Haveforeningen Dalgas
Introduktion
Haveforeningen Dalgas’ kolonihaver ligger på gammelt jernbaneterræn, som engang udgjorde strækningen mellem Nørrebro og Vigerslev. Arealet ejes stadig af DSB, men allerede I 1998 forsøgte de at afhænde det til en entreprenør, som havde planer om at bygge boliger på området. Det rejste en voldsom modstand, og det lykkedes Danmarks Naturfredningsforening at få de 34 kolonihaver fredet med den første kolonihavefredning i Danmark. Efterfølgende blev der ført en offentlig gang- og cykelsti forbi haverne, hvorved de er blevet mere udadvendte.
Grunden til, at kolonihaverne kunne fredes var, at de “indeholder store kulturhistoriske og landskabelige værdier, og i folks bevidsthed står kolonihaverne med de mange rød/hvide flag, som noget typisk dansk og hyggeligt”.
Landskabet
En haveforening med kolonihaver på et gammelt jernbanestykke, og lige op ad Solbjerg Parkkirkegård. Arealet ligger følger Jyllandsvej mellem Roskildevej og Frederiksvej, og de 34 haver giver en lille grøn plet midt på Frederiksberg, som af andre end haveejerne, kan nydes ved de forbipasserende stier.
Kulturhistorie
Ture og seværdigheder
En gåtur rundt om haverne er cirka 900 meter, hvor man kan nyde hyggen og dannebrog udefra med et kig over hækken. Derudover er det muligt at kombinere kolonihaveturen med en gåtur på Solbjerg Parkkirkegård og Frederiksberg Slotshave og/eller Søndermarken. Det hele kan eventuelt tages på en cykel.
Vejbeskrivelse
Stil GPS'en til Jyllandsvej 67, 2000 Frederiksberg eller på koordinaterne 55.673983, 12.509201, så er det muligt at finde frem til haverne. Ellers er det muligt at finde det via Roskildevej, hvor man finder haverne ved at dreje ind ad Jyllandsvej - det er den del, der ligger lidt længere ude ad Roskildevej end først slotshaven og Solbjerg Parkkirkegård.
<iframe src="https://www.google.com/maps/embed?pb=!1m14!1m12!1m3!1d2346.3074586701664!2d12.509724290604495!3d55.67418100015409!2m3!1f0!2f0!3f0!3m2!1i1024!2i768!4f13.1!5e1!3m2!1sda!2sdk!4v1435051292503" width="300" height="200" frameborder="0" style="border:0" allowfullscreen></iframe>
Fredningen og dens pleje
I 1999 rejste DN for første gang i foreningens historie en fredningssag til fordel for et kolonihavekvarter. Haveforeningen Dalgas ligger på Frederiksberg, og er opført på et gammelt jernbaneterræn, som ejes af DSB. DN rejste fredningssag, da det kom frem at området skulle sælges og bebygges. DSB krævede 8,9 millioner kroner i erstatning, hvis planen gik i vasken. Fredningssagen endte i Naturklagenævnet, som i 2002 traf beslutning om, at foreningens 34 haveejere kunne blive boende på grunden, uden at der skulle betales erstatning, da DSB er en selvstændig offentligt ejet virksomhed. Sagen fra Frederiksberg har fået stor principiel betydning og førte til, at Folketinget vedtog en lov, der sikrede de mange danske kolonihavers fremtid.
Fredningsnævnet har i sin afgørelse om fredningen bl.a. udtalt, at kolonihaver indeholder store kulturhistoriske og landskabelige værdier, og i folks bevidsthed står kolonihaverne med de mange røde/hvide flag som noget typisk for dansk og hyggeligt. Haveforeningen Dalgas indgår som led i denne landskabsanvendelse. Området er endvidere en del af et sammenhængende grønt område med Solbjerg Kirkegård, Frederiksberg Have og Søndermarken. Når dertil kommer, at også andre end havernes brugere ved passage på stien langs haverne kan have glæde af kolonihavemiljøet, har nævnet fundet, at vægtige grunde taler for gennem fredning at sikre arealets uændrede tilstand. Fredningsnævnet har herefter besluttet at gennemføre fredningen med det formål at bevare området som kolonihaveområde med de dertil knyttede kulturhistoriske værdier og at åbne arealet for offentligheden.