Lem Hede og Troldbanke

I Jernalderen for ca. 2000 år siden var store dele af Vestjylland opdyrket. Landsbyerne lå tæt, og selv de lette jorder var under plov. Jernalderbøndernes marker var små firkantede lodder adskilt af lave stenrækker eller jorddiger, der opstod når markerne blev ryddet for sten eller den primitive plov slæbte ukrudt med sig. I markskellene kunne ukrudtet også fange fygesandet.

På skrånende jorder dannede dyrkningen terrasser, hvor flade marker blev afgrænset af stejlere skråninger.

I store områder blev jorden efterhånden udpint, og dyrkningen blev opgivet. Dette betød at jorderne sprang i lyng – og udstrakte heder dominerede gennem de følgende århundreder Vestjylland.

Selv om dyrkningen hørte op, blev de lave diger og terrasser i mange århundreder liggende i hederne som spor efter jernalderlandsbyerne.

Efter flere forsøg kom der i 1800-tallet igen gang i dyrkningen af de sandede jorder suppleret med plantning af store plantager. Opdyrkningen og tilplantningen af hederne fortsatte langt op i 1900-tallet. Ved den nye opdyrkning blev mange af sporene efter jernalderens landbrug ødelagt.

I dyrket land er sporene efter jernalderens landbrug helt jævnet ud, men på luftfotos, taget når jorden ligger nøgen, kan arkæologerne afsløre jorddigerne som lysere streger i den mørkere muld. I enkelte plantager har jorddigerne været så kraftige, at de har overlevet pløjningen i forbindelse med tilplantningen.

I 1930’erne opmålte professor Gudmund Hatt mange systemer af oldtidsagre, og han inspirerede til, at Nationalmuseet fik fredet flere heder med oldtidsagre herunder Lem Hede og Troldbanke.

I det nordvestlige hjørne af Lem Hede findes en rund studefold omgivet af en lidt højere jordvold end oldtidsagrene. Sådanne folde, som findes mange steder på de jyske heder, blev brugt af hyrder og studedrivere til at holde dyrene samlet om natten.

På Lem Hede er der også enkelte kæmpehøje fra stenalder og bronzealder.