Jeksendalen
Introduktion
Den meget varierede Jeksendal ligger tæt ved byer og motorveje, men virker som lidt af en naturmæssig tidslomme. Et par maleriske vandmøller og landsbyer i den hesteskoformede erosionsdal med stejle, skovklædte dalsider er med til at fuldende billedet af et stykke forholdsvis uberørt natur. Landskabet veksler mellem enge, sumpede områder, skove, overdrev og dyrkede marker. Og så er dalen særdeles velegnet til både cykel- op vandreture. Ud over to afmærkede ruter, findes der en del naturstier.
Jeksendalen en frostklar morgen. Foto: Aksel Bang
Landskabet
Jeksendalen er en markant erosionsdal, der strækker sig fra Framlev vest for Århus til Solbjerg Sø nær Skanderborg. Dalen udgør en sidedal til den langt større smeltevandsdal, som ligger længere mod nord og som mod øst rummer den nuværende Århus Ådal. Den dybt nedskårne dalbund i Jeksendalen er et fint eksempel på den landskabsformning, det rindende vand kan udøve. Langs Århus Å og Jeksen Bæk veksler landskabet mellem våde enge, skov, overdrev og dyrkede marker. Kolskov og Adslev Skov er stærkt kuperede og består hovedsagelig af løvtræer.
Bæk igennem Jeksendalen. Foto: Aksel Bang
Plantelivet
Skovene er overvejende løvskove med træer som bøg , almindelig eg , avnbøg , ahorn , ask , spids-løn og rød-el . I den frodige skovbund vokser blandt andet blåbær , ørnebregne , hvid anemone , vorterod , stor fladstjerne , dag-pragtstjerne , skov-viol , skovstjerne , gærde-vikke , skovmærke , majblomst og liljekonval . På engene er fundet arter som eng-kabbeleje , krybende læbeløs , almindelig mjødurt , engblomme , eng-troldurt og maj-gøgeurt . I øvrigt har man i dalen fundet liden lærkespore , engelsød , tredelt egebregne og uldhåret ranunkel . På de mere tørre overdrevsområder vokser knoldranunkel , kornet stenbræk , gul snerre , håret høgeurt og tjærenellike .
Dyrelivet
Af særlig interesse er de fugle og smådyr, der er knyttet de strømmende vandløb. Her er ynglende bjergvipstjert og visse år også ynglende isfugle . Om vinteren er vandløbene et af de vigtigste for rastende vandstær og isfugle i Østjylland. Det er oftest på grund af dens stemme, et gennemtrængende og meget typisk, hårdt ”ziii”, at man bliver opmærksom på isfuglen. Når den farer forbi, blinker dens lyseblå ryg som et lyn.
Især Jeksen Bæk har rent vand og huser flere usædvanlige arter af strømelskende ferskvandsinsekter, blandt andet larver af døgnfluer og slørvinger. Mange sommerfugle- og billearter er knyttet til dalens fugtige, blomsterrige enge.
Af pattedyr kan man møde rådyr , ræv , grævling , husmår og lækat . Markfirben , stålorm og butsnudet frø er blandt de krybdyr og padder der findes i dalen. Til fiskebestanden hører aborre , hork , trepigget og nipigget hundestejle , knude, gedde , bækørred , regnbueørred , skalle , brasen og flire .
Kulturhistorie
De to vandløb i dalen har gennem tiden skabt muligheder for at udnytte vandkraften, og her findes endnu rester af de talrige møller: Kollens Mølle, Pinds Mølle, Bodil Mølle og Dørup Mølle. Med den begyndende industrialisering omkring midten af 1800-tallet fik vandmøllerne en mere central funktion. De leverede kraft til blandt andet at male korn til mel, en ellers langvarig, arbejdskrævende proces. Bodil Mølle fungerede i 1700-tallet som knivfabrik.
I 1997 blev opstemningerne i Århus Å ved blandt andet Pinds Mølle og Bodil Mølles dambrug opkøbt af Århus Amt og fjernet, sådan at alt vandet løber nu i åens oprindelige leje. Det har givet vandløbet et meget mere naturligt forløb, og åen fremstår nu som et af Østjyllands flotteste vandløb.
Kollens Mølledam. Foto: Aksel Bang
Ture og seværdigheder
Download kort og turforslag (PDF-fil)
Da næsten hele det fredede område er privatejet, må færdsel kun ske ad offentlige veje og stier. Dem er til gengæld en del af, både egentlige afmærkede vandrestier og markveje (i virkeligheden gamle kirkestier), som man også gerne må færdes til fods ad.
Turforslag
Den ene afmærkede tur udgår fra Pinds Mølle, er på cirka 3 km og kan klares på en lille time. Ruten går gennem Adslev Skov med små glimt ud til Århus Å på en del af turen. På et tidspunkt møder man vandreruten Århus-Silkeborg, som man blot følger lidt sydpå, til en spejderhytte. Herefter går turen mod yderkanten af skoven med et kort kig ud over marker og Adslev By, inden den igen går ind gennem den kuperede skov tilbage til Pinds Mølle. Man kan også gå en rundtur med udgangspunkt i Adslev By (hvilket vil være relevant, hvis man kommer til dalen med bus) og så selv tilrettelægge turforløbet ved at kombinere stierne.
Den anden afmærkede tur tager udgangspunkt i P-pladsen ved Kildedalen (tæt ved Jeksen By), er på cirka 3.5 km og tager omkring 1 time. Denne rute går mod nord, langs med Jeksen Bæk ad skovveje gennem varierede skovbevoksninger til Kolskov. Her er der mulighed for at korte turen af i det stærkt kuperede skovterræn.
Seværdigheder
Numrene herunder henviser til markeringer på kortet, som du kan downloade foroven.
1. Pinds Mølle. Den tidligere mølledam og dambruget anvendes som put & take-sø.
2. Kollens Mølle. Det ældste daterede møllested i Østjylland. I 1978 blev den sidste rest af møllen revet ned, og på tomten er der borde og bænke. På gavlen af møllegården ses et stort vægmaleri.
3. Adslev Kirke. Kor og skib er fra tidlig middelalder, mens våbenhuset er fra slutningen af 1800-tallet og tårnet fra 1925. Under koret er der en gravkrypt fra 1600-tallet.
Vejbeskrivelse

Ligger mellem Hørning og Harlev, 12 km sydvest for Århus centrum.

Vejbeskrivelse
Fra motorvej E45 tages afkørsel 50, hvorefter man kører ad landevejen mod vest. Snart ses skilte til Pinds Mølle.

Offentlig transport
Busrute nr. 109 fra Århus Rutebilstation kører gennem dalen og har stoppesteder i Dørup, Adslev og Jeksen.

GPS-koordinater
Ovenstående koordinater viser Adslev Kirke.

Fredningen og dens pleje
Jeksendalen blev fredet i 1979 og omfatter i alt 746 hektar. Fredningen er en landskabsfredning, der skal sikre, at dalen bevares i den tilstand, den var i på fredningstidspunktet, sådan at områdets karakter opretholdes. De fredede arealer er privatejede, bortset fra opholdsarealet ved Kollens Mølle. Naturplejen i området planlægges af kommunen og udføres i samarbejde med ejerne. Naturplejen består blandt andet i afgræsning af engarealerne langs åen for at vedligeholde den naturlige engvegetation.
Et væld fra Kolskoven. Foto: Aksel Bang
Link til fredningskendelse
Jeksen-dalen , 1979
Tarskov-Edslev Sti, 1985
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Skanderborg Kommune
Rådhuset
Adelgade 44
8660 Skanderborg
Tlf: 87947000
Læs også
Folder: Jeksendalen – et fredet naturområde, Århus Amt.