Gamle flotte ege- og bøgetræer, skovholme og stendige er fredet.
Introduktion
I det skovrige midtsjællandske bakkeland mellem Roskilde og Ringsted ligger Skjoldenæsholm-skovene. Det er en blandingsskov med stor variation og der findes alle de træarter, der dyrkes i dansk skovbrug.
Den imponerende gamle Bergmannseg
Landskabet
Skovene ligger på en stor endemoræne, der har skabt et meget kuperet landskab, hvor jordbunds- og vækstforhold skifter meget.
Landskabet er meget oplevelsesrigt og indeholder bl.a. gamle træer og mindre holme, som er beskyttet via fredning. De gamle fredede træer er med til, at give landskabet karakter og er derudover værdifulde levesteder for et væld at fugle, insekter, svampe og planter.
Plantelivet
Skjoldenæsholm Skovene udgør sammen med Bidstrup Skovene (statsskov) et stort sammenhængende skovområde. Der er store naturværdier knyttet til skovene og særligt de gamle træer er vigtige levesteder for en lang række arter.
Gamle store træer og dødt ved er en mangelvare i de danske skove. Man siger som tommelfingerregel, at et gammelt egetræ er levested for op mod 1000 forskellige arter. Forskerne anslår, at 1/3 af alle skovens dyr, planter og svampe er knyttet til gamle træer eller dødt ved (døde træer – stammer eller grene). Læs mere herom på den danske rødliste
Det gamle imponerende egetræ “Bergmannsegen” står i skovbrynet ved Enghave lige nord for Valsølille Sø. Den gamle fredede eg kan opleves fra Knud Lavardsvej, hvor den troner med sin brede krogede krone. Den præcise alder på Bergmannsegen er ukendet, men på luftfoto fra 1945 kan man se at træet her allerede har en veludviklet krone, og derfor en betydelig alder.
Fra Bergmannsegen kan man køre mod syd af Knud Lavardsvej og glæde sig over at det gamle dige og det levende hegn med de mange gamle ege, syd for vejen også er beskyttet af fredningen.
Afgræsset eng med de fredede skovholme i baggrunden.
Efter ca. 250 m åbner landskabet så op mod sydøst. Her ligger et stort afgræsset engområde og stopper man op og ser nærmere efter, ligger man mærke til små forhøjninger i engen. Disse fire små skovholme er også omfattet af fredningen, og man skal i driften tage særlige hensyn så træerne bevares.
Fredet egetræ i skoveng ved Laurentziuslund
Bevæger man sig nord på op til Laurentziuslund Bækhus, kommer man forbi endnu to gamle egetræer som også er beskyttet mod fældning via fredning.
Dyrelivet
Valsølille Sø er et godt sted at tage hen, hvis man er fugleinteresseret. Om foråret kan den sjældne rørdrum høres. Uglerne kan også høres her. Om efteråret ses store flokke af grågæs og canadagæs. Der er observeret over 100 forskellige arter af fugle ved Valsølille Sø.
Kulturhistorie
De største kulturhistoriske værdier knytter sig til godset Skjoldenæsholm. Den nuværende hovedbygning stammer fra 1766, men det Det gamle Skjoldnæs’ historie går tilbage til det 13. århundrede. Det ældste borgsted på Skjoldenæsholm lå lidt syd for den nuværende hovedbygning på et næs i Valsølille Sø. Her kan man endnu se det gamle voldsted. Klik her.
Ture og seværdigheder
Fra Bergnammsegen på Knud Lavardsvej kan man gå en tur ned mod søen og oplevede det dejlige naturområde på nært hold. Valsølille Sø er beliggende ca. 1,5 km syd for Skjoldenæsholm i tilknytning til borganlægget Skjoldenæs. Søen er på 75 ha og relativt lavvandet. I søen ligger en ubeboet ø på 21,6 ha. På øen vokser blandingsskov med mange særdeles gamle egetræer.
Området kan med fordel opleves fra cykel da den nationale cykelrute nr. 6. går gennem skovområdet.
Der er flere gode vandreture i området. Skjoldenæsholm har udgivet en foder med markerede vandreruter som guider den besøgende igennem skoven og fordi flere forskellige natur- og kulturhistoriske punkter. Klik her.
Naturstyrelsen har også flere gode turforslag i området på deres hjemmeside. Klik her.
Fredningen og dens pleje
Det oprindelige fredningsforslag blev fremsat af Sørø Amt og den daværende Forening for Naturfredning (Danmarks Naturfredningsforening) helt tilbage i 1918 og skulle forhindre anlæggelsen af den midtsjællandske jernbane. Sagen blev dog afvist af Fredningsnævnet.
I 1953 fremsatte den daværende godsejer af Skjoldenæsholm en frivillig fredning af:
- Et stort bøgetræ stående på matr.nr.7q af Jystrup vest for vejen Jystrup-Skjoldenæsholm.
- Den såkaldte Bergmannseg
- De gamle lange stengærde, fra Kalvekilde-skoventil Klein-smedehuset med de på gærdet stående anselige ege bevoksninger.
- Fire skovholme beliggende på matr. nr. laa Valsølillegård.
- To anselige, fritstående ege på markerne ved Laurentiuslund.
Træerne må ikke fældes eller beskæres, skovholmene skal drives skånsomt og stendiget må ikke beskadiges.
Link til fredningskendelsen 1953. Klik her.