Introduktion
Hvis man skulle lave en liste over ukendte naturperler i Danmark, ville en af de mest oplagte kandidater være Kulebjerg Overdrev. Overdrevet ligger godt skjult og er ikke omtalt ret mange steder. Et besøg byder derfor på en stor overraskelse for mange. En sti fører gennem et almindeligt landskab, men pludselig træder man ud på et af landets fornemmeste overdrev. Overdrevet plejes på forbilledlig vis, har derfor den helt specielle karakter for et sådant kulturlandskab.
Landskabet
Kulebjerg Overdrev er et velafgræsset overdrev med flere enligtstående træer. Man lægger især mærke til de meget store egetræer, hvis kroner rigtig kommer til udfoldelse, når træerne står alene. Flere steder står også buske, som kan modstå kreaturernes afbidning, for eksempel slåen og hvidtjørn. Kulebjerg Overdrev har aldrig været opdyrket, og derfor er der heller ikke blevet fjernet sten fra området. Overalt ligger store strøsten efterladt af isen under sidste istid. Men det er ikke blot stenene, som præger jordoverfladen. Flere steder er der mængder af kuplede, græsklædte tuer fra den gule engmyre. Der er også et par vandhuller på overdrevet – det ene betydeligt større end det andet og med en fri vandflade året rundt.
Plantelivet
På Kulebjerg Overdrev vokser der flere plantearter, som er typiske for overdrev. Blandt de mere almindelige kan nævnes gul snerre , liden klokke , bredbladet timian og løvefod . Blandt de noget mere ualmindelige plantearter er bakke-tidsel og lav tidsel . Området har tidligere huset et par arter af gøgeurt, men disse er nu forsvundet.
Kulebjerg Overdrev er kendt som voksested for en lang række svampe, blandt andet arter af fluesvamp, skør- og mælkehat samt vokshat.
Ture og seværdigheder
Download kort og turforslag (PDF-fil)
Man kan færdes frit overalt på Kulebjerg Overdrev. Nogle steder skal man passere låger eller stenter for at komme forbi kreaturhegnene.
Vejbeskrivelse
GPS X:55º 32' 38.13", Y: 011º 26' 23.07"

I Skellebjerg, som ligger ved vej 255 mellem Dianalund (4 km) og Ruds Vedby (4 km) køres ad Hedeborydevej mod Tågerup (4 km). Efter 0,9 km krydser Jyderupstien denne vej lige efter, at man er kommet igennem Hedeboryde. Her er der meget dårlige parkeringsforhold, men det er muligt at lave en hensynsfuld parkering i vejsiden enkelte steder.

Gå et kort stykke ad Jyderupstien mod syd. Overfor et hus viser et skilt til Kulebjerg Overdrev. Snart går stien gennem en låge, og man er nu kommet ind på overdrevet.

Det er også muligt at gå fra vej 255 ad veje og stier i Kulebjerg Skov til Kulebjerg Overdrev.

Vis  Kulebjerg Overdrev  på et større kort
Fredningen og dens pleje
Kulebjerg Overdrev blev fredet allerede i 1925 under navnet Kullebjerg, Enrishøj. Det sidste navn hentyder til de enetræer, der vokser på overdrevet og som man gerne ville bevare. Et område på ca. 2,2 ha af det ca. 8 ha store overdrev blev fredet, og fredningen sikrede, at der ikke måtte opføres huse eller skure på området. Samtidig blev det forbudt at fjerne enebærbuskene. Fredningen skete uden at ejeren ønskede erstatning, og på daværende tidspunkt var der stadig så meget græssende kvæg i landbruget, at der ikke var fare for at overdrevet groede til. Men tiderne ændrede sig, og i 1986 blev det nødvendigt at indgå et samarbejde mellem ejeren og det daværende Vestsjællands Amt for at bevare overdrevet. Der blev ryddet og fældet en del træer og buske, og siden har området været græsset med kvæg for at bevare sin karakter.
Link til fredningskendelse
Kulebjerg Overdrev , 1925
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Sorø Kommune
Rådhusvej 8
4180 Sorø
Tlf: 57876000