Introduktion
Dyred Banke (123 m) er en smuk fredning og et af de klassiske udsigtspunkter på Fyn. Bakkedraget hedder også Dyrebanke eller Pilebakken. Selvom toppen efterhånden er noget tilvokset, er der udsigt mod vest over Brænde Ådal, som på begge sider flankeres af markante bakker med Vissenbjerg Bakke på nordsiden og Brændholt Bjerg og Frøbjerg Bavnehøj på sydsiden. Det hævdes at man i klart vejr kan se Skamlingsbanken syd for Kolding. Områdets dannelseshistorie er spændende. I afsmeltningstiden var her et tykt isdække med isfloder og issøer, som tilvejebragte ler, sand og grus. Dyred Banke består af sand og grus som blev aflejret af strømmende vand dengang.
Højdedraget er fredet dels for at give offentligheden adgang og dels for at bevare udsigten fra bakketoppen.
Toppen af Dyred Banke markeres med et gradmålingsmærke i form af en tilhugget granitsten. Foto: Torben Gang Rasmussen
Landskabet
Landskabet vest for Dyred Banke (123 m) har en spændende geologisk historie. Her findes et af Fyns mest kuperede områder med markante højdepunkter som Vissenbjerg Bakke (129 m), Brændholt Bjerg (115 m) og Fyns højeste punkt Frøbjerg Bavnehøj (131 m). Alle er såkaldte topbakker, som består af sand- eller grus og har afrundende toppe og skrå sider.
Hvad er en topbakke?
Man taler om en topbakke, når bakken er dannet på bunden af en sø under Istiden. Dengang lå en mægtig iskappe hen over området. Oppe på isen dannedes en sø af smeltevand hvor rivende vandstrømme bragte sand og grus til søen, som var omgivet af isbredder. Gruset sank til bunds, og da isen omkring søen smeltede bort, lagde gruset sig på den underliggende moræne som en topbakke.
Plantelivet
I 1942 var toppen af Dyred Banke lyngklædt. I dag findes en lille rest hedelyng tilbage sammen med andre overdrevsplanter som almindelig kongepen , håret høgeurt , hvid snerre , blåhat samt græsserne vellugtende gulaks og bølget bunke . Desuden præges toppens nærmeste omgivelser af opvækst af eg , fuglekirsebær , ask og slåen . På åbne fælleder nedenfor bakketoppen findes bevoksninger af kantet perikon , som er en fremragende til fremstilling af kryddersnaps. Andre steder danner enten vild kørvel eller ørnebregne selskabelige klynger. Ved foden af Dyred Banke er en løvskov med eg , bøg , almindelig hyld , hassel og kaprifolie samt en artsrig skovbundsflora med trenervet arve, skovsalat , guldnælde og knoldet brunrod samt det tæppedannede mos bølget katrinemos .
Kulturhistorie
Dyred Banke blev op gennem 18- og 1900-tallet anset for at være et vigtigt målepunkt i det internationale trekantsystem. Et gradmålingsmærke i form af en tilhugget granitsten findes på toppen. Herfra er der sigtelinje til højdepunkter ved Juelsminde, Kolding og Slagelse samt på Samsø. Dyred Banken bliver, når det er vinter med is og sne, anvendt til kælkning og skiløb.
Ture og seværdigheder
Download kort og turforslag (PDF-fil)
Landskabet syd for Vissenbjerg byder på mange offentligt tilgængelige naturseværdigheder, som ligger i cykelafstand fra hinanden. Ud over udsigtspunktet Dyred Banke kan vandreture i Afgrunden syd for Vissenbjerg samt Brændholt Bjerg anbefales.
Vejbeskrivelse
GPS X:55° 22.110', Y: 10° 11.016'
<p> Fra Broholm Kirke i den nordlige udkant af Tommerup Stationsby følges Kirkevej og siden Tommerupvej mod nord. Efter 2 kilometer er en P-plads (GPS N 55° 22.110', E 10° 11.016') i højre vejside. En sti fører op til udsigtspunktet.</p><iframe frameborder="0" height="350" marginheight="0" marginwidth="0" scrolling="no" src="http://maps.google.dk/maps/ms?hl=da&ie=UTF8&msa=0&t=h&msid=109072133245204789761.00048beb301ab88ae4787&ll=55.367942,10.188704&spn=0.008536,0.01502&z=15&output=embed" width="350"></iframe><br/><small> Vis <a href="http://maps.google.dk/maps/ms?hl=da&ie=UTF8&msa=0&t=h&msid=109072133245204789761.00048beb301ab88ae4787&ll=55.367942,10.188704&spn=0.008536,0.01502&z=15&source=embed" style="color:#0000FF;text-align:left"> Dyred Banke </a> på et større kort</small>
Fredningen og dens pleje
Fredningssagen om Dyred Banke blev rejst af Danmarks Naturfredningsforening og endte med at 14 hektar blev fredet ved Overfredningsnævnets kendelse i 1942. Fredningen indebærer, at der er offentlig adgang til bakketoppen. Desuden må området ikke tilplantes og på østsiden af bakken må bevoksningen ikke forringe udsigten. Der er udbetalt erstatninger til lodsejerne.
For at bevare og udvikle en artsrig overdrevsflora på Dyred Banke og samtidig holde udsigtshæmmende opvækst nede anbefales ekstensiv græsning i sommerhalvåret.
Link til fredningskendelse
Dyred Banke (Pilebakken), 1942