Harlev-fredningen

Områdets beliggenhed i udkanten af Det Midtjyske Søhøjland har gjort det til genstand for en ganske særlig kulturhistorisk udvikling. Søhøjlandet har dannet bufferzone mellem det mere opdyrkede land mod øst og smeltevandssletterne mod vest, og har således været inddraget til jordbrugsformål – græsning, tørvegravning, tømmerproduktion og senest foder- og fødevareproduktion – i skiftende omfang gennem tiderne alt efter behovet for jord.

Området blev beviseligt jordbrugsmæssigt udnyttet allerede i jernalderen. Under folkevandringstiden blev det forladt og groede til med skov, mens det atter i middelalderen var genstand for en kraftig reduktion af skoven. De arkæologiske spor tyder på, at området har været beboet i bondestenalderen og i bronzealder og jernalder. Sporene er i særlig grad at finde i Lillering Skov. Overvejende er der tale om rundhøje, gravhøje fra oldtiden og yngre sten- eller bronzealder, men enkelte bopladser og spor af jernproduktion og agerbrug er også registreret i området såvel som der er gjort enkeltfund af neolitiske økser på markerne nær Tåstrup Moses østkant og ildsten fra jernalder fundet ved Tåstrup Sø. En undersøgelse af marksystemernes udbredelse i Lillering Skov indikerer endvidere, at der er ikke mindre end fem nord-sydgående hulveje fra oldtiden.

Gravhøjene er ikke enestående i sig selv, men ses ikke ofte med den tæthed, hvormed de findes i Lillering Skov. De er primært beliggende i den centrale vestlige del af skoven omkring Bøgebakken samt i den centrale østlige del af skoven nær Rødlund.

I Lillering Skov er de tidligere dyrkningsspor særligt velbevarede. Dyrkningssporene ses som markante terrasser på skrånende terræn samt som skelvolde på højderygge og røser af sten samlet fra markerne i forbindelse med dyrkningen. Terrasserne er bedst bevarede i den østlige del af skoven, men rester af terrassekanter findes også i den centrale del af skoven. De fleste af de skeldiger, som adskilte skovparcellerne ved udskiftningen omkring år 1800 findes fortsat. Ved den nordlige indkørsel står de to høje ledsten, som har markeret indgangen til skoven efter Fredskovsforordningen af 1805, der forbød græssende dyr i skovene.

Stenkisteformet bro over Tåstrup Bæk som tidligere har indgået i landevejsforbindelsen mellem Skanderborg og Randers. Foto: Søren Højager.

I Lillering Skov vidner også stenkisteformede broer om behovet for uhindret trafik over vandløbene, et kulturspor som er forsvundet i langt de fleste danske skove. Broerne er opbygget af ensartede, tæt stillede sidesten på en ofte anlagt stenbund og dækket af store overliggersten. Nær Tåstrup er en særdeles bevaringsværdig stenbro over Tåstrup Bæk, hvor der gennem flere hundrede år har været en hovedfærdselsåre mellem Skanderborg og Randers.

Frem til slutningen af det 19. århundrede var området i bunden af dalen et stort uopdyrket eng-område med enkelte mindre vandhuller opstået ved tørvegravning. I første halvdel af det 20. århundrede blev store dele af engarealerne drænet. I Tåstrup Mose nord for engen fortsatte tørvegravningen, og den blev intensiveret under 2. Verdenskrig. Det er disse sidste tørvegrave, der i dag udgør de åbne vandflader i mosen.

Det senest tilkomne kulturhistoriske spor, er det resterende banetracé fra Hammel-Aarhus Jernbane, som fungerede i perioden 1902-1956. Banen blev anvendt til både person- og godstransport, hvilket stationsbygningen i Harlev og lasterampen ved Lillering Skov vidner om. I dag er størstedelen af banetracéet forsvundet, men en strækning mellem Harlev og Lillering Skov er bevaret og benyttes i dag som stiadgang til skoven for lokalbefolkningen.