Hirsholmene

Hirsholmene er første gang omtalt i Valdemar Sejrs jordebog fra 1231 under navnet ”Hælsholmæ”. Øgruppen tilhørte kronen op gennem middelalderen, men har sikkert kun været sporadisk anvendt pga. sin perifere beliggenhed. Fra 1583 var øerne i skiftende privat eje i præcis 300 år, inden de i 1883 overgik til staten, først forsvarsministeriet og i dag miljøministeriet.

At det var forsvarsministeriet, der som første offentlig myndighed overtog øerne, skyldes sikkert, at Hirsholmenes placering altid har haft en vis strategisk betydning. Således er der på Deget rester af flere hundrede år gamle forsvarsværker, Tordenskjold drev sit spil med svenskerne i 1700-tallet, og på flere af øerne ses bunkers fra 2. verdenskrig. Da Cubakrisen i 1962 rystede verden, var det i øvrigt udkigsstationen på Hirsholm, der leverede den glædelige melding om, at de russiske krigsfartøjer på vej mod Cuba vendte om og sejlede hjem igen.

Hovederhvervet på Hirsholmene har til de fleste tider været fiskeriet, som foregik i åbne både og joller. En del af fangsten blev afsat til større fartøjer (kvaser) og fragtet til fastlandet, men resten måtte fiskerne selv ro ind til Frederikshavn eller Strandby med. I havnen ses et antal ”parkeringsbåse”, bestående af rækker af kampesten ud i vandet. De kaldes kaase og tjente før i tiden som landingssteder for de små fiskerbåde.

Den oftest usle indkomst fra fiskeriet suppleredes med indtægt fra bjærgning af strandingsgods. Desuden var mange beskæftigede som lodser. ”Træskolodserne” havde ret til at lodse fra Holmene og ind til Frederikshavn eller til nærliggende ankerpladser, mens de lidt finere ”fastlodser” eller ”beltlodser” sørgede for lodsningen af skibe, som skulle hele vejen ned gennem Kattegat og bælterne.

Hirsholmene har i perioder haft et forbløffende stort folketal. Det toppede i sidste tredjedel af 1800-tallet med 225 indbyggere. Da havde man fået øje på udnyttelsespotentialet for holmenes vigtigste råstof: sten! I et par årtier blev der hugget og udskibet umådelige mængder af sten, som blev brugt ved opførelse af fyrtårne og havnemoler samt til brolægning. Stenhuggermester Bovins hus og Lodsgården, som oprindeligt blev bygget som bolig for stenhuggere, er naturligvis også opført af lokale materialer. Det samme gælder for holmenes 27 m høje fyr, som blev opført i 1886 af Bovin. Al denne stenhugning gjorde Hirsholm betydeligt lavere, op til et par meter i den nordlige ende, og indvandrende vegetation gav efterhånden øen et blidere udseende.

Efterhånden som steneventyret ebbede ud, gjorde befolkningstallet noget tilsvarende. Fiskernes behov for hurtig afsætning af fangsterne var medvirkende årsag. Det gjorde heller ikke tilværelsen lettere for holmboerne, at myndighederne i 1879 forlangte skorsten i alle huse. På Hirsholmene havde man normalt et lyrehul i taget, og husene var ikke af en kvalitet, som kunne bære en skorsten. Af frustration herover flyttede en del af beboerne til Frederikshavn. I 1921 var der 30 indbyggere tilbage, og i dag bor der 5-7 personer på Hirsholm. Indtil 1987 var øgruppen kendt for altid at levere det første valgkredsresultat ved folketingsvalgene.

I 300 år havde man både præst og skoleholder på Hirsholmene. Den sidst brugte skolebygning er det gule hus med tagpap yderst mod nordvest. Den blev lukket så sent som i 1970.

Den lille kirke blev opført i 1640. Interiøret består mest af ”genbrugsting” fra nærliggende kirker; altertavlen stammer således fra Flade Kirke ved Frederikshavn.

De fleste af de øvrige 15 huse udlejes i dag som faste lejemål i sommerperioden, og der er ventetid for kommende lejere til de attraktive ferieboliger. Et par boliger lejes ud som arbejdsbolig til skiftende kunstnere for min. en måned ad gangen.

Der er udsigt til, at Hirsholmene snart får nye naboer. Frederikshavn Kommune ønsker at opføre 4 mega-vindmøller på havet med en vingespidshøjde på 150 m som led i byens planer om at blive uafhængig af fossile brændstoffer senest 2015.