Flasken, Hallebyåens udløb, Skiften og Reersø Vejle
Introduktion
Et helt unikt sjællandsk landskab, hvor udløbet af en sjællandsk å forløber helt naturligt, og hvor strandengene mellem fastlandet og halvøen Reersø i stærke storme oversvømmes, og midlertidigt gør Reersø til den ø, den var i 1600-tallet.
Landskabet
Reersø var indtil midten af 1600-tallet en ø. I årtusinder har Reersøs vestlige klintekyst været under nedbrydning, og materialet er herfra transporteret mod nordøst, hvor det efterhånden har opbygget odden eller draget (Skiften), som har gjort Reersø landfast med Sjælland.
Nord for Reersø har materialetransporten resulteret i strandvolde, som har tvunget Halleby Ås udløb længere sydpå. Tidligere udmundede udløbet længere mod nord. I dag ender åen i en stor brakvandslagune – Flasken -, der har en særlig status ved at være en stort set ureguleret flodudmunding. Herfra løber Halleby Å det sidste stykke ud i Storebælt i et smalt løb, som i disse år stadigt forskydes mod nord, og nyt land dannes mellem åløb og Storebælt.
Det 70 ha store strandoverdrev Fællesfolden, som ligger nord for flasken, består hovedsageligt af gamle strandvoldssystemer. Det magre græsareal har mange lodsejere, som i fællesskab og gennem 125 år har sat kreaturer på græs i Fællesfolden. Arealet har aldrig været gødet, og der er ikke offentlig adgang til Fællesfolden.
Syd for landtangen Skiften og mellem Reersø og Sjælland ligger en beskyttet kyst, hvor der har udviklet sig betydelige arealer med strandenge langs Vejlen.
Plantelivet
Sandstranden og klitterne ud for Fællesfolden er udviklet med mange af de arter, som er typiske for sjællandske strande med f.eks. strandkål , strand-mandstro , vår-brandbæger , strandarve , mark-bynke mv. En sjælden storebæltsart som skærmplanten hjorterod med den dybt furede stængel findes også her. Det nye land ved Halleby Ås udløb er også interessant, da det er så dynamisk.
Selve Fællesfolden har en mosaikvegetation af tør og fugtig hede, strandoverdrev samt med ferskvands- brakvands- og strandenge. Her kan nævnes: hedelyng , gul snerre , knold-ranunkel , nikkende kobjælde , mose-troldurt og børste-siv . Der er ikke offentlig adgang til Fællesfolden.
På strandengene ved Vejlen findes en strandengsflora med blandt mange andre strand-malurt , smalbladet kællingetand , kveller og tætblomstret hindebæger . Langs nordkysten af Vejlerne springer især storebæltsfloraen (varmekrævende arter begrænset til den mest kontinentale del af Danmark med kun lidt nedbør) i øjnene: hjorterod , dansk astragel , glat rottehale og ager-kohvede . Men mange andre interessante arter kan findes på disse strandoverdrev.
Kveller tåler stor saltpåvirkning. Foto: Thomas Eriksen
Dyrelivet
I august måned fra den 8. til den 10. 1991, blev der observeret en dværgtrappe i Fællesfolden. Det er den eneste observation af denne art i Danmark i nyere tid. Voksne fiskeørne med indtil 4 unger er i 1990’erne set fiske sammen i Flasken, og der er hvert år observeret fiskeørn i Flasken. Skestorken er under indvandring i Danmark og er set enkeltvis i Flasken i 2007 og igen i 2009.
Efterår og vinter er området samlingssted for en mængde trækfugle. Fællesfolden kan være levende af rastende grågæs , bramgæs , knortegæs og sædgæs. Flasken kan være fyldt med vadefugle, andefugle, svaner og måger, og man kan være heldig at se en enkelt sølvhejre i Flasken samt bjerglærke og skærpiber langs stranden.
I Reersø Vejle raster utallige blishøns, svaner og måger i vinterhalvåret. Overalt i fredningen kan man være heldig at møde den kæmpemæssige havørn på jagt efter føde. Gravænder , skeænder , knarænder , gråænder , lappedykkere yngler i og omkring Flasken og Reersø Vejle.
Man går ikke fejl af skestorken med det næb.
Foto: Biopix/Nils Sloth
Kulturhistorie
Vejen til Reersø går gennem fredningen og ender i Reersø by, som ligger på kanten af de fredede arealer. Byen er charmerende med havn og en bymidte, hvor de gamle, stråtækte gårde ligger ganske tæt.
I Skiftens sydligste del er et fårehus istandsat efter en særlig tilladelse i 1992. Fårehuset er værd at besøge, da det minder om karikaturen af en afrikansk beboelse med stråtag.
I 1998 blev der givet tilladelse til opførelse af et fugletårn ved Reersøvejen med udsigt over Flasken og Fællesfolden mod Kalundborg.
Ture og seværdigheder
Download kort og turforslag (PDF-fil)
Kør ad Reersøvejen og stop ved fugletårnet (1). I godt vejr er herfra udsigt over hele fredningen. Selv skyline i Kalundborg med dens rygende skorstene og store industrianlæg kan ses fra tårnet. Fugleinteresserede kan det meste af året nyde fuglene i Flasken og langs dens bredder.
På nordsiden af fællesfolden (ved Ornum) kan bilen stilles på parkeringspladsen (2) med toiletter og herfra kan man langs stranden følge hegnet til Fællesfolden mod syd, indtil man efter 2 km når Hallebyåens udløb i Jammerland Bugt.
Lokale ravjægere traver med deres udstyr langs stranden efter højvande og efter stærk vestenvind.
Man kan let komme ud på strandengene langs Vejlen, f.eks. ved (3) Fårehuset eller fra Reersø havn (4).
Vejbeskrivelse

Fra Kalundborg kører man ad Slagelse Landevej, rute 22, mod Høng. I rundkørslen drejes ad Reersøvej, hvor der efter ca. tre km er en p-plads med fugletårn med udsigt over Flasken.

Der går bus fra Gørlev til Reersø adskillige gange dagligt (bus 32).

GPS-koordinater:
Fugletårn: N 55º 31.852' E 011º 08.796'

P-plads i Ornum: N 55º 32.781' E 011º 09.149'

Vis  Flasken  på et større kort
Fredningen og dens pleje
Fredningen af 1979 består af 295 ha strandeng, vandarealet ”Flasken” og Reersø Vejle med stejle skrænter på Dalby Hals, samt Fællesfolden på 70 ha.
Fredningen er gennemført til bevarelse af den helt specielle natur med græssede enge og overdrev i Fællesfolden og den til tider oversvømmede strandeng, Skiften. Desuden sikrer fredningen også Halleby Ås uregulerede udløb i Storebælt.
Fællesfolden er uden offentlig adgang og her græsser heste og kvæg, som dermed sørger for nænsom pleje af fredningens arealer. Kraftige arbejdsheste kan nydes fra fugletårnet syd for flasken, og dyrene sørger samlet for, at buske som rynket rose har trange kår, og at arealerne bevarer deres nuværende naturlige karakter. Der må ikke foregå jagt i Fællesfolden.
Fredningen sikrer også, at offentligheden fortsat har adgang til den gode badestrand vest for Fællesfolden, og at arealet her ikke ender som et sommerhusområde, hvilket er sket for arealerne nord for fredningen (Ornum Strand og Bjerge Sydstrand).
Link til fredningskendelse
Flasken , 1979
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Kalundborg Kommune
Klosterparkvej 7
4400 Kalundborg
Tlf: 59534400
Læs også
Miljøministeriets Natura2000-område: Åmose, Tissø, Halleby A og Flasken
Folder: Fugledegård ved Tissø
Vildtreservat information om Tissø