Ole Rømers observatorium

Ole Rømer er mest kendt som astronom, men han havde flere hverv, som han havde fået af bl.a. kongen: rektor for Universitetet, justitsråd, etatsråd, politidirektør og ”stadsingeniør”, hvilket betød at han ikke altid fik tid til sit foretrukne arbejde nemlig astronomien. Til gengæld indførte han flere banebrydende reformer i København; renovering af kloakkerne, opfindelse af de første gadebelysninger med olielamper og han lagde kimen til senere socialreformer ved at skabe fokus på byens tiggere og prostituerede.

Hans astronomiske karriere starter i hans universitetstid, hvor han involveres i udgivelsen af Thyco Brahes observationsjournaler. I 1671 assisterer han den franske astronom Jean Picard med at stedfæste Brahes observatorium på Hven. Han følger med Picard til Paris i 1672, hvor han de næste 9 år er ansat på den franske konges nye observatorium. Og det er her han laver sit internationalt set mest banebrydende arbejde om lysets hastighed.

I 1681 vender han tilbage som professor i astronomi ved Københavns Universitet, hvis observatorium lå på toppen af Rundetårn. Han vil imidlertid gerne have sit helt eget observatorium, indrettet med de instrumenter, som han selv har udviklet og opfundet.

Det bliver til et lille lerklinet observatorium ved landsbyen Vridsløsemagle. Her har familien til hans anden kone, Else Magdalene, Bartolinerne et landsted kaldet Pilenborg. Observatoriet kalder han ”Tusculanum”. Navnet stammer fra Ciceros sommervilla uden for Rom og Pilenborg havde kælenavnet Tusculum, så navnet Observatorium Tusculanum betyder det tusculanske observatorium eller på dansk Pilenborg-observatoriet.

Bygningen bestod af to rum; et opholdsrum med ildsted og seng og så selve observationsrummet, der ikke kunne opvarmes, da temperatursvingninger ville forstyrre observationerne. Observatoriets mure og tag var forsynet med spalteåbninger ud for instrumenternes sigter.

Observatorium Tusculanum havde to hovedinstrumenter; verdens første meridiankreds og et jævndøgnsinstrument (kaldet instrumentet i 1. vertikal til jævndøgnsbestemmelser) og derudover 4 astronomiske ure. Gulvet var i observatoriet forsænket en fod (30 cm) under jordniveau, fordi instrumenterne skulle sikres bedst muligt mod vind og rystelser. Instrumenterne blev yderligere anbragt på tre solide stolper.

Efter Ole Rømers død forfaldt observatoriet og blev siden revet ned og gik mere eller mindre i glemmebogen. I 1765 forsøgte man at genfinde det uden held og det samme var tilfældet i 1923 og 1967, hvor bl.a. Nationalmuseet gik ind i jagten. Først i 1978 lykkedes det ved hjælp af gamle notaters sigtelinjer i landskabet og nye oplysninger om oppløjede gravhøje nøjagtigt at stedfæste placeringen af observatoriet.

Af alle Ole Rømers arbejder findes kun de berømte Triduum-observationer (“De tre dages observationer” fra 20. oktober kl. 16 til 23. oktober kl. 18, 1706). Resten gik op i røg under Københavns brand i 1728.

Ved Triduum-observationerne registrerede Rømer og mindst to assistenter alle fiksstjerne- og planetpassager. Siden talte han om ” mine astronomiske observationer, som jeg altid haver æstimered over alt det ieg haver eyed i Verden “, og også hans assistenter Lauritz Schive og Peder Horrebow tillagde Triduum-observationerne stor betydning.

Triduum noterne.

Model af observatoriet.