Arreskov Sø
Introduktion
Arreskov Sø er Fyns største sø med et areal på over 300 ha. Søen er lavvandet med en gennemsnitsdybde på ca. 2 m. Der er et rigt fugleliv, der kan observeres fra fugletårn på søens vestside ved Sollerup Skov. Det meste af søen tilhører Arreskov Gods, den sydlige del er delt på flere bredejere.
Landskabet
Søen føjer sig smukt ind i landskabet og er en del af det man kalder De fynske Alper, hvor Svanninge Bakker ligger lige syd for. Arreskov Sø er dannet som et dødishul efter sidste istid, hvor en klump is er blevet afskåret og har dannet en inderlavning, hvorefter søen er opstået.
Søen er mod vest kantet af statsskovens område Sollerup Skov. Nord for statsskovens areal ned mod søen er der kalkoverdrev og rigkær, hvor der er en rig blomstervegetation og mange sjældne arter. Engene afgræsses. Der er rundt langs kanten en forholdsvis smal rørbræmme, som langt de fleste steder går direkte over i sumpskov.
I søens nordøstlige hjørne ligger godset Arreskov, der fik sin nuværende placering i 1558. Godset ejes af slægten Schaffalitzsky de Muckadell.
Byen Korinth ligger i søens sydlige ende. Det var godsejeren på Brahetrolleborg, der i 1791 opførte en bygning ved landevejen, der fik navnet Corinth. Det fantasifulde navn var godsejer Reventlows datter blevet inspireret af, af husvennen digteren Jens Baggesen.
Søen har siden midten af halvtredserne været meget næringsstofbelastet af spildevand fra både Arreskov Gods og Korinth og lider stadig af uklart vand.
Plantelivet
I de år hvor søen nu er mere klarvandet, kan man finde en del forskellige vandplanter, medens der i år med dårlig vandkvalitet næsten kun findes et par enkelte plantearter i søen.
I rørsumpen kan ses blandt andet bredbladet dunhammer og tagrør .
Først på sommeren kan du på engene se orkidéerne maj-gøgeurt og kødfarvet gøgeurt blomstre. I alt er der 9 orkide-arter, også sump-hullæbe . På engene kan man også være heldig at finde den rødlistede eng-ensian .
Sump-Hullæbe findes i to mindre bestande i rigkærene langs vestsiden af Arreskov Sø. Planten er afhængig af en afgræsning af dens voksested, og samtidig er den følsom overfor tilførsel af næringsstoffer. Foto: Biopix /A. Neumann
Dyrelivet
Arreskov Sø og omgivelser er et meget vigtigt fugleområde i Danmark og er en ynglelokalitet for arter som rørdrum , havørn , hvepsevåge og grågås . Området er ligeledes en vigtig lokalitet for rastende fugle som skeand og troldand .
Alligevel er det de almindelige fugle, man ser ved Arreskov Sø som ænder, gæs, lappedykkere og enkelte vadefugle. Dog er der gennem tiden observeret ikke mindre end 224 forskellige arter. Det skyldes nok især det varierede landskab med skov, sø, enge og overdrev og byen Korinth i nærheden. Her er mange levemuligheder for fugle.
Udover havørnen ses knopsvane , blishøns , skarv , gråand , pibeand , troldand , skeand og taffeland . Alle fem lappedykkerarter er set i søen: lille lappedykker , toppet lappedykker , gråstrubet lappedykker , nordisk lappedykker og sorthalset lappedykker.
I det fjerne kan du være heldig at høre en tuden som om nogen blæste i en flaske. Det er rørdrummen , der „pauker”. Af rovfugle udover havørn observeres hvert år hvepsevåge , rød glente , rørhøg , blå kærhøg , hedehøg , duehøg , spurvehøg og musvåge .
Isfugl har ynglet ved brinkerne ved Rislebæk, men gør det højst sandsynligvis ikke mere. Du skal være heldig for at se den.
Sump-Vindelsnegl er forholdsvis sjælden på landsplan, men er fundet ved Arreskov Sø.
Sommerfuglene er repræsenteret med mindst 33 arter hvoraf de mest spektakulære er iris , sørgekåbe , nældefugl og engperlemorssommerfugl .
Endelig er Arreskov Sø en potentiel odder -lokalitet.
Havørnen fouragerer ofte ved de store søer på Sydfyn. Foto: Klaus Malling Olsen
Kulturhistorie
Indtil 1983 modtog Arreskov Sø spildevand fra Korinth og den har været meget forurenet. Siden 1992 er vandkvaliteten dog langsomt blevet bedre.
Søens vandspejl er gennem tiderne sænket med over 3 meter, hvorfor søen i stenalderen var over 6 kvadratkilometer stor, så de flade engområder vest for søen er gammel søbund.
I engene ved Sollerup kan du se rester af et voldsted fra begyndelsen af middelalderen. Dengang var området langt mere sumpet og utilgængeligt, så det har været en god placering for et forsvarsanlæg. Det er også her fugletårnet er placeret.
Ture og seværdigheder
Download kort og turforslag (PDF-fil)
Fra P-plads lige efter Skov- og Naturstyrelsens ejendom ved søens sydvestlige ende ved Sollerup Skov går en markeret sti i skoven og markvej på engene ud til et fugletårn, hvorfra søen bedst observeres. Du kan også fortsætte af sti syd om søen til Korinth, hvor du kommer op til byen ved Søboparken ad en sti langs villahaver til en antennemast ved Fleningevej. Retur samme vej.
Hvis solidt fodtøj, gummistøvler, så er der mulighed for at prøve fra fugletårnet at gå ad blå rute på engene – men der kan være vådt!
Vejbeskrivelse
<p> Fra Faaborg køres ad vejen mellem Odense og Faaborg. Drej ad Sollerupvej mod Korinth. Parkér i Sollerup Skov (N 55º 08' 50.76" E 10º 17' 4.73") og følg stien til fugletårnet ved søens bred. Det er også muligt at vandre hertil fra Svanninge Bakker ad markeret cykel- og vandrerute.</p><iframe frameborder="0" height="350" marginheight="0" marginwidth="0" scrolling="no" src="http://maps.google.dk/maps/ms?ie=UTF8&hl=da&msa=0&t=h&msid=109072133245204789761.00048e0556188a968e20a&ll=55.157886,10.303802&spn=0.034326,0.060081&z=13&output=embed" width="350"></iframe><br/><small> Vis <a href="http://maps.google.dk/maps/ms?ie=UTF8&hl=da&msa=0&t=h&msid=109072133245204789761.00048e0556188a968e20a&ll=55.157886,10.303802&spn=0.034326,0.060081&z=13&source=embed" style="color:#0000FF;text-align:left"> Arreskov Sø </a> på et større kort</small>
Fredningen og dens pleje
Arealer ved Arreskov Sø, fredet 1995, 824 ha.
Arreskov Sø blev fredet, da Danmarks Naturfredningsforening foreslog det. Foreningen ønskede bl.a. en vandstandshævning og et stisystem rundt om hele søen. Begge dele blev dog afslået under hensyn til de værdifulde engområder og beskyttelse af fuglelivet.
Pleje
Der er indgået mange aftaler om pleje af engarealerne, og siden spildevandsudledning til Arreskov Sø ophørte i 1983, er vandkvaliteten langsomt ved at blive bedre, men det er nødvendigt med yderligere reduktion i tilledningen af næringsstoffer, hvis vandkvaliteten med tiden skal komme i top.
Det sikres, at træer og buske ikke vandrer ind på de enge der ligger ud til Arreskov Sø.
Link til fredningskendelse
Arreskov Sø , 1995
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser:
Faaborg-Midtfyn Kommune
Tinghøj Allé 2
5710 Ringe
Tlf. 72530530
Læs også
Miljøministeriet Natura2000-område: Arreskov Sø