Rønnerne

Rønnerne, som udgør den sydligste del af Læsø, er grønt, fladt og stort, og landskabet minder på mange måder om marskområderne i Vadehavet. De to er dog af vidt forskellig oprindelse; tidevandet, som har skabt marsken, har stort set ingen betydning i Kattegat og altså heller ikke for Rønnernes dannelse og fortsatte vækst. I det nordlige Vadehav er tidevandsforskellen ca. 1½ m, omkring Læsø kun 25-30 cm. Her er det vindretningen og vindhastigheder, der bestemmer hvor højt vandet kommer op over de salte enge.

Læsø er dannet på senglaciale aflejringer af ler, det såkaldte yoldialer. Det ligger over det meste af øen omtrent i havniveau i dag. Over disse lerlag er efterfølgende aflejret sand fra stenalderhavet, og med landhævningens hjælp er lagene efterhånden dukket op over havoverfladen. Læsø menes at være opstået første gang for ca. 5000 år siden for senere at blive ”druknet” igen af det stigende vandspejl i Stenalderhavet. Først for 2-3000 år siden dukker Læsø atter op og bliver med tiden til den ø, vi kender.

Læsø er altså helt og holdent en havskabt ø og er ikke som størstedelen af Danmark formet af istidens gletsjerbevægelser.

Landdannelsen startede på den nordlige del af det nuværende Læsø, men i dag er det især på den sydlige halvdel, at nyt land skabes. Rønnerne hører med andre ord til de yngste dele af Læsø og er hovedsageligt dannet inden for de seneste 800 år.

De fleste steder på Læsø er landtilvæksten foregået ved gentagne aflejringer af kystparallelle strandvolde. Men mens strandvoldene flere steder på øen kan være af 1-2 meters højde og meget tydelige, er de ganske svagt markerede i terrænet på Rønnerne. Strandvoldsmønsteret kan dog erkendes mange steder på Rønnerne gennem forskellen i vegetationen på hhv. de højere- og lavereliggende flader.

Årsagen til den ringe strandvoldsdannelse er sandsynligvis, at havområderne syd for Læsø er så lavvandede, at bølgerne ikke indeholder tilstrækkelig energi til nogen væsentlig materialetransport og –aflejring. Det bliver hermed landhævningen, der får hovedansvaret for landopbygningen på det sydlige Læsø. Den har til gengæld også en pæn fart på: 3-5 mm om året; Læsø er nok den lokalitet i Danmark, der har haft den hurtigste landhævning siden istiden.

Ordet ”Røn” betyder en stengrund eller en lille ubeboet holm. Hele området består af de 4 store rønner: Færøn, Kringelrøn og Langerøn, der er adskilt af smalle tidevandsrender, samt Hornfiskrøn, som man må krydse et bredere, men også lavvandet bælt for at nå. Dertil kommer et større antal småholme.

En stor del af de ca. 1750 ha , som det fredede område strækker sig over, overskylles af havet flere gange i vinterhalvåret under storm. Det er sand- og muddervaderne samt de regulære strandengsarealer, der derfor har en salttålende vegetation. De partier, der ikke oversvømmes med havvand, fremstår som hede eller er skovtilplantede. Store dele af Langerøn er opdyrket.

Selv om det er sand og grus, der aflejres af havet og således opbygger det sydlige Læsø, præger store sten i høj grad billedet af Rønnerne. De er bragt hertil af isen og smidt på stedet, da gletsjerne smeltede. I hundredvis ligger de ved siden af hinanden og giver øjet noget at holde fast i på de endeløse flader. Stenene har ligget indkapslet i yoldialeret for 12-14.000 år siden for så senere at blive vasket fri, efterhånden som havbunden har hævet sig.

For dem der hellere vil køres rundt.

Foto: Eigil Torp Olesen