naturområde i en ellers tæt bebygget og opdyrket egn.
Undergrunden består af smeltevandssand og -grus samt ferskvandsaflejringer.
Plantelivet
På skrænterne ned mod ådalen er gammel skov med bøg og eg. Træerne er 150 år gamle og selvsåede og bevoksningen har udviklet sig uden menneskelig indgriben. Naturskov som denne findes flere steder i omegnen, men de udgør kun et lille areal i forhold til de forstligt drevne skove.
Området er især kendt for de store forekomster af fine enekrat, der indgår i en mosaik med mindre arealer af overdrev eller græshede. Enekrattet er godt 100 år gammelt og er det fineste af sin slags i hovedstadsområdet. Her kan ses pille-star , lyng-snerre , hedelyng og engelsød .
Stedet rummer nogle særlige naturtyper som betyder, at det er internationalt beskyttet.
Det gælder blandt andre heden, som er et tørt dværgvækstsamfund. Her vokser hedelyng , revling , tyttebær og visse. I enekrattene på hederne, overdrevene og skrænterne ses mange hvidtjørn og slåen . Endvidere ses opret som nikkende kobjælde , kornet stenbræk , timian , tjære-nellike og bakke-nellike .
Desuden er der i kærene ved Pandehave Å trævlekrone og den mere sjældne plettede gøgeurt .
Revlings sortrøde bær er en lækkerbidsken for fugle.
Foto: Biopix /Jens Chr. Schou
Dyrelivet
Dyrelivet påkalder sig ikke den største opmærksomhed. Her er ræv i de sandede områder, og grævling yngler her også. I luften over de åbne arealer synger sanglærken ivrigt, ligesom den sjældne rødrygget tornskade også kan vise sig. I krattene er der et mylder af de almindeligste småfugle.
Rødrygget tornskade holder til i småbuske, gerne tornbuske hvor de spidder insekter. Foto: Biopix /Nils Sloth
Kulturhistorie
I århundrederne frem til år 1730 udviklede den kystnære del af den nordsjællandske kyst sig til en sandørken. I årene herefter blev den fremskridende sandflugt stoppet ved hårdt slid med beplantning af området. Siden har den hovedstadsnære placering betydet at mange mennesker besøger dette område. Det lå ellers tidligere hen som et ret øde område, hvor den ødelæggende sandflugt var grunden til at færre kunne dyrke jorden, og mange i stedet slog sig på fiskeri, hvad byerne ved denne nordsjællandske Kattegatkyst den dag i dag vidner om.
Landbrug eksisterer stadig, men det er trængt af infrastruktur- og byudviklingen. Det samme gælder de tidligere mere udstrakte naturområder. Igennem de sidste små hundrede år har kysten fået nærmest bymæssig karakter og Danmarks Naturfredningsforening har mange steder kæmpet langvarige og hårde fredninger igennem, der skulle sikre at baglandets natur nåede helt ud til kysten i form af grønne kiler.
Ruslandsfredningen er et eksempel på dette. Ikke mindst i den nordlige del af fredningen – tæt på kysten – var det svært for foreningen at fastholde ønsket om at bevare de små, grønne pletter i det bebyggede område. Ud af fredningssagen sprang ideen om, at staten købte et areal til campingplads. Den ligger i dag syd for Strandvejen og er med til at holde området mellem kystvejen og havet frit og grønt. Stranden er meget besøgt i sommerhalvåret.
Ture og seværdigheder
Download kort og turforslag (PDF-fil)
De fleste besøgende går tur på lyngheden, der ligger syd og øst for den store museumsbygning. Der er afmærkede ruter, der fører mod nord til kysten og mod syd og øst langs Pandehave Å og gennem ene-heden.
Området omkring lyngheden og museet er besøgt af mange, men mod syd finder man sjældent besøgende. Den tur, der foreslås på kortet ovenfor, tager udgangspunkt fra Hellebjergvej i syd.
Fra Hellebjerg drejer stien mod øst og fører forbi enebærkrattet direkte ned til åen. Vandringen fører dig gennem Pandehave ådal og forbi et højt hegn, hvor du kan se græssende dådyr. Lige efter går du igennem lågen på din venstre hånd og vandrer på tværs over overdrevet. På den anden side af overdrevet passerer du igen en låge, og når du drejer til venstre lige efter, fører stien over sandflugtsbakkerne tilbage til Hellebjerg.
Den ca. 4 km lange tur fører dig gennem en række karakteristiske naturtyper. På stien, langs Pandehave Å kan du for eksempel beundre den flotte sumpskov med birk, rød-el og spredte egetræer. Sumpskoven har urskovspræg da mange væltede træer får lov at rådne på skovbunden. Stien er indhyllet af en særdeles varieret flora og kommer du tidlig på sommeren kan du opleve den røde dagpragtstjerne og den hvide engkarse. Stien ved Pandehave Å kan være mudret.
Vejbeskrivelse

Fredningen ligger 13 km vest-nordvest for Helsingør.

Rute 237, Helsingør-Gilleleje. I Dronningmølle skiltet til P-plads ved Rudolph Tegners Museum (N 56º 5' 8.64" E 12º 24' 2.90"), se kort herunder.

Det er også muligt at parkere ved Strandvejen tæt på havet. Fra denne P-plads (N 56º 5' 56.51" E 12º 23' 50.04") går sti fra fredningens nordgrænse til dens afslutning fem kilometer sydligere.

Man kan også starte sydfra. Øst for Villingerød kan der parkeres i vejkanten ved (N 56º 4' 13.45" E 12º 24' 17.61"). Herfra fører en sti mod nord ind i fredningen.

Vis  Rusland  på et større kort

Fredningen og dens pleje
Fredningens formål er at sikre de landskabelige værdier og befolkningens adgang, ligesom de biologiske og landskabelige værdier skal bevares og fremmes, og det samme gælder landskabets kulturhistoriske indhold. Offentlighedens adgang til området reguleres med fredningen, og der er nu anlagt flere vandreruter.
Naturpleje blev en del af fredningsbestemmelserne ved den sidste fredning i 1993, der afløste ikke færre end 18 forskellige tidligere kendelser og deklarationer.
Det tidligere Frederiksborg Amt har udarbejdet en plejeplan for området. Hedeområderne og overdrevene i områdets højere beliggende dele afgræsses i dag som led i denne naturpleje.
Det er mange udfordringer, der skal løses for at bevare denne naturperle: Kvælstofbelastningen fra nærtliggende landbrug skal nedbringes. Driften af naturarealerne skal tilrettelægges, så kvælstofholdigt materiale løbende fjernes fra arealerne ved f.eks. græsning, høslæt eller rydning. Flere af de lysåbne naturtyper er afhængige af en fortsat afgræsning eller en naturlig dynamik, der hindrer tilgroning med høje stauder og vedplanter.
Helt usædvanligt ligger en stor, bastant betonklods midt i dette fredede område. Det er Rudolphs Tegners museum. Her ligger den danske billedhugger (1873 – 1950) begravet og her er det museum han i årene 1937 – 1938 lod opføre for egen regning. Mange af hans store, monumentale bronzestatuer findes såvel i museet som i det fredede areal omkring bygningen.
Desuden er en lille del af badestranden foran Rusland-fredningen ved Villingbæk fredet for at sikre ind- og udsyn.
Link til fredningskendelser
Rusland og Pandehave Å , 1993
Lille areal ved Villingbæk , 2006
Yderligere information
DN Helsingør
Helle Øland
www.dn.dk/helsingoer
helsingoer@dn.dk
Om fredningen og dens bestemmelser:
Gribskov Kommune
Rådhusvej 3
3200 Helsinge
Tlf. 72496000
Se også:
Gribskov Kommunes folder: Rusland
Rudolph Tegners museum
Nordkyststien Gilleleje-Helsingør
Miljøministeriet Natura2000-området: Rusland