Gammel Lejre

Til Lejre knytter sig sagnene om Danmarks ældste kongeslægt Skjoldungerne. Det var her Skjold, Roar og Helge, Rolf Krake, Frode Fredegod og Harald Hildetand havde deres kongsgårde.

I det angelsaksiske Bjovulfkvad fra omkring år 700 møder vi første gang disse konger på skrift. Dernæst møder vi dem i gamle tyske og islandske værker og endelig på et blomstrende sprog i formfuldendt latin hos vor egen Saxo Grammaticus.

Herefter blev de i forskellige oversættelser og gendigtninger en selvfølgelig del af historieundervisningen næsten til nutiden.

Til Lejre knytter sig også beretningen om de store blot .

Den tyske biskop Thietmar af Merseburg skriver først omkring 1015: ”Et sted i disse egne ligger hovedstaden i riget, kaldet Lejre, i det område der hedder Sjælland, hvor de hvert niende år i januar måned, på det tidspunkt, hvor vi fejrer Herrens fødsel, forsamles og som blodige ofringer ombragte 99 mennesker, lige så mange heste og hunde samt haner i mangel af høge”.

Den verdslige og religiøse magt har sikkert været samlet.

I 1643 tegner oldforskeren Ole Worm sit berømte prospekt af lejre i Monumenta Danica. Det viser på den ene side, hvor meget der endnu var at se på hans tid, og på den anden side viser det, hvordan man havde heftet gamle kongenavne på senere høje.

Siden blev mange af fortidens spor fjernet, herunder adskillige skibssætninger. De manglende synlige levn og jernalderkongers navne på stenalderdysser bragte sammen med kritisk læsning af sagnene mange forskere til at mene, at der intet historisk var ved Lejre, alt var blot sagn og myter. Den 86 meter lange skibssætning var der dog, foruden de sørgelige rester af endnu én foruden Margretestenen – sikkert stævnen af en tredje skibssætning samt lige overfor den store jernalderhøj Grydehøj.

I 1944 begyndte så de arkæologiske undersøgelser ved skibssætningen, og det viste sig at der på næsset mellem åerne var en stor gravplads fra først i 900-tallet, altså vikingetid, med 55 grave.

I 1958 udgravedes den store Grydehøj delvist. Den viste sig at indeholde en brandgrav, der kunne dateres til ca. år 580, altså jernalder. Imellem trækullene fandtes rester af den dødes knogler sammen med knogler af offerdyr, jernnagler, bronzestumper og fine guldtråde fra brokade.

I 1986 begyndte man at grave oppe på dalens vestlige side. Her blev fundet en stor hal, der blev kaldt Kongehallen eller Lejrehallen. Hallen, der er markeret i landskabet med lave vægge af græstørv, har været nedtaget og genopført tre til fire gange i løbet af det 6., 7., 8., og 9. århundrede. Tæt ved lå en lidt mindre hal, antagelig hirdens. Der blev også afdækket adskillige værksteds- og beboelseshuse og gjort mange fund. Hallens størrelse 11 gange 48 meter og fund fra udgravningen viser, at her har boet en meget magtfuld og velstående person med solide kontakter til Norge, Sverige og landene omkring Østersøen.

I 2003 blev der udgravet en meget stor højt placeret hal fra 500-tallet lidt nordligere. Den kunne godt være Rolf Krakes eller Roars hal.

I 2009 fandtes endnu tre store haller, der havde afløst hinanden på bakken Kirkehøj, heriblandt den hidtil største hal i Danmark på 60 meters længde. De bærende stolpers store dimensioner og funderinger på ned til to meter vidner om stor bygningshøjde. Blandt udgravningens fund var 17 pragtgenstande heraf flere i guld. De er ganske små men af meget høj kunstnerisk kvalitet. Her er hængesmykker, fantastiske ornamenterede pyntebeslag og en ring antagelig af anglosaksisk oprindelse. Fund af bjørneknogler understreger stormandsmiljøet, for bjørnen var uddød i Danmark på den tid, man har holdt bjørn som kæledyr.

Sensationen var dog fundet af en lille figur af Odin siddende på højsædet Lidskjalv med ravnene Hugin og Munin. Figuren, der er en konge værdig, er den eneste, der kendes af sin art, og man skal huske, at Odin ikke blot var gudernes konge men også kongernes gud. Bebyggelsen på vestsiden synes at slutte omkring år 1000. Samme undersøgelser bragte fund for dagen der viste at Lejre allerede i bronzealderen var samlings- og kultstedet for et stort opland.

Udgravningerne kan aldrig dokumentere sagnene, men de viser med al tydelighed, at Lejre i jernalder og vikingetid har været et centrum med rigdom, byggerier og grave der ikke findes mage til andre steder i landet. Om sagnene må man sige, ”at der ikke er gået røg uden brand”.

Tæt ved sammenløbet af Lejre Å og Kornerup Å er udgravet et stort vandmølleanlæg fra 1100-tallet.

Lidt ovenfor er fundet en kælder af frådsten på seks gange otte meter, hvortil en fin trappe fører ned. Byggematerialet er meget bemærkelsesværdigt, fordi frådstenen kun blev brugt til det fornemste prestigebyggeri som vore ældste herregårdskirker. Sammen med løsfund viser dette at, i huset over kælderen, har der boet en meget betydningsfuld person. Kælderen kan desværre ikke ses, fordi der ikke kunne skaffes midler til en overdækning. I stedet blev den dækket med grus.

I 12-1300-tallet bygges så den store dæmning, som vejen til skibssætningen ligger på. Den har haft betydning for møllevirksomhed.

Lejre har altså været et sted for stormænd fra jernalder til middelalder, altså også efter at kongesædet flyttede til Roskilde.

Når det engang er lykkedes at skaffe midler til en markering i landskabet af de store haller, til en overdækning af frådstenskælderen, til en samlet udstilling af fundene og en formidling af sagnene og menneskene på deres tid vil Lejreområdet blive en attraktion af international klasse.

Flere store fund vil sikkert komme til, da de arkæologiske undersøgelser af de interessante områder lang fra er afsluttede.