Enghaven og Skydebanehaven

Introduktion
Midt i Vesterbros pulserende liv ligger to fredede områder, der med sine blomsterbede, høje træer og legepladser tilbyder afslappede og rekreative muligheder. Enghaven er Vesterbros bypark, der i 1929 blev anlagt på et tidligere kolonihaveområde som et grønt åndehul for den voksende bydel. Parken ligger for enden af Istedgade, og følger man denne spændende gade mod Hovedbanegården, kommer man forbi Skydebanehaven. Her holdt Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab oprindelig til, og ud mod Istedgade tårner den 20 meter høje og 70 meter brede, smukke skydemur fra 1887 sig op. Den bidrager til den helt specielle stemning i parken, som rummer en stor legeplads og et lille haveanlæg.
Skydebanehaven er en pæn have i dag. Foto: Søren Olsen
Landskabet
I dag er de to fredede parker helt omkranset af karrébebyggelse i flere etager, men oprindelig var arealet en del af de marker og strandenge, der strakte sig ned til vandet med Kalveboderne.
Enghaven ligger som en naturlig forlængelse af Enghave Plads og er omgivet af Enghavevej, Lyrskovgade, Ejderstedgade og Ny Carlsberg Vej. Parken er på 3,6 hektar og udgør et kvadrat med fire sider på hver 200 meter.
Skydebanehaven er på cirka 1,4 hektar og er 170 lang og 80 meter bred. Den ligger mellem Istedgade (ved Skydebanegade), Absalonsgade (indgang ved nr. 12) og Dannebrogsgade.
Plantelivet
Begge parker har stadig en del høje træer, men mange er i de senere år blevet fældet på grund af alderdom og elmesyge. Oprindelig bestod Enghavens alléer af elmetræer, men allerede i 1945 blev nogle fældet fordi de skyggede for meget. I 1990’erne huserede elmesygen, og i 2001 erstattede man elmene med lind og robinier (også kaldet falsk akacie), der begge er gode, solide bytræer.
Parken blev i 1929 anlagt på et tidligere kolonihaveområde og havde derfor i flere årtier mange smukke æble- og pæretræer , som man ikke havde kunnet nænne at fælde. Måske var det derfor, Kai Nielsens skulptur ”Venus med æblet” blev opstillet ved indgangen. I dag siges der at være et enkelt æbletræ tilbage.
Ellers er Enghaven plantemæssigt kendetegnet ved en staudehave og en rosenhave. I staudehaven kommer først liljer og skillaer , og lidt senere blomstrer storkenæb , valmuer og bonderoser. I højsommeren følger de højere stauder som solbrud og solhat , og sommeren slutter med høstanemoner . Ved Enghavevej findes en surbundshave, og i den modsatte ende af staudehaven er der en lille bregnehave iblandet dekorative græsser.
I Skydebanehaven står der endnu en del store kastanjetræer , mens de nyere træplantninger består af sølvløn og tempeltræer . Det lille haveanlæg, der omfatter af forskellige stauder, roser og småbuske, har formentlig ikke har forandret sig siden havens åbning. Derfor virker det i dag meget retro og har sin egen gammeldags hygge over sig.
Dyrelivet
Både ræv og egern ses undertiden i begge parker, dog mest i Enghaven. I det nærliggende jernbaneterræn har flere ræve deres huller, men der sker også, at de forsøger sig i selv de mindre parker. For nylig fandt en ræv sig så godt tilpas i Skydebanehaven, at den anlagde en hule i et roligt hjørne. Men da man var bange for, at den skulle overføre sygdomme til havens børn, blev den aflivet.
Af sommerfugle ses admiral og nældens takvinge . Skrubtudser og grønne frøer kan man også møde. For en del år siden blev der fundet en hel klump stålorme , der overvintrede under et gammelt træ. De blev opdaget, da man fældede træet og gravede rødderne ud.
Men ellers er det fuglene, man lægger mærke til. I Skydebanehaven ses blandt andet solsort , stor flagspætte , fuglekonge , bogfinke og spurvehøg , foruden forskellige måger som hættemåge og sølvmåge . Fra Enghaven er registreret silkehale, gærdesmutte , grønirisk , skovskade , grønbenet rørhøne og fiskehejre . I luften ses blandt andet mursejler , bysvale og tårnfalk .
Kulturhistorie
Enghaven
I 1885 anlagde Det Københavnske Haveselskab 478 kolonihaver på fælleden i Dronningens Enghave, som dengang lå uden for byen. I 1925 overtog Københavns Kommune området, kolonihaverne flyttede, og i 1929 åbnede Enghaven som en folkepark. Den skulle indrettes sådan, at den gav ”befolkningen så rig lejlighed til at nyde friluftsliv som vel muligt”.
Enghaven er udført i stram nyklassicistisk stil med seks opdelte rum, nemlig tre legearealer, to blomsterhaver og en vandhave, hvilket har vist sig at være funktionelt i forhold til et moderne rekreativt område. For rock n’ roll-fans er parken et kultsted, for det var på mødepladsen med den gamle, rundbuede tribune at de første asfaltballer med den såkaldte pigtrådsmusik blev holdt tilbage i 1950’erne. Til Ib Glindemanns orkester.
Skydebanehaven
Skydebanehaven var oprindelig skydebane for Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab, der havde holdt til her siden slutningen af 1700-tallet. Deres ”klubhus” fra 1786 ligger på hjørnet af Absalonsgade og Vesterbrogade og rummer i dag Københavns Museum. Før Vesterbro blev bebygget, havde skydeselskabet hele området ned til Kalveboderne som skydeterræn. Men da Istedgade skulle bebygges, opførte man i 1887 en gigantisk borgmur i middelalderstil for at beskytte folk mod kuglerne.
Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskabs historie går tilbage til middelalderen, og formålet med skydningen har altid blot været fornøjelse. Man mødtes et par gange om måneden for at skyde til måls og så i øvrigt holde nogle mægtige fester. Medlemmerne af skydeselskabet var førhen byens storkøbmænd, adelsfolk, præster og i dette tilfælde også kongen.
Senere flyttede skydeselskabet til Klampenborg, og siden 1947 har skydebanen været et offentligt parkanlæg med legeplads og blomsterbede. En mindre del af skydebanen blev skænket til Københavns Museum som museumshave. Skydebanehaven har blandt andet et stort soppebassin med springvand, som er meget populært om sommeren. Om vinteren, hvis der er faldet sne, kan parken tilbyde Vesterbros eneste kælkebakke!
Ture og seværdigheder
Download folder over Enghaven(PDF-fil)
Der er adgang til Enghaven fra Enghavevej, Lyrskovsgade, Ejderstedgade og Ny Carlsberg Vej. Parken er åben hele døgnet og er oplyst om aftenen. Der findes borde til éngangsgriller, som frit kan benyttes. Dele af parken inklusive tribunen kan lånes til arrangementer, henvendelse herom på tlf. 33 66 35 00. Legestuebygningen er åben man-torsdag kl. 9.30-17 og fredag kl. 10-17.
Der er adgang til Skydebanehaven fra Istedgade (via Skydebanegade) og Absalonsgade (næsten oppe ved Vesterbrogade) og fra Otto Krabbes Plads ved Dannebrogsgade. Parken er åben hver dag fra kl. 8 til solnedgang. Legepladsen er bemandet man-torsdag kl. 9.30-17 og fredag kl. 10-17. I begge parker skal hunde holdes i snor. Og husk hundeposer!
Seværdigheder i nærheden
Se folder som du kan downloade foroven.
Bymuseet. En række udstillinger fortæller om Københavns historie fra grundlæggelsen og til nutiden. Om sommeren er der opstillet en model af København anno 1530 foran museet.
Skydebanehaven. En populær og velbesøgt legeplads og grøn oase midt i byen. Mod Istedgade tårner den 20 meter høje og 70 meter brede smukke skydemur fra 1887 sig op, og bidrager til parkens helt specielle stemning.
Istedgade. Vesterbros hovedgade med etniske forretninger (grønthandlere og gaveartikler), hyggelige caféer og trendy designerbutikker.
Enghave Plads. Smukt og indbydende plads med de markante bygninger Ny Carlsberg Vejens Skole og den italiensk inspirerede Kristkirke med det 54 meter høje tårn.
Enghaven. Vesterbros bypark, hvor man kan gå en stille tur og kigge på de smukke blomster. Plænerne i rosenhaven anvendes om sommeren til solbadning og picnic.
Vejbeskrivelse

De to parker ligger på Vesterbro, mellem Københavns Hovedbanegård og Carlsbergs gamle fabriksanlæg. Istedgade, der udgår fra Københavns Hovedbanegård, fører forbi Skydebanehaven (Skydebanegade) til Enghave Plads med Enghavevej.

Offentlig transport
Busrute 10 kører fra Rådhuspladsen gennem Istedgade til Enghavevej og videre til Sydhavn Station.

GPS-koordinater
Nedenstående koordinater viser henholdsvis indgangen til Skydebanehaven fra Istedgade og indgangen til Enghaven ved Enghave Plads:
Skydebanehaven: N 55° 40.176', E 12° 33.238'
Enghaven: N 55° 40.009', E 12° 32.618'

Vis  Enghaven  på et større kort

Fredningen og dens pleje
De to parker har et samlet areal på cirka fem hektar, Enghaven på 3,6 hektar og Skydebanehaven på 1,4 hektar.
Enghaven blev fredet i 1966 for at bevare den ”som rekreativt grønt område og opretholde den som park.”
Skydebanehaven blev fredet i 1969, og ”formålet med fredningen er at bevare arealet som rekreativt grønt område og opretholde det som park og legeplads.”
Fredningerne har betydet, at parkernes arealer ikke er overgået til andre formål. I 1990’erne huserede elmesygen i begge parker og de store træer måtte lade livet, men de er siden blevet erstattet af nye.
I 1950’erne var der planer om at opføre et større turisthotel i Skydebanehaven, hvilket blev afværget. Til gengæld opførte man i 1958 Vesterbro Ungdomsgård, en børne- og ungdomsinstitution. I 2001 fik Skydebanehaven en lillebror i form af en lille bypark (med en vertikal have!) på en tomt ved Dannebrogsgade, kaldet Otto Krabbes Plads.
Link til fredningskendelser
Enghaven, 1966
Skydebanehaven, 1969
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Københavns Kommune
Rådhuset
1599 København V
Tlf. 33 66 33 66
Læs også
Folder: Kgs. Enghave, Københavns Kommune