Introduktion
Egentligt er Sydhavnstippen et bjerg af byggeaffald og overskudsjord, som i mange år har fået lov til at passe sig selv. På den måde er området, på trods af dets akavede fødsel, blevet til et grønt område på størrelse med Fælledparken, hvor københavnere og andet godtfolk nyder naturen. Området er blevet fyldt op helt frem til 1973, og siden har naturen spredt sig – og for at beholde de grønne områder til fremtidens københavneres glæde, blev endnu en etape af tippen fredet i 2016, hvor den første og største del er fredet via Kalvebod Kile-fredningen.
Landskabet
Områdets natur er opstået som naturlig tilgroning siden 1973. Areal består af byggeaffald, med mursten som en væsentlig bestanddel. Bevoksningen veksler nu mellem områder med skovkarakter, krat og mere lysåbne områder med græs- og urtevegetation. Den skiftevis flade, kuperede og rillede overflade med mange huller og render frembringer en rigdom i levesteder for plante- og dyreliv, idet lysforhold, vind, sol og jordbundsmateriale varieres lokalt. Dermed er Københavns bjerg af byggeaffald på en eller anden måde ved at blive til natur…
Plantelivet
På trods af, eller måske endda på grund af, tippens opståen af affald, er blandt andet orkidéer at finde i området. Derudover er der en lang række andre planter: Tjørn, brombær og rosenkrat danner gode pioner-beplantninger, som yder beskyttelse til at langsomtvoksende og langlivede træer, som eg, ahorn, lind og lignende kan vokse frem. Pil, birk og poppel er hurtigtvoksende pioner-træer med rodsystemer, der går langt efter vand, og det er primært disse træer, som i dag danner krat og lunde på Sydhavnstippen.
Dyrelivet
Siden kilen i 1973 blev overladt til sig selv, er ikke bare planter dukket op, men også en række spændende dyr.
De græssende får er dog ikke kommet ad sig selv, det er til gengæld isfuglen, som må betragtes som en sjældenhed i storbyen.
Sydhavnstippen har et rigt fugleliv – over 150 forskellige fuglearter er blevet observeret på eller ved Sydhavnstippen – og området besøges hyppigt af byens fugleinteresserede. De lavvandede og varierede vandmiljøer i og omkring Sydhavnstippen er hjem eller opholdssted for mange forskellige vandfugle, som knop- og sangsvane, toppet og lille lappedykker, stor og lille skallesluger, edderfugl, fiskehejre, skarv, havterne og mange arter af måger, gæs og ænder. Tårnfalke yngler i kasser opsat af de frivillige, fjeldvågen er ofte vintergæst. Om foråret pipper det af liv fra de mange forskellige arter af sangfugle (inkl. nattergal), gøg, drosler (alle seks danske drosselarter kan opleves derude) og andre fuglearter, der bygger reder i området – og med lidt held kan man opleve en skovhornugle. I havet og ved strandkanten af Sydhavnstippen kan man finde vandmænd, utallige fiskearter, sæler og blåmuslinger.
Kulturhistorie
Sydhavnstippen er et tidligere havområde, som mellem 1945 og 1973 blev fyldt op med byggeaffald fra Københavns Kommune. Siden 1973 har Sydhavnstippen ligget hen og selvgroet natur er opstået.
Historisk, geografisk og socialt set er området knyttet til og var tidligere en del af lokalområdet Karens Minde, som ligger nord for Sydhavnstippen. Forbindelsen blev forringet ved godsbanens anlæggelse i 1993, dog med en cykel-gangbro over banegraven, så beboerne stadig kan benytte Sydhavnstippen som et rekreativt naturområde i hverdagen. I 2002 blev der anlagt lerede grusstier og broforbindelse til Valbyparken ved Tippens sydvestkant, hvilket styrker den rekreative sammenhæng. Bevæger man sig østpå hægter Sydhavnstippens stier sig på vejen forbi sejlklubsområdet og videre til Stejlepladsen. Stierne fortsætter ud ad fredningsområdet videre østpå over jernbanebroen til Amager.
Ture og seværdigheder
Sydhavnstippen giver både mulighed for at kigge på fugle, cykle og gå en tur. Der er masser af muligheder for rekreative oplevelser i området. God tur…
Vejbeskrivelse
GPS X:, Y:
På Sjællandssiden kører du mod Sjællandsbroen, og drejer ned ad (mod syd) Bådehavnsgade og kører så langt mod syd, som det er muligt. Herefter er du nærmest på Sydhavnstippen.
Fredningen og dens pleje
Området trues primært af byggeri. En del af det grønne område er i dag udlagt til blandet bolig og erhverv i en lokalplan. I en anden mindre del af det grønne område har Københavns Kommune givet tilladelse til midlertidige boliger. Samtidig er området et vigtigt sted for rekreative aktiviteter. Derfor har DN arbejdet for at få området fredet – og altså fået det gennemført.
Ligeledes har fredningen fokuseret på pleje af området. Tilgroningen vil til dels bestå af invasive arter, som er etablerede i området og som uden naturpleje vil blive dominerende. Den nye fredning på 52 hektar, som omfatter hele det grønne og rekreative område på Sydhavnstippen, bevarer dette yderst værdifulde og meget bynære område for nutidens og eftertidens borgere.
Læs fredningen her
Yderligere information
Find flere oplysninger om aktiviteter på Sydhavnstippen her
Oplevelser på cyklen på Sydhavnstippen