Rold Skov – søer og kilder i syd og øst
Introduktion
Med sine 85 km² er Rold Skov Danmarks største sammenhængende skov. Skoven er artsrig og gennemskåret af en af landets dybeste ådale. De fredede moser, søer og kilder ligger i den sydøstlige del af skovene og omtales her.
Store Blåkilde er blå på grund af kalken i søen. Ved kalkpletterne kan man se vandet boble frem. Foto: Biopix /Niels Sloth
Landskabet
Rold Skov er navnet på hele skovkomplekset, der strækker sig over 18 kilometer fra Torstedlund Skov i vest til Siem Skov i øst. Området er et højtliggende morænelandskab med overvejende grusbund. Kalkunderlaget ligger højt. De største bakker er op til 113 meter. Mod vest skærer Lindenborg Ådal sig dybt ned i det omgivende terræn. Selve dalen er sandsynligvis en brudzone fra tiden før isen, som smeltevand senere har uddybet. Lindenborg Å er 50 km lang og udspringer lige syd for skoven og får mange tilløb fra kilder. Åen løber gennem den smalle og dybe Lindenborg Ådal og senere, nord for Rebild Bakker, gennem den bredere Gravlev Ådal, der begge er fredede, se beskrivelsen “Rold Skov – Gravlevdalen”.
Landskabet domineres også af mange dødishuller, der efterfølgende er fyldt med vand. Det gælder bl.a. den meget næringsfattige Madum Sø og højmosen Langmosen. Kilderne er imponerende og fører vand fra kalkens vandårer, hvad der ses flottest ved Store Blåkilde med den smukke blå farve skabt af lysets brydning i kalk og vand. Lille Blåkilde er den vandrigeste med 150 liter i sekundet.
Madum Sø
Madum Sø er enestående blandt danske søer og er den danske søtype, der kommer de alpine klarvandssøer nærmest. Det viser sig først og fremmest i vandets ringe indhold af næringssalte, og den deraf følgende ringe planktonproduktion. Heraf følger den meget store klarhed, vandet har, idet lyset de fleste steder er i stand til at trænge helt ned til bunden. Også i flora og fauna er ligheden stor. Endelig er søen karakteriseret ved sit meget sure vand, idet der er målt surhedsgrader helt ned til 4,5. I søen finder man en meget særpræget flora og fauna. Således findes alle de for næringsfattige
søer karakteristiske planter. Også planteplanktonet udviser meget karakteristiske træk.
Faunaen giver indtryk af at være artsfattig, men rummer karakteristiske og til dels sjældne arter. Madum Sø har et overordentlig særpræget ferskvandsmiljø, der er ganske enestående i dansk natur. Desværre er det også et meget sårbart miljø.
Langmosen
Mosen ligger i en naturlig lavning uden naturlig afvanding. Det er en af vores mest uforstyrrede højmoser. Rundt om mosen er plantet nåletræer.
Store Blåkilde
Store Blåkilde er en af vores største bassinkilder, der er 12 m bred og 4 m dyb. Vandet er klart og man kan se ned til bunden. Vandet er konstant 7-8 grader koldt, men der lever ikke en lige så spændende fauna som ved de øvrige kilder, Lille Blåkilde og Ravnkilde, der er sump- og strømkilder (Ravnkilde og Lille Blåkilde omtales i beskrivelsen Rold Skov – Gravlevdalen).
Madum Sø er en af vores mest klarvandede søer.
Foto: Biopix/Nils Sloth
Plantelivet
Rold Skov har været en af Danmarks største bøgeskove, men netop på grund af den sandede jord er stedet mere velegnet til gran, hvorfor alene rød-gran dækker 89 procent. Også ædel-gran , nordmanns-gran , sitka-gran og douglas-gran ses mange steder.
På skovbunden er bølget bunke og andre planter, der kan klare den fattige morbund. Under bøgebevoksninger vokser anemone og skovmærke . Især de steder, hvor kalken når helt op i overfladen ses særlige planter. Her er også rød skovlilje , skov-storkenæb og fruebær foruden finger-star og lungelav . Blå anemone er almindelig, hvor der er kalkrigt.
I den fine højmose, Langmosen, er der typiske planter som soldug , klokkelyng og tranebær .
Klokkelyng er en elegant plante, der er karakteristisk for fugtige lavninger ved heder og i højmoser. Foto: Biopix /Karin Andersen
Dyrelivet
Der findes 200 krondyr i skovkomplekset, og masser af rådyr lever her, så chancen for at se et af disse større pattedyr er tilstede under en skovtur. Krondyrene er rester af den oprindelige jyske stamme, og sandsynligvis kun lidt “forurenet” af gener fra undslupne fangenskabsdyr. Der lever odder ved Madum Sø.
Skovene rummer mange fugle. Især mange rovfugle yngler, og det overgås næppe andre steder: Hvepsevåge , musvåge og duehøg . Måske yngler fiskeørnen nogle år. Også mange af de hulrugende arter har ornitologerne optalt i pæne tal: Natugle 16-25, stor flagspætte 200, grønspætte 50, huldue 15-20 par, og sortspætten er stadig under indvandring. Den kom til Rold for 25 år siden og nu er her 12-14 par.
Ved Madum Sø yngler hvinand i opsatte kasser. 40 par rødstjerter , 75 spætmejser og op til 60 træløberpar.
I de mange kilder, hvor vandets temperatur ligger konstant på 7-10 grader året rundt findes to særlige arter af vårfluer, der kun lever disse steder. Også en sort fladorm har en relikt dette sted.
Kronhjorten er et prægtigt dyr. Foto: Biopix /K. Andersen
Kulturhistorie
Rold Skov-komplekset ejes af staten og tre private godser. Især de private ejere har gennem de sidste 200 år fældet mange bøgetræer og erstattet dem med nål. Knapt så hurtigt har tempoet været i statens skove, der for næsten 200 år siden blev købt fra tre godser, hvis økonomi dengang var elendig.
En orkan i 1981 medførte store stormfald. Alene i Rold Skov faldt der så meget nåletræ, at det svarede til halvdelen af den danske hugst af disse træer.
Selv om skovene ved Rold i dag er imponerende store, har de før været større. Mange sagn har derfor rod i virkeligheden: Her kunne røvere, mordere og andre leve skjult – langt væk fra civilisationen.
Hårdhændet udnyttelse har minimeret skovarealerne. Her er udvundet kalk, og til det samt fremstilling af glas og trækul er gået meget brænde.
Ture og seværdigheder
Download kort og turforslag (PDF-fil)
Store Blåkilde
Ved vejen mellem Astrup og Skørping er der P-plads (N 56º 47′ 4.10″ E 9º 55′ 28.57″), hvorfra en sti fører til Store Blåkilde. Der er ca. 1 km at gå hver vej.
Madum Sø og Langmosen
Vil du besøge Madum Sø og vandre hele vejen rundt om den er der P-plads ved den østlige bred af søen, hvor vejen mellem Hellum og Astrup fører forbi (N 56º 48′ 4.66″ E 9º 57′ 5.09″). Herfra er det også muligt at følge en markeret sti mod øst, der fører ind til og rundt om Langmose. Begger ture er på ca. 7 km hver.
Den øvrige del af Rold Skov
Der er mange markerede ruter i Rebild Bakker, Vælderskoven syd for bakkerne og langs Gravlevdalen.
Mulighed for lange ture med overnatning på primitive lejrpladser fire steder (Bjergeskoven, Urskoven og 400 m øst for Store Økssø). Bivuakker ved Store Økssø og “vandrefugleværelser” på Rold Storkro. Udvandrer-, jagt- og skovbrugsmuseum i Rebild Bakker.
En cykel gør alle skovene tilgængelige. Alternativt må man med bil opsøge de P-pladser, der ligger nærmest de spændende steder. Der er mulighed for flere dages vandreture med rygsæk og overnatning på primitive lejrpladser.
Seværdigheder
Madum Sø. Himmerlands største sø på 200 ha. Det er en lobelie-sø med de karakteristiske planter strandbo, tvepibet lobelia og brasenføde på bunden. Sti rundt om søen. Bademulighed. Søen fødes af kilder i bunden og har intet afløb under normale forhold.
Langmosen. Stor, flot højmose med hedelyng, tranebær, kæruld og soldug. Også her fører en sti rundt.
Store Blåkilde. Danmarks største bassinkilde. Vandet strømmer ud gennem sprækker i kalken. Man kan drikke det.
Vejbeskrivelse

20-25 km syd for Aalborg ligger Rold Skov.

Fra motorvej E 45, tag afkørsel 33. Kør mod øst af rute 535 til ca. 600 m efter Lille Arden og drej ad Birkholmvej til Møldrup. Fortsæt ad Madum Søvej, der fører til P-pladser ved søen.

Kortet viser til P-plads ved Madum Sø.

Vis  Rold Skov - Søer  på et større kort

Fredningen og dens pleje
Store Blåkilde, 11 ha, fredet 1951.
Madum Sø og Langmosen øst for Rold Skov, 402 ha, fredet 1951 og 1986.
Blåkilde er Danmarks største kildevæld. Det er imponerende at stå ved siden af kilden og se, hvordan kilden changerer i et utal af blålige varianter, når lyset brydes af vandet og det lyse kalk i kildebunden.
Den 8. februar 1951 bad godsejer Axel Juul fra herregården Villestrup om et møde med formanden for det lokale fredningsnævn. To måneder senere holdt nævnet møde på Villestrup, der ligger tre km sydøst for Store Blåkilde. Juul ejede arealerne ved kilden og ville gerne – uden nogen form for erstatning – have den fredet sammen med den nærliggende Villestrup Å. Det skete. Så vidt så godt.
Men i en tid hvor Hedeselskabet og andre ikke kunne få dækket deres lyst til at tørlægge landets fjorde, søer og ådale fik Blåkilde ikke lov til at være i fred. Danmarks Naturfredningsforening gjorde fredningsnævnet opmærksom på, at Statens Landvindingsudvalg ville regulere åen, der stort set får alt sit vand fra kilden! Sagen blev klaret i mindelighed ved, at der blev lavet et overfald fra kilden til åen, så Store Blåkilde ikke løb tør. Danmarks geologiske Undersøgelser fik i en ny fredning indført bestemmelser om at man ikke måtte foretage dybe boringer efter vand i kildens nærmeste omegn.
Madum Sø og Langmosen ligger nord og nordøst for Blåkilde. Fredningen blev sat i gang af naturfredningsforeningen i 1973 og afsluttet 13 år senere. Fredningens formål er at bevare Madum sø og Langmosen og de nærmeste omgivelser, at beskytte og pleje de til områderne knyttede særegne naturvidenskabelige og landskabelige værdier og under hensyntagen hertil at sikre og regulere almenhedens ret til færdsel og ophold.
Også i den fredede højmose, Langmosen, der grænser op til Madum Sø, har amtet ryddet mosearealerne for opvækst af fyr og gran, der spreder sig fra de omkringliggende skove som en konsekvens fra fredningen af denne højmose.
Flere steder i de statsejede områder skal den gamle græsning genoptages i skoven. Større områder ligger nu urørt og andre steder drives med store hensyn til naturen. Det sker som et led i den såkaldte naturskovsstrategi, som er ved at blive gennemført i disse år.
To lokale godser, Linkenborg og Villestrup stillede store erstatningskrav på henholdsvis én million kr og 1,2 million kr. Villestrup ønskede ingen stier langs Madum Sø, og begge godser blev pligtigt til at passe på bøgeskoven og ikke fælde den. Mose- og hedearealer må ikke tilplantes og udsigter skal bevares. Godserne fik tilsammen 1.7 million kroner for at blive begrænset i deres fri ejendomsret.
Link til fredningskendelser
Store Blåkilde , 1951
Langmosen , 1986
Yderligere information
Om fredningerne og deres bestemmelser:
Rebild Kommune
Hobrovej 88
9530 Støvring
Tlf: 99889988
Store Blåkilde ligger i Mariagerfjord Kommune:
Mariagerfjord Kommune
Nordre Kajgade 1
9500 Hobro
Tlf: 97113000
Læs også:
Folder om Madum Sø, Langmosen og Store Blåkilde
Miljøministeriet: Natura 2000-området: Rold Skov, Lindenborg Å og Madum Sø