Livø

Flere bopladser fra stenalderen er fundet på Livø. I den sydvestlige kystklint kan man, hvis man har øje for det, stadig være heldig at se rester fra disse bopladser. Ved siden af bakken Hesselbjerg har der ligget en gravhøj, Hesselbjerghøj, som nu er styrtet i havet. Øens højeste punkt, Louisehøj, er også en gravhøj fra oldtiden. På toppen findes en stenkreds.

Livø blev skænket til Vitskøl Kloster, som ligger inde på fastlandet, af Valdemar den Store i 1100-tallet. Efter reformationen kom øen ind under kronen, der solgte det nedlagte kloster med jorder som herregården Bjørnsholm. I 1872 overtog kammerherre, ritmester Oppen-Schilden til Hasseldorf Livø, og han opførte den nuværende firlængede gård, der med sine svære stald- og ladebygninger af kampesten og det fritliggende stuehus er øens mest imponerende bygning. Desuden byggede han et teglværk med ovne og tørrelader samt en smedje, et dampmejeri og arbejderboliger, som efterhånden kom til at udgøre en hel lille by.

Efter den foretagsomme kammerherres død skiftede Livø ejere flere gange. En overgang var der indrettet drankerasyl i det store stuehus. I 1911 blev Livø købt af De Kellerske Åndssvageanstalter, og i de følgende 50 år blev øen anvendt som institution for sindslidende, mandlige kriminelle. Efter datidens forhold havde de kriminelle, der omfattede alt fra løsgængere til mordere, rimelige kår, selvom de kaldte Livø ”Djævleøen”. De var beskæftiget med landbrug, skovbrug og gartneri.

Under den tyske besættelse 1940-45 rummede øen en sommerlejr, der i virkeligheden var en træningslejr for unge sabotører, hvilket tyskerne aldrig fandt ud af. I dag ejes Livø af det offentlige og anvendes til rekreative formål samt økologisk landbrug. Hvert år afholdes der en populær jazzfestival på Livø den første weekend i august. Øen er i dag omfattet af projektet ”Grøn Livø – et bæredygtigt kulturmiljø”, som Naturstyrelsen Himmerland, Miljøstyrelsen og Realdania gennemfører i fællesskab.