
Borrebakken

Introduktion
I villakvarteret mellem Lyngby og Brede danner en grøn kile fra Lyngby Park Kirkegård og nord mod området vest for Ørholm et vidunderligt grønt, rekreativt område, hvor både stilhed hersker, men også hvor beboere kan nyde fritidsaktiviteter som jogging, hundeluftning (i snor), bålplads og lignende. Med øjnene åbne kommer man igennem en mangeartet natur.
Området ved Blomsterdalen er et yndet opholdsareal for de lokale beboere. Foto: Thomas Eriksen
Landskabet
Lyngby Parkkirkegård blev indviet i 1959, da Assistenskirkegården i Lyngby blev for lille. Kirkegården ligger i det ene hjørne af et stort, naturpræget parkanlæg, hvor store enkeltstående træer danner rammen om et overdrevslignende græsland. Nord herfor starter fredningen med Blomsterdalen, hvor der om sommeren kan blive ganske lunt og et skønt blomsterdække.
Herfra træder man ind i et nyt parkanlæg, Borrebakken, der selvfølgelig domineres af bakken. Med indtrykket fra Borrebakken og Parkkirkegården får man et billede af istidslandskabets tunneldale, hvor dette område er en sidegren til Mølleåens tunnelsystem.
Når man er kommet op på toppen af Borrebakken, krydses vejen Granåsen og man træder videre ind i den vidunderligste smalle strimmel skov på Brede Bakke, kaldet Granåsen-skoven. Her går man på ryggen af en ås, med rækkehuse på begge sider, men alligevel hensat til en meget varieret skovnatur, der også byder på en blomstersjældenhed som blåtoppet kohvede. Man kan fornemme at Brede Bakke ligger i et villakvarter for der er mange ”forvildede” havetræer af bl.a. nål.
Igen afskæres den grønne kile af endnu en vej, nu Lystoftevej, og man kommer ind i et større grønt parkområde, Troldehøj, hvor der bl.a. er bålplads, spejderhytter, kolonihaveforening og en mere skovagtig kulisse.
Fortsætter man mod vest fra Troldehøj, kommer man til Mølleåsystemet tæt ved enten Ørholm eller Bredeværket afhængigt af, hvilke stier man følger.
Ved Brede Bakke findes også en gravhøj med dette prægtige træ. Foto: Thomas Eriksen
Ture og seværdigheder
Download kort og turforslag (PDF-fil)
Den foreslående rundtur kan enten gøres som vandretur eller cykeltur (vær dog opmærksom på, at der ikke må køres på cykel på Brede Bakke).
Start turen ved Gyrithe Lemches Vej og Lyngby Parkkirkegård og bemærk de korsformede hække, der omkranser gravstederne. Gå videre ned i Blomsterdalen og fornem den ro, der her hersker. Fortsæt gennem Borrebakken, hvor der godt kan være mere livligt, da hunde her kan gå uden snor, hvilket mange hundeluftere benytter sig af.
Kryds vejen og fortsæt ad Granåsen-skoven på Brede Bakke og oplev den fortættede skovstemning, der hersker her. Kryds igen en vej til Troldehøj-parken, hvor du fortsætter mod øst for spejderhytterne ind i skoven og f.eks. tager stien mod Egegårdsvej (du kan se en bondegård for enden af stien). Herfra til venstre ad kort asfalteret sti mod Brede og Ørholm inden du kommer ind i skovområde igen. Her er mange stier at vælge imellem, men du kommer ikke til at fare vild, da du hurtigt vil finde hen til enten jernbanen eller Mølleåen. Den foreslåede tur går mod møllesøen ved Ørholm og følger sti langs Mølleå mod syd til Bredeåværket.
Nyd livet og naturen ved Bredeværket og følg enten cykelvejen Brede Allé eller vandresti ved Brede Station mod syd til Fuglevad Station. Her følges Fuglevadsvej op ad bakken og ved krydset fortsættes ligeud ad Gyrithe Lemches Vej til udgangspunktet ved kirkegården.
Troldehøjparkens spejderhytter en efterårsdag.
Foto: Thomas Eriksen
Vejbeskrivelse
<p> Fra Lyngby Station køres ad Lyngby Hovedgade mod Sorgenfri og forbi Sorgenfri Slot. Drej til højre ad Skovbrynet mod Fuglevad Station. Drej til venstre ad Fuglevadsvej og fortsæt lige over krydset ad Gyrithe Lemches Vej, hvor der parkeres ved Lyngby Parkkirkegård.</p><p> <iframe frameborder="0" height="350" marginheight="0" marginwidth="0" scrolling="no" src="http://maps.google.dk/maps/ms?ie=UTF8&hl=da&msa=0&t=h&msid=109072133245204789761.000492e21d09dd20d21a0&ll=55.793851,12.508192&spn=0.016888,0.030041&z=14&output=embed" width="350"> </iframe> <br/> <small> Vis <a href="http://maps.google.dk/maps/ms?ie=UTF8&hl=da&msa=0&t=h&msid=109072133245204789761.000492e21d09dd20d21a0&ll=55.793851,12.508192&spn=0.016888,0.030041&z=14&source=embed" style="color:#0000FF;text-align:left"> Borrebakken, Brede Bakke og Troldehøj </a> på et større kort </small></p>
Fredningen og dens pleje
Borrebakken, Brede Bakke og Troldehøj, 17 ha, 2003
Borrebakken og Troldehøj blev af Danmarks Naturfredningsforening oprindeligt foreslået fredet i forbindelse med Mølleådal-fredningen, der faldt på plads i 2001.
Men myndighederne pillede de to områder ud af fredningen, da de den gang ikke syntes at de hørte til Mølleå-fredningen, da de ikke lå i umiddelbar nærhed til Mølleåen.
I 2002 rejste Københavns amt og Lyngby-Taarbæk kommune så selvstændigt forslag til fredning af Borrebakken og Troldehøj, der ejes af Lyngby-Taarbæk Kommune, samt Brede Bakke, der ejes af de tilgrænsende boligforeninger.
Brede Bakke, der udgør en grøn forbindelse mellem Borrebakken og Troldehøj, blev inddraget i fredningen på grund af forekomst af den sjældne plante blåtoppet kohvede (Melampyrum nemorosum). Fredningen blev gennemført i 2003.
Fredningen udgør i alt 17 ha og omfatter tre gravhøje – en på Troldehøj og to på Brede Bakke.
Link til fredningskendelse
Borrebakken , 2003
Borrebakken er stejlere i virkeligheden end dette billede viser.
Foto: Thomas Eriksen
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Lyngby-Taarbæk Kommune
Rådhuset
Lyngby Torv
2800 Kgs. Lyngby
Tlf. 45 97 30 00