Introduktion
Vest for Gredstedbro ligger den flade marsk. Men en lille bakke på 8 m stikker dog op – fyldt med oldtidslevn. På denne fascinerende udsatte lokalitet er udgravet både bebyggelse og grave fra jernalderen.

Herredsbjerget. Foto: Claus Nissen
Landskabet
Herredsbjerget – eller blot Bjerget – ligger i et typisk marsklandskab. Fladt og fladt, kun afbrudt af marskdiget længst mod vest. Små veje fører fra det lidt højere terræn 5-6 km mod øst til diget. Det er nødvendigt at kunne køre til diget, da det skal vedligeholdes og inspiceres, og i stormflodssituationer skal man herfra kunne begrænse eventuelle vandskader. Vi er i Kongeåens land – udløbet ligger kun 2,5 kilometer syd for Bjerget.
En sønderjyde fortæller om denne krog i Danmark:
”For udlændinge, der besøger vort ellers så flade Vestjylland, bør vi jo fremvise, hvad vi har af forhøjninger i jordsmonnet. På denne baggrund tog vi vores svigersøn, som er indfødt amerikaner, på rundtur omkring Bramming. På denne kom vi naturligvis gennem vort dejlige område, marsken, og da Vilslev-forhøjningen tonede frem i det flade landskab, fortalte vi ham, at denne forhøjning faktisk bærer navnet Herredsbjerget. Han sad i bilen således, at han måtte kigge til højre, mens han under forbikørslen betragtede vidunderet. Men fra førersædet kunne jeg se på hans ørers bevægelser, at han trak lidt på smilebåndet – men han er alt for høflig anlagt til, at han her ville komme med kommentarer om forholdet mellem højens højde og dens navn.”
Kulturhistorie
Herredsbjerget i marsken vest for Vilslev har været tæt bebygget i oldtiden. Der er udgravet både bebyggelse og gravpladser på den lille bakke, som er et slående eksempel på, at netop nærheden til marsken var altafgørende for tidligere tiders bønder i Vadehavsområdet.
Ture og seværdigheder
Man kan vandre eller cykle fra diget ud for Herredsbjerget mod syd til Kongeå-slusen – og tilbage igen.
Vejbeskrivelse
GPS X:55º 24.170' , Y: 008º 39.491'
<p> Fra E 20 (Esbjerg-motorvejen) drejer man fra ved afslutningen i Esbjerg (afkørsel 6) og fortsætter ad rute 24 mod Ribe. Dernæst ad rute 11 og til højre mod Vilslev, som man kører igennem og i byens vestlige udkant til højre ad Vesterbyvej. Ved et skarpt 90 graders knæk ligger Herredsbjerget.</p><p> <a href="http://www.findvej.dk/?latitude=55.40275&longitude=8.65808&zoom=14&maptype=3" target="_blank"> <img alt="" border="0" src="http://www.fredninger.dk/dnressources/DN_Find_heading.png"/> </a></p>
Fredningen og dens pleje
Herredsbjerget, 420 m², fredet i 1965.
Det var Nationalmuseets fredningsafdeling, der i 1965 kontaktede det lokale fredningsnævn om at søge gennemført en fredning af bopladsrester fra den romerske og germanske jernalder på Herredsbjerget.
Fredningen skulle sikre, at bopladsresterne blev bevaret. De var undersøgt af den antikvariske samling i Ribe og af Nationalmuseet. Fredningsnævnet behandlede sagen, og den ene af ejerne af området sagde, at han ønskede den del af bopladsen, der lå på hans jord fredet uden erstatning, da han netop havde købt dette areal med henblik på at bevare bopladsresterne.
Ejeren af en anden matrikel modsatte sig ikke fredningen, men mod en passende erstatning.
Det lokale Vilslev Sogneråd havde intet imod fredningen, såfremt den kunne gennemføres uden at der skabtes hindringer for den nærliggende stormflodskatastrofevej.
Nævnet fandt at den foreslåede fredning er arkæologisk og landskabeligt velbegrundet, og den skal derfor gennemføres. Området skal fremover se ud, som det gjorde ved fredningens ikrafttræden.
Link til fredningskendelsen
Herredsbjerget , 1965
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Esbjerg Kommune
Torvegade 74
6700 Esbjerg
Tlf: 76161616
Læs også
Kulturarvsstyrelsen om Herredsbjerget