Bolund
Introduktion
Bolund er en meget iøjefaldende og fredfyldt lille halvø i Roskilde Fjord, lidt nord for Risø. Turen derud går via en botanisk spændende strandeng og en smal, undertiden oversvømmet landtange.
Skønt tæt på Frederiksborgvej, opleves turen ud til den lille bakke med stejle lerklinter næsten som en naturvandring til en helt anden verden. Roen, lyset, himlens og fjordens store åbne flader, og de mange stærke indtryk fra små detaljer som sten, planter, kokasser og fugle, bidrager til en henført sindstilstand.
På selve Bolund er man helt ude i Roskilde Fjord, med fin udsigt til vandet, vandfuglene og fredede øer og holme, og til smukke landskaber til alle sider.
Fjordens fugleliv er berømt, og Bolund-strandengen har en fin flora og en interessant kulturhistorie. Det lange, flotte stendige ind mod Frederiksborgvej i øst er imponerende, omend desværre temmelig tilgroet.
Hele områdets geologi er også interessant, blandt andet pga. selve knoldens udseende og dannelse, og strandengen med sine stenstrøninger og den ualmindeligt store Bolund-sten.
Storslået ligger Bolund-knolden i Roskilde Fjord.
Foto: Bjørn Petersen
Landskabet
Bolund ligger som en lille fladtoppet ca. 12 m høj græsklædt rund ø i Roskilde Fjord, ca. 500 m ude fra kysten. Den er dog forbundet med Sjælland via en lav og smal landtange og en lidt fliget strandeng.
Man kan også se det på den måde, at moræneknolden med sin landtange udgør de eroderede rester af et land, der før gik længere ud – nemlig til samme linje som ”Klinten” lige nord for, og Risø- og Veddelev-halvøerne mod syd. Et helikopterperspektiv over Roskilde Fjord kan give dén ide, at fjordkysten oprindelig har gået forholdsvis lige mellem Veddelev og Oddestenen (lige syd for Jyllinge) indtil vandløb og kilder gravede dybere og bredere furer i kystlandet, og skabte de nu fem vige på strækningen.
Det er selvfølgelig mere kompliceret, for det er også sådan at halvøerne er forlængelser af højdedrag inde i morænelandskabet mod øst. Og vigene er forlængelser af dalstrøg.
Udsivende vand fra åer og underjordiske kilder er med til at grave vigene længere ind i kysten. Tæt på indgangen til strandengen ved Bolund ser man f.eks. tydeligt, at der siver vand frem fra det højere land mod sydøst. Men man kan godt gå tørskoet forbi.
Syd for landtangen ses en mærkeligt lige række sten i det lave vand. Er der et gammelt havneanlæg eller en form for spærring? Sandsynligvis er det snarere en følge af nutids-isens tilfældige transport af sten: I isvintre (hvis vi får flere) fryser sten fast i isen. Når den så bryder op i store flager, og vind og strøm flytter dem rundt, kan de faktisk løfte fastfrosne sten af en vis størrelse med sig. De grundstøder på ca. samme vanddybde, og da bunden skråner ret ens, havner stenene på række. Fænomenet ses også andre steder, men særlig tydeligt hér ved Bolund.
Selve strandengen er en særpræget landskabsform; typisk for fjorden: Lav, fugtig, periodisk oversvømmet, og med små fordybninger og render. Strandengens vand kan variere stærkt i saltholdighed. Fjordvandet her ligger ret konstant omkring et par promille, mens små søer og render kan blive fortyndet til helt fersk ved tøbrud eller meget regn, eller koncentreret salt ved langvarig tørke. Dét er hårde vilkår, som giver et specielt dyre- og planteliv.
Længere inde mod Frederiksborgvej er engen mere fersk og mere frodig. Det giver andre planter, og helt oppe på den forhistoriske fjordskrænt vokser ligefrem buske og træer. Her i nærheden ligger den mægtige ledeblok, Bolundstenen, med tydelige mærker efter fingerneglene på den heks, som i sin tid kylede den efter Ågerup Kirke. Man kan godt kravle op på den.
Andre interessante sten er dels dem, der ligger spredt på strandengen, og mere samlet ude på stranden og i det lave vand, og dels nogle som er helt ordnet og stablet i et flot gammelt stendige langs med Frederiksborgvej. (Som desværre er lidt svært at se, da et elhegn hindrer dyrene i at græsse de store, grove planter helt tæt på).
Fjordens vandstand skal ikke stige ret meget før Bolund-knolden igen bliver en ø, og engen bliver fladbundet vig.
Plantelivet
Området er stenstrand, strandeng og strandoverdrev, med de salttålende og græsningstilpassede vegetationer, dét giver. Med blomster som f.eks. hjertegræs , engelskgræs , kornet stenbræk , knoldet mjødurt og mange andre lave, lyskrævende planter. Og halvsjældne arter som kødfarvet gøgeurt , æselfoder og bulmeurt . De to sidste er muligvis efterkommere fra dengang der i middelalderen var kloster på den nærliggende, nu fredede Eskildsø.
Svampelivet er naturligvis også strandengspræget – blandt andet lever her flere arter af champignon , støvbolde , parasolhatte og naturligvis mange gødningstilpassede småsvampe. Men også mere sjældne arter indenfor vokshattefamiljen.
Dyrelivet
Bortset fra de dejlige køer, er det især fjordens og strandengens fugle, der falder i øjnene. Og de mange sommerfugle og andre insekter, der lever på de forskellige planter. Harer og rådyr har naturligvis også glæde af den græssede ”salatbar” med altid friske skud.
Undertiden yngler der digesvaler i selve Bolunds stejle skrænter.
Men primært er det de forskellige terner , ænder , gæs , svaner , klyder , skarver osv., man kan observere meget fint, både i de lavvandede vige langs stranden, og langt ude over fjorden og dens andre øer og kyster, f.eks. med kikkert fra toppen af knolden. Kig også efter havørnen , som yngler på det nærliggende Bognæs, og om efteråret efter forbitrækkende fiskeørne . Er man rigtig heldig, kommer også vandrefalken forbi.
Ved indgangslågen står et informationsskilt med bl.a. fugleoplysninger – og på Roskilde Fjord Portalen kan man få masser af uddybende oplysninger (også om andet end fugle).
Kulturhistorie
Bolund-fredningen er og bliver et græsningsareal og har formentlig ”altid” været det. Det er faktisk en strandfælled – i den forstand at det ejes og græsses i fællesskab af tre bønder i den lille landsby, Lille Valby. Iflg. fredningen bevarer de tre ejere bl.a. retten til at tage grus og tang til eget brug på stranden.
En spøjs detalje er at initiativet til fredningen tilsyneladende blev taget inden marts 1940, under indtryk af truslen om at Krigsministeriet ville ekspropriere Bolund til forsøg med bombenedkastning! D. 20. april 1940 meddelte krigsministeriet dog at de ikke lige havde aktuelle planer om disse forsøg! Iflg. bestemmelserne skal fredningen faktisk ikke være til hinder for sådan forsøgsbombning (mod passende erstatning mv.), men mon dog ikke, vi slipper for det?
Selve fjorden er et kulturhistorisk hotspot med alle slags levn lige fra køkkenmøddinger til mesterskaber i moderne isbådssejlads. Som vandvej er den især berømt for sine vikingeskibe, som man jævnligt ser levende kopier af på vandet, og som der i 1962 blev fundet fem meget spændende vrag af i snævringen lidt nord for Bolund. Nu kan de ses på vikingeskibsmuseet i Roskilde.
Også den fredede Eskildsø nær ved Bolund har en interessant historie – med et middelalderkloster, som siden blev flyttet til Esrum.
Den nyere tids kulturminder om fiskeri og strandjagt m.m. kan opleves interessant og levende formidlet på Fjordmuseet i Jyllinge (som for nylig har fået det mere mundrette navn: Roskilde Museum, Fjordcenter Jyllinge).
Ture og seværdigheder
Download kort og turforslag (PDF-fil)
Den klassiske Bolund-tur er vandringen ud over strandengen med kikkert og evt. svampekurv. Via den smalle tange til selve den eroderede moræneknold ude i fjorden. På vejen passeres bl.a. Bolund-stenen (1) og de vildtvoksende bulmeurter (2). På toppen af Bolund indtages kaffen, eller hvad man nu har med, sammen med udsigten, og børnene udfordres af de stejle skrænter. Husk gummistøvler.
En anden måde at bruge Bolund på, er som adgang til en fredelig fiskeplads med gode strømforhold. Ørredfiskeriet i fjorden er hjulpet op af adskillige yngeludsætninger, men i det brakke vand kan også fanges f.eks. gedder, aborrer, ål, ålekvabber og hornfisk.
En tredje vej er at komme sejlende, f.eks. i havkajak eller en kulturhistorisk sejljolle fra vikingeskibsmuseet i Roskilde eller Fjordmuseet i Jyllinge. Men endelig fladbundet!
Vejbeskrivelse

Hele området er synligt fra Frederiksborgvej, lidt nord for Risø, og der er stor rasteplads ved indgangen. Ovenstående GPS-koordinater viser hertil.

Bus 600 S (Mellem Hillerød og Hundige) passerer Bolund. Nærmeste stoppested er Risø, næsten 1 km væk. Fortsæt ad Frederiksborgvej (med cykelstier).

Bus 358 (Roskilde-Stenløse) stopper i Store Valby, godt 2 km inde i landet. Turen herfra er kønnere og hyggeligere, med mindre trafik.

”Fjordstien” passerer Risø – men man skal lige være opmærksom på at den på denne strækning langs østsiden af Roskilde på lange stræk følger den stærkt trafikerede og støjende Frederiksborgvej.

Som cyklist bør man spekulere i at komme østfra. Både Frederiksborgvej og Store Valbyvej er næsten konstant meget motortrafikerede, og dermed lidet rekreative. Udenfor myldretiderne kan det derimod være meget fint ad småvejene ovre fra Københavns Vestegn.

Vis  Bolund  på et større kort
Fredningen og dens pleje
Bolund er fredet 1941 på grund af sin landskabelige skønhed og egenart. Arealet er ca. 20 hektar.
Initiativet blev taget vinteren 1940 under indtryk af et ønske fra Krigsministeriet om at lave forsøg med bombenedkastning, hvilket fredningen dog ikke skal være til hinder for(!). Den forbyder heller ikke (men tillader eksplicit) både læplantning, kultivering og opdyrkning af engen, og rydning af stenstrøninger. Det har man heldigvis ikke benyttet sig af.
Tvært imod har man opretholdt den meget vigtige naturpleje med græssende kvæg, selvom den ikke er krævet i den ret gammeldags fredning. Det smukke gamle stendige er (sammen med Bolund-stenen og stenstranden) specifikt nævnt, og skal opretholdes. Det ville være fint, hvis det også blev friholdt for den værste opvækst af ris og grove urter.
Link til fredningskendelse
Bolund , 1941
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Roskilde Kommune
Postboks 100
4000 Roskilde
Tlf: 46313000
Læs også
På Roskilde Fjord Portalen http://roskilde-fjord.dk/
Naturperler i Roskilde Kommune (Naturperler Roskilde)