Bovbjergklinten

Mens store dele af Vestjylland består af sandede hedesletter og udvaskede bakkeøer præget af heder, plantager og levende hegn, så er de storslåede bakkedrag langs sidste istids endemoræne fra Struer, syd om Lemvig og ud til Vesterhavet et helt andet landskab. Morænebakkerne består af  lerede jorder, der giver gode afgrøder uden at det er nødvendigt at plante hegn som værn mod blæst og sandflugt.

Her er der store bakkedrag, dybe dale, mange småsøer – og overalt vide udsigter, der ikke standses af plantager og hegn. Mange oldtidshøje – ofte bygget i grupper på de højeste bakker – vidner om, at det frugtbare landskab har været dyrket i årtusinder.

Klinten ved Bovbjerg lå oprindelig flere kilometer vestligere end nu, men Vesterhavets strøm og bølger har gennem tusinder af år ”høvlet” af endemorænen. Rester af bakkerne ligger nu som Jyske Rev under vandoverfladen langt til havs. Siden slutningen af 1800-tallet har man forsøgt at standse havets nedbrydning af klinterne ved byggeri af høfder, et byggeri der nok kan bremse, men ikke helt standse nedbrydningen. Bovbjerg Klinten står derfor stadig med åbne brud, hvor regn og bølger i forening har skyllet det bløde ler ned af klinten og ud i havet.

Stranden kan synes endeløs ved Bovbjerg.    Foto: DN Lemvig