Holsteinborg Nor
Introduktion
Fjordlandskabet omkring herregården Holsteinborg er måske det smukkeste og lettest overskuelige blandt de sydsjællandske fjordlandskaber. Store herregårdsmarker og skove omgiver Holsteinborg Nor mod nord, og mod syd beskyttes noret af den op til 26 meter høje moræneknold Glænø, som er forbundet med fastlandet ved hjælp af en dæmning. Midt i Holsteinborg Nor ligger Ormø med sin særprægede skovbevoksning, der i dag er delvis ødelagt af en koloni af skarver, og den noget mindre ø Fuglehøj.
Holsteinborg Nor. Foto: Jan Kofod Winther
Landskabet
Holsteinborg-fredningen er en del af det landskab, der omgiver Holsteinborg Nor. Her finder man den typiske sydsjællandske dobbeltkyst, hvor øer og holme ligger som et værn mod havet og beskytter lavvandede fjordområder bagved. Holsteinborg Nor beskyttes mod havet af den bakkede Glænø, og de lavtliggende strandfælleder, Østerfed og Vesterfed på hver side af denne. De beskyttede forhold bevirker, at noret i perioder er tørlagt. De lavvandede områder betyder også at området efterhånden vokser til, ikke mindst med tagrør. Dæmningen, der gør Glænø landfast med Sjælland, blev anlagt i slutningen af 1800-tallet som et forsøg på at afvande Basnæs og Holsteinborg Nor. Afvandingen lykkedes imidlertid aldrig.
På nordsiden af Holsteinborg Nor ligger godset Holsteinborgs udstrakte marker, som dog flere steder brydes af skove og ikke mindst den lange kastanjeallé vest for godset. Parken ved Holsteinborg Gods udgør et helt særligt landskabselement med sin blanding af plejede områder, der løber ud i mere naturprægede områder.
Glænøs kyst. Foto: Ole Malling
Plantelivet
Langs nordbredden af Holsteinborg Nor ligger strandenge og rørsumpe med en rig flora af for eksempel tætblomstret hindebæger , strand-siv , asparges og strand-mandstro for blot at nævne nogle få. Ud over de mere almindelige arter vokser her også den sjældne drue-gåsefod og en virkelig specialitet – en krydsning mellem eng-byg og almindelig kvik. Denne krydsning kendes kun fra strandenge ved Stubberup og et enkelt sted i England.
Skoven på Ormø minder mest af alt om en urskov, som man kan forestille sig, at den har set ud i stenalderen. Her vokser eg , ask , elm , navr og en af Danmarks fineste bestande af småbladet lind . Skovbunden dækkes af store bestande af ramsløg .
Der er ikke offentlig adgang til Ormø og strandengen omkring Holsteinborg Nor.
Tætblomstret hindebæger bruges tit til tørrede blomsterdekorationer. Foto: Biopix /Nils Sloth
Dyrelivet
En af de mest interessante arter i Holsteinborg Nor er skarven , som yngler på Ormø. Der er aktivitet i kolonien en stor del af året, og fuglenes flugt frem og tilbage til kolonien samt fouragering i området kan følges på afstand flere steder. Skarvkolonien har i de senere år ligget på omkring 4500 par og er dermed Danmarks næststørste. Det svarer til omkring 5% af den samlede ynglebestand af skarver i landet. Fiskehejren yngler med ca. 150-200 par.
De almindeligste ynglefugle ved Holsteinborg Nor er ederfugl , sølvmåge , stormmåge , hættemåge , havterne og knopsvane , men også store flokke af gæs, ænder og blishøns ses i vinterhalvåret. De mange vandfugle tiltrækker havørne , som ofte kan ses svæve på stive vinger på udkig efter et bytte. Ørne og andre rovfugle overnatter regelmæssigt på Ormø.
Ormø anes i baggrunden med de døde træer – her set fra Glænø.
Foto: Thomas Eriksen
Kulturhistorie
Det fredede område ved Holsteinborg Nor er et typisk herregårdslandskab, som præges af store marker og relativt lidt bebyggelse. Parken omkring Holsteinborg Gods indgår med sin gradvise overgang fra park til natur som en naturlig del af fredningen.
Holsteinborg Gods har rødder tilbage til 1300-tallet og måske endda før, men de nuværende bygninger stammer fra begyndelsen af 1600-tallet og står i store træk, som de så ud dengang. Godset blev bygget af Niels Trolle, som var slægtning til den kendte søhelt Herluf Trolle, men overgik i 1707 til slægten Holstein, der stadig ejer godset. Godset er blandt andet kendt for, at H.C. Andersen ofte var på besøg, og at det var her, Danmarks første juletræ stod i en af stuerne – en tradition der blev indført fra Tyskland.
Dæmningen til Glænø var fra begyndelsen ikke ment som nogen trafikforbindelse mellem øen og fastlandet. Den blev anlagt i 1870’erne som et led i en plan om at afvande Holsteinborg Nor. Afvandingen blev dog aldrig til noget, men dæmningen forhindrede meget af vandstrømmen til og fra Noret. Dermed var den med til at øge tilgroningen af vandområderne.
Godset Holsteinborg. Foto: Thomas Eriksen
Ture og seværdigheder
Download kort (PDF-fil)
Ca. 1,5 km fra Bisserup, på vejen mellem Bisserup og Ørslev, kan man parkere ved en hvid låge overfor et hus. Gå ind gennem lågen og følg markvejen, der ender blindt efter kort tids forløb. Herfra er der et meget flot udsyn over Holsteinborg Nor og Ormø.
Lidt længere fremme når man et skilt, der markerer indgangen til Holsteinborg Park. Der er adgang til det meste af parken, og skilte vejleder de besøgende om, hvor man må gå. Fra stierne i parken er der ikke blot fint udsyn til Holsteinborgs bygninger, men også over en del af Holsteinborg Nor. Parken rummer mange gamle træer, som også er værd at lægge mærke til.
Fortsæt forbi Holsteinborg i retning mod Ørslev. Fra vejen her har man flere steder fint udsyn og Holsteinborg Nor og de omliggende marker.
Der er god udsigt over Holsteinborg Nor fra dæmningen, der fører over til Glænø. Herfra vil der ofte være god udsigt til de mange fugle der raster i Noret i vinterhalvåret.
Vandreruten Lagunestien fører forbi Holsteinborg. Se folder.
Der er ifølge fredningen ikke adgang til de to øer Ormø og Fuglehøj.
Vejbeskrivelse
<p> Udgangspunktet for ture omkring Holsteinborg er vejen mellem Bisserup og Ørslev. Flere veje fører fra vej 265 mellem Næstved og Skælskør ned til denne. Kommer man for eksempel fra Næstved kan man dreje mod Bisserup 17 km fra Næstved og 15 km fra Skælskør. I Bisserup fortsættes mod Holsteinborg.</p><iframe frameborder="0" height="350" marginheight="0" marginwidth="0" scrolling="no" src="http://maps.google.dk/maps/ms?ie=UTF8&hl=da&t=h&msa=0&msid=109072133245204789761.000475dfb973a1cd275b4&ll=55.231764,11.392136&spn=0.137048,0.240326&z=11&output=embed" width="350"></iframe><br/><small> Vis <a href="http://maps.google.dk/maps/ms?ie=UTF8&hl=da&t=h&msa=0&msid=109072133245204789761.000475dfb973a1cd275b4&ll=55.231764,11.392136&spn=0.137048,0.240326&z=11&source=embed" style="color:#0000FF;text-align:left"> Holsteinborg Nor </a> på et større kort</small><p> Bemærk, at sejlads i noret er underlagt visse restriktioner - det er forbudt at sejle i motordrevet fartøjer med mere end 5 knob samt brætsejlads.</p>
Fredningen og dens pleje
Fredningen af Holsteinborg Nor blev gennemført i 1936 på Naturfredningsrådets initiativ. Det fredede område omfatter Noret fra dæmningen til Glænø i vest og til en linje mellem Glænø Østerfed og tangen syd for Holsteinborg Havn. Hertil kommer en række landarealer omkring herregården Holsteinborg i nord, blandt andet godsets park, og de to øer Ormø og Fuglehøj i Noret. I alt er 276 hektar fredet. Fredningen begrænser blandt andet byggeri og afvanding i området og fastsætter, at den særprægede blandede løvskov på Ormø skal bevares.
Holsteinborg Nor er både EF-fuglebeskyttelsesområde og Ramsar-område. 659 hektar er udlagt som vildtreservat. Det betyder bl.a. at det er forbudt at sejle med motorfartøjer med mere end 5 knob og at brætsejlads er forbudt, se folder for Vildtreservatet.
Kolonien af skarver på Ormø har gennem årene ødelagt dele af skoven, fordi fuglenes ekskrementer gradvist slår træerne ihjel. Derfor har der været en del debat om, hvorvidt skarverne eller den særprægede trævækst med blandt andet småbladet lind skulle have første prioritet. Hvis man prioriterer træerne højest, kommer man i det dilemma, at man skal til at bekæmpe eller bortjage fredede fugle. I dette tilfælde har man valgt at lade naturen passe sig selv.
Link til fredningskendelse
Holsteinsborg , bekendtgørelse 1992
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser:
Slagelse Kommune
Rådhuspladsen 11
4200 Slagelse
Tlf: 58573600
Se også:
Miljøministeriets Natura2000-område for Skælskør Fjord og havet og kysten mellem Agersø og Glænø
Naturstyrelsen Vildtreservatet Holsteinborg Nor