Introduktion
Lundeborg er en hyggelig havneby omgivet af skov og strand ved den fynske storebæltskyst. Mod land er et storslået miljø omkring herregårdene Broholm og Hesselagergård med særdeles varieret natur. Omkring Tange Å, som på strækningen fra Hesselagergård til udløbet i Storebælt danner naturlige slyngninger med store fald, findes landbrugsjorde, husdyrindhegninger, gamle fritstående ege og skove. I skoven langs kysten findes flere orkidéarter.

Lundeborg er en by med mange fine gamle huse.
Foto: Torben Gang Rasmussen
Landskabet
Landskabet omkring Lundeborg er en moræneflade med jævnt fald mod kysten. Nord for Lundeborg har Tange Å dannet en markant erosionsdal. Ved Hesselagergård løber Tange Å i en nyrestaureret U-formet dal. Her er Tange Å lagt i slyngninger og forsynet med stenet bund med henblik på at bedre mulighederne for opgang af havørred. Udløbet af Tange Å i Storebælt er ureguleret.
Ved Lundeborg findes et hvidt sandlag, som blev vindaflejret før istiden. Dengang var landet dækket af tundra og mammut fandtes som landpattedyr. Sandlaget kaldes ”Det Hvide Sand” og findes i et bælte, der strækker sig fra Als over Ærø og Langeland til Lundeborg. I den vestlige del af fredningen ligger en forladt grusgrav, hvorfra man tidligere solgte sandet som ballastsand til sejlskibe.
Plantelivet
Den varierede natur med løv- og nåleskove, ager, enge og vandløb giver plads til en rig flora. I løvskovene findes hvid- og gul anemone , skov-jordbær og bugtet kløver . Blandt orkidéer forekommer ægbladet fliglæbe , skov-gøgelilje , tyndakset gøgeurt , rederod og skov-hullæbe , og hvor jorden er vandlidende findes almindelig milturt . Flere sjældne planter findes i skovene umiddelbart omkring fredningen bl.a. skov-gøgeurt , bjerg-perikon og den mærkværdige bregne slangetunge . I husdyrindhegningerne langs Tange Å forekommer bidende ranunkel , kornet stenbræk , arter af løvefod , smalbladet kæruld og græsarten vellugtende gulaks .

Tyndakset gøgeurt – en af vores flotte orkideer.
Foto: Biopix /Nils Sloth
Dyrelivet
Tange Å med tilhørende kilder huser en artsrig insektfauna som karakteriserer et uforurenet vandløb. Nogle af disse smådyr er særdeles sjældne. Havørred forekommer og fra udløbet til Hesselagergård findes flere gydepladser. Råvildt er meget almindeligt i skovene og på landbrugsjorderne.

Rådyret er Europas mindste hjorteart. Foto: Biopix /Jens Chr. Schou
Kulturhistorie
I de senere år er der ved Tange Å’s udløb umiddelbart nord for Lundeborg gjort en række arkæologiske fund fra jernalderen. Man har fundet en handelsplads med tilhørende bebyggelse samt en vej ind i landet til Gudmekongens Hal. På handelspladsen, som virkede fra år 150 – 800, blev romerske metalvarer bl.a. bronze, guld og sølv opkøbt, forarbejdet og videresolgt. Dette skal ses i sammenhæng med fundet af Broholmsskatten i 1833. Broholmskatten indeholdt 4 kilo purt guld og er dateret til 600-tallet.
I midten af 1800-tallet blomstrede Lundeborg på ny som handelsplads, men nu for de østfynske herregårde. Pakhuset i rødt bindingsværk ved Lundeborg Havn blev opført i 1860 af herregården Broholm. I skoven syd for Lundeborg ligger Lundeborg Kirke bygget i 1896 som bedehus for fiskerlejets beboere. Den tilliggende kirkegård blev anlagt i 1917.
Ture og seværdigheder
Download kort og turforslag (PDF-fil)
En vandretur på Øhavsstien (1) fra Lundeborg Havn (2) til herregården Broholm anbefales. Turen er 8 kilometer lang. Undervejs passeres udløbet af Tange Å (3). Ved Hesselagergård passeres den nyanlagte dal med Tange Å i småslyngninger. Siden går turen forbi jættestuerne og de fredede træer ved Tange Løkke samt gravpladsen ved Møllegårdsmarken.
Vejbeskrivelse
GPS X:55° 8.345', Y: 10° 47.118'
<p> Lundeborg ligger på Østfyn 12 kilometer. P-plads ved Lundeborg Havn (GPS N 55° 8.345' E 10° 47.118').</p><p> <iframe frameborder="0" height="350" marginheight="0" marginwidth="0" scrolling="no" src="http://maps.google.dk/maps/ms?ie=UTF8&t=h&hl=da&msa=0&msid=109072133245204789761.0004838d111f2c739da6c&ll=55.143662,10.777245&spn=0.034338,0.060081&z=13&output=embed" width="350"> </iframe> <br/> <small> Vis <a href="http://maps.google.dk/maps/ms?ie=UTF8&t=h&hl=da&msa=0&msid=109072133245204789761.0004838d111f2c739da6c&ll=55.143662,10.777245&spn=0.034338,0.060081&z=13&source=embed" style="color:#0000FF;text-align:left"> Lundeborg </a> på et større kort </small></p>
Fredningen og dens pleje
Danmarks Naturfredningsforening har rejst fredningssag for egnen omkring Lundeborg. Baggrunden er, at campingpladsen ønsker at udvide. I forslaget lægges op til at nuværende græsningsarealer bevares samt at skovene indenfor fredningen skal drives ved plukhugst. I 2008 forlangte Naturklagenævnet, at Lundeborgfredningen skulle tages op til fornyet behandling i Fredningsnævnet. Deres afgørelse er kommet i 2009.
Link til fredningskendelser
Lundeborg , 2009
Lundeborg Strand , 1960
Hesselagergård træ , 1945
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Svendborg Kommune
Ramsherred 5
5700 Svendborg
Tlf: 62233000
Læs også
Folder om Øhavsstien Svendborg-Lundeborg, kort 3