Introduktion
Fem gravhøje, hvoraf de fire ligger lige efter hinanden. Ikke nok med, at de ligger som perler på en snor, så ligger de også ordnet efter størrelse. Den største af de fem gravhøje ligger længst mod nordvest, mens den mindste ligger længst mod sydøst. Den sidste gravhøj ligger lidt sydligere.
Allerede i 1880 opdagede man, hvor unikt dette område var, og fredede det derfor. De er senere blevet udgravet, og arkæologerne har fundet et stykke af en halsring og en lille tutulus (en lille bronzeplade, som har udsmykket et bælte på en bronzealder-kvindedragt.) Smykkerne menes at stamme fra en bronzealdergravplads fra den ældre bronzealder – hvilket vil sige mellem 1800 og 1000 år før vor tidsregning. Graven menes endvidere at have tilhørt en kvinde.
Gravhøjene ligger på Oldtidsvejen på et lille hedestykke, og de er meget velholdte. Allerede i 1600-tallet nævnes højene, som også kaldes Præstøhøje. De blev nævnt i præsteindberetningerne til Ole Worm i tidsrummet 1625 til 1642, således: “Til udsiden øster i sognen i heden ligger nogle høye i heden kallis Stendis høye, er icke naffnkundig eller nogitt synderligt at betegne huos.”
I området omkring Stendis ligger flere små klynger af høje, hvor nogle er – som i tilfældet her – er omfattet af en naturfredning og andre ikke er. De øvrige er dog omfattet af en generel beskyttelse af gravhøje. De mange høje indikerer, at der i oldtiden har været et rigt liv i området.
Landskabet
Landskabet består nærmest af to dele. En mark, som må dyrkes og et stykke hedeareal, som ikke må. På disse områder, fordeler de fem gravhøje sig på den måde, at de fire gravhøje befinder sig på hedeområdet og den sidste på området, som må dyrkes.
Kulturhistorie
Hele vejen fra Vesterhavet ved Trans over Kilen ved Struer, til Holstebro, Borbjerg, Sevel, Karup Å ved Trandum og ind i det gamle Viborg Amt ligger Oldtidsvejen, som er et særligt værdifuldt kulturmiljø, hvis historiske værdier omfatter en række gravhøje, som markerer det gamle vejforløb. Vejforløbet består af Rammedige, hulveje, veje og vejspor fra Dybås udløb i Vesterhavet til Karup Å. Vejforløbet findes ikke længere, men de mindst 1500 gravhøje, som oprindeligt lå på denne vejstrækning markerer forløbet. Gravhøjene er dateret til et tidsrum mellem slutningen af stenalderen og begyndelsen af jernalderen – dog flest fra slutningen af stenalderen.
Ifølge Holstebro Kommune, som i kommuneplanen har beskrevet Oldtidsvejen, strækker forløbet sig over cirka 77 km og løber gennem 19 sogne. Der er omkring 430 fredede gravhøje i forløbet og registreret cirka 1070 overpløjede høje (hvoraf nogle kun er registrerede på luftfotos).
H.C. Strandgaard er den første der gør opmærksom på denne højrække i 1882 (Samlinger til Jydsk Historie og Topografi bd. IX. Om en mærkelig Række af Høje i det vestlige Jylland). Sophus Müller beskriver i 1897 i bogen “Vor Oldtid” denne højrække som det bedste eksempel på “Færdselsveie, langs hvilke befolkningen boede tæt, og hvor man da også opførte Høiene”.
I artiklen “Vei og Bygd i Sten- og Bronzealder” arbejdede han videre med sammenhængen mellem høje og veje. Her fremhæves igen og igen strækninger af “Den store vestlig Vej”, som Sophus Müller kalder den. Efter at det i en årrække nærmest har været tabu at tale om vejforløb mellem høje, er det nu almindelig anerkendt, og at kunne påvise mulige vejforløb anses for væsentligt i enhver bebyggelsesarkæologisk undersøgelse.
Ture og seværdigheder
Fredningen fylder ikke alverden, men hvis man er nået frem til den, er gravhøjene et besøg værd.
Vejbeskrivelse
GPS X:, Y:
Hvis du kommer kørende fra Holstebro ad Viborgvej, kører gennem Skave, hvorefter du drejer til venstre ad Sevelvej og fortsætter til vejen ændrer navn til Skavevej. På venstre hånd kommer der en markvej, som ligger umiddelbart overfor Øster Stendisvej. Her ligger gravhøjene - og den første man ser, er den mindste. Det er muligt at navigere efter Skavevej 3,7830 Vinderup eller koordinaterne 56.419188, 8.839154.
<iframe src="https://www.google.com/maps/d/embed?mid=zZNA0Hms9F7o.kGKPnoOOKvlc" width="320" height="240"></iframe>
Fredningen og dens pleje
Tingehøje på Stendis Hede består af fem høje, som allerede blev fredet i 1880erne. I 1946-47 blev de på opfordring fra Nationalmuseet fredet endnu engang. Fredningen er opbygget således, at der nord for grusvejen er fredet hedeareal, mens der syd for fortsat må dyrkes afgrøder.
Læs hele fredningen her
