Ebbeløkke Stræde
Introduktion
Når man går ud af den gamle fægang Ebbeløkke Stræde i vogterdrengenes fodspor, venter der en fantastisk oplevelse, når man kommer over bakkekammen og ser ud over hele Sejerøbugten. Her er så smukt at man får lyst til at sætte sig i læ af stengærdet og nyde udsigten og den medbragte forfriskning inden turen fortsætter ned af skrænten og forbi den smukke naturskov Solåsen.
Fægangen ved Ebbeløkke. Foto: Jørgen Stoltz
Landskabet
Ebbes Løkke er den sidste gamle landsby på den langstrakte randmoræne, fejlagtigt kaldet Lumsås. På begge sider af den frodige morænejord finder man skovklædte skrænter med ægte naturskov. Her er en pragtfuld udsigt over både Kattegat og Sejerø Bugt samt muligheder for vandreture fyldt med oplevelser af enhver art. Fra Ebbeløkke by blev fæet drevet ad en fægang ned til de magre jorder på den hævede havbund fra stenalderhavet. Den hævede havbund har siden den yngre stenalder langsomt forbundet det yderste af Sjællands Odde med Odsherred, dels ved landhævning, dels ved strandvoldsdannelser skabt af den kraftige, tværgående havstrøm.
Plantelivet
På stendigerne, og i deres umiddelbare nærhed på begge sider af fægangen, finder man en spændende flora, som er uforstyrret af moderne landbrugsdrift. Der er planter knyttet til stengærdernes klippelignende forhold – et sydvendt solbestrålet for de tørketålende planter og et nordvendt beskygget, som tilgodeser de planter der ynder skygge og lidt fugtige forhold. Fra tid til anden indfinder der sig også mindre buske og træer på gærderne. Disse bortskæres med års mellemrum. Her indfinder sig mirabelle, benved, hvidtjørn, slåen, hyld, eg, ask med flere. Af planter findes hulkravet kodriver, kornet stenbræk, håret høgeurt, liden klokke, blåhat, knopurt, korbær med mere.
Dyrelivet
Mest karakteristisk for fægangens dyreliv er nok stålorm, snog og markfirben, som alle nyder godt af de to omkransende stengærder. Derudover findes der udover diverse mus også brud, den mindste danske art af mårfamilien. Ofte ser man tårnfalk og musvåge svæve over fægangen på jagt efter alle ovennævnte dyr.
Kulturhistorie
Fægangen her i Ebbeløkke blev også kaldt kogangen af de lokale bønder. Fægangen eller fægyden var jo, som navnet antyder, den vej fæet i form af køer, heste, får og geder blev ledt forbi de dyrkede marker og ud til ”overdrevet”, hvor dyrene kunne græsse året rundt under opsyn af vogterdrenge. Ordet overdrev er i dag også en botanisk definition på en bestemt naturtype med et bestemt plantedække. Oprindelig var et overdrev blot udtryk for en jord, der var for ringe til at dyrke, heraf ordet ore, der betyder stenet. Disse jorder kunne, udover at være stenede, også være meget kuperede eller af så ringe bonitet at de ikke var dyrkbare.
Ebbeløkke Stræde, som fægangen her hedder, er speciel idet den oprindeligt lå længere østpå, hvor den snoede sig ned over bakken af morænejord til de magre jorder, der var udlagt som overdrevsjorder til både Ebbeløkke og Overby. I forbindelse med udskiftningen i landbruget, som her fandt sted omkring 1780, blev fægangen flyttet mod vest så den kom til at passe ind i de nye opdelinger af de enkelte gårde. Den kom til at ligge i et stramt forløb mellem to ejendomsskel, som vi også ser den i dag. Hvis man vil se en snoet fægang, som ikke er blevet rettet ud i forbindelse med den alt omsiggribende regulering af vores landskab, som udskiftningen jo var, så kan man besøge Ulkerup Skov mellem Nykøbing Sj. og Egebjerg. Her blev der i forbindelse med de store jordbrugsreformer også etableret skovrejsning, hvorved flere landsbyer i Odsherred blev nedlagt og deres jorder blev tilplantet med skov, så hele den gamle dyrkningsstruktur med højryggede agre, markskel og diger langs de snoede fægange blev gemt og glemt i de ”nye” skove. Her kan man så gå på opdagelse i dag og aflæse det gamle landskab.
Ture og seværdigheder
Download kort og turforslag (PDF-fil)
Du kan opleve fægangen og dens omgivende landskab, ved at gå en mindre tur rundt i den gamle landsby, ca. 2 km.
Stil bilen ved P-plads ved Oddenvejen ( N 55° 57.098′, E 11° 29.241′) umiddelbart vest for, hvor Gl. Ebbeløkkevej munder ud i den store vej til Sjællands Odde.
Herfra kan du gå ad marksti mod vest langs med Oddenvejen til du kommer til Fægangen. Drej op ad denne, men husk at vende dig om og nyde udsigten. Fortsæt til Ebbeløkkevej og de tre gårde, som udgør resterne af den gamle by Ebbes Løkke. Herfra følger du Ebbeløkkevej til højre indtil den munder ud i Oddenvej igen og du er tilbage til P-plads.
Vejbeskrivelse

Kør ad Oddenvej ud mod Sjællands Odde. Ca. 1½ km efter Lumsås Mølle er der en stor P-plads med udsigt over Sejerøbugten. Hvis man kommer cyklende kan man dreje ad Gl. Ebbeløkkevej. Den følges ce. 700 m til du kommer til to gårde overfor hinanden. Her starter Fægangen.

GPS-koordinater
For P-plads:  N 55° 57.037', E 11° 29.425'.
For Fægang: N 55° 57.346', E 11° 29.173'.

Fredningen og dens pleje
Fægangen Ebbeløkke Stræde blev fredet i 1934 for at bevarer fægangen som et kulturhistorisk landskabselement.
I dag plejes fægangen ved at der bliver lavet et årligt høslæt, hvor det tidligere var dyrene der græssede på vej ud og hjem igennem fægangen. Fredningen giver også det offentlige mulighed for at foretage afgræsning af fægangen som naturpleje. Med års mellemrum nedskæres den træopvækst, der har indfundet sig på stengærderne for at bevare gærderne og for at gøre fægangen synlig i landskabet.
Link til fredningskendelser
Ebbeløkke Stræde , 1934
Ebbeløkke Skrænter, 1964
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser:
Odsherred Kommune
Nyvej 22
4573 Højby
Tlf. 59666666