Bryrup Langsø og Karlsø
Introduktion
Bryrup Langsø og dens lillebror, Karlsø, befinder sig i det midtjyske søhøjland og er en del af Gudenåens vandsystem. Søerne ligger meget smukt i landskabet, omgivet af skov- og lyngklædte bakker, foruden stationsbyen Bryrup. Der er anlagt offentlige stier og opholdsarealer ved søerne, så man føler sig virkelig velkommen i det fredede område, selvom størstedelen af arealerne er privatejede. Besøger man søerne en sommerdag, kan man afslutte visitten med at tage veteranbanen de fem kilometer fra Bryrup til Vrads Station.
Landskabet
Bryrup Langsø og Karlsø ligger i en nordvest-sydøst-gående dal i et landskab, der består af marker, overdrev, hede og skov, foruden mindre vandløb, moser og våde enge omkring søerne. Karlsø er forbundet med Bryrup Sø, der via et par andre søer har afløb til Salten Å, som har forbindelse med Salten Langsø, der igen har afløb til Gudenåen.
Bryrup Langsø er en naturlig, næringsrig sø, men op gennem 1900-tallet er der blevet ledt store mængder spildevand ud i søen. I 1970’erne besluttede miljømyndighederne imidlertid at det skulle være slut, og søen er nu blevet et godt eksempel på, at et par årtiers indsats kan forbedre vandkvaliteten. Der er dog et stykke vej endnu, hvilket sammensætningen af fiskebestanden viser. Med en gennemsnitsdybde på 4,6 meter og en maksimal dybde på 9 meter er søen forholdsvis lavvandet. Vandarealet er på 38 hektar.
Karlsø har et vandareal på 7,6 hektar, en maksimumdybde på 3,5 meter og en middeldybde på 2,3 meter. Karlsø er næringsrig og uklar, men er inde i en positiv udvikling efter afskæring af spildevand. De senere år har miljøtilstanden dog været ustabil. Søen har således i perioder været fyldt med vandplanten vandpest. Oprindelig var søen næringsfattig og klarvandet.
Plantelivet
I søernes rørskov vokser den op til 4 meter høje tagrør sammen med sø-kogleaks , høj sødgræs og dusk-fredløs , og ude på vandet ses her og der hvide og gule åkander . Den gule iris , en op til 120 cm høj sumpplante, som blomstrer i juni og juli, ses også langs bredden.
På hede- og overdrevsarealer ved søerne vokser urter som blåtop , der er en tuedannende græsart. Bølget bunke er en løst tueformet græsart, som via vindspredte frø kan etablere sig og efterhånden overtage dominansen i lyngheder. Sådanne steder finder man ofte revling , der er en stedsegrøn dværgbusk med lange, krybende og rodslående skud, som kan overgro andre planter. Hedearealers mest karakteristiske plante er hedelyng , som er en stedsegrøn dværgbusk. Hedelyng har en maksimal alder på omkring 25-30 år, og efterhånden som lyngen bliver ældre, breder revlingen sig mere og mere.
På de tørre arealer vokser træer som bjerg-fyr , skov-fyr og rød-gran , eg og birk , mens grå-pil og krybende pil findes i de mere fugtige områder. På de våde enge ses blandt andet gul fladbælg , eng-forglemmigej , maj-gøgeurt , gåse-potentil , kær-ranunkel , pors og tormentil .
Dyrelivet
I Bryrup Langsø er der blevet registreret hele ni iglearter. Fiskebestanden domineres af skalle og aborre , mens gedde bestanden består af få, men store individer. Blandt ynglefugle findes toppet lappedykker og undertiden gråstrubet lappedykker , samt gråand , troldand , krikand og blishøne . Man kan også være heldig at se nogle af områdets fredede padder og krybdyr, som for eksempel grøn frø , markfirben , snog og hugorm .
Kulturhistorie
Bryrup var en stationsby på den nu nedlagte jernbane mellem Horsens og Silkeborg, og en fem kilometer lang strækning til Vrads Station har siden 1969 været drevet som veteranbane. Der er anlagt en cykel- og vandresti, Naturstien Horsens-Silkeborg, på en stor del af den tidligere jernbane.
Ture og seværdigheder
Download kort og turforslag (PDF-fil)
Stierne i området er primitive, fordi man kun har ønsket at sikre, at ruterne er fremkommelige. Ruterne er afmærkede med lave træpæle med et symbol på. I våde perioder kan gummistøvler anbefales på stierne. På turistbureaet i Bryrup kan der købes fiskekort og kort over fiskemuligheder.
Turforslag
Den afmærkede rute langs Bryrup Langsø tager udgangspunkt i en P-plads sydvest for søen (syd for Bryrup) og går langs sydsiden af søen frem til grenen, hvor turen går rundt, før man vender tilbage ad samme vej. Turen er på lidt over 3 km og foregår i et bakket terræn med smalle skov- og grusstier, men kan nok gøres på en time.
Hvis man blot vil besøge opholdsarealet Grenen, kan det gøres fra Kæmpesmøllevej, der løber mellem Bryrup Langsø og Karlsø mod øst. Fra en P-plads på denne vej udgår en afmærket, 1,5 km lang rute omkring Karlsø. Hvis man vil besøge begge søer med udgangspunkt i P-pladsen syd for Bryrup by, bliver turen alt i alt på 6,5 km.
Seværdigheder
Numrene herunder henviser til markeringer på kortet, som du kan downloade ovenfor.
1. Veteranbane. Damplokomotivet kører i weekenderne fra 1. maj til 30. september, i juli daglig. Se afgangstider på www.veteranbanen.dk .
2. Bryrup Langsø. Søen udnyttes temmelig meget til rekreative formål, blandt andet sejlads, fiskeri og badning.
3. Afvekslende natur. Det smukke landskab med søer, skove og heder giver levesteder for et rigt og varieret plante- og dyreliv.
4. Grenen. Et højtliggende opholdsareal, hvorfra man har en fin udsigt over Bryrup og omgivelserne. Arealet holdes åbent af hensyn til hedelyng og andre hede- og overdrevsplanter.
5. Karlsø. I den østlige ende af den idylliske sø har man mulighed for en forfriskende dukkert. Her er også borde og bænke – et ideelt sted til indtagelse af den medbragte madpakke.
Vejbeskrivelse

Cirka 20 km syd for Silkeborg, ved landevejen til Nørre Snede.

Vejbeskrivelse
Fra Silkeborg kører man sydpå over Virklund og derfra videre gennem Them ad rute 453. På hovedgaden umiddelbart syd for Bryrup by drejer man til venstre ad Sejetvej. Her holder man til venstre indtil man ser P-skiltet på højre hånd.

Offentlig transport
Busrute 215, der kører mellem Silkeborg og Vejle (over Nørre Snede) har stoppested i Bryrup. Busrute 312 kører også fra Silkeborg Station til Bryrup (og videre til Ejstrupholm).

GPS-koordinater
Ovenstående koordinater viser P-pladsen på Sejetvej.

Fredningen og dens pleje
I 1985 blev et område på 124 hektar fredet. Det skete for at sikre områdets geologiske, biologiske og landskabelige værdier, samt give offentligheden adgang til området. Med undtagelse af de offentlige opholdsarealer er de fredede arealer privatejede. Søen udnyttes temmelig meget til rekreative formål, blandt andet sejlads, fiskeri og badning.
Naturen i området plejes af kommunen i samarbejde med ejerne. Målet er at bevare det åbne og varierede landskab med grupper af eg og ene, samt forsøge at holde det offentlige opholdsareal Grenen åbent og delvis lyngklædt. Det sker ved at man fjerner de selvsåede træer og buske, mens græssende dyr sørger for den vedligeholdende pleje.
Link til fredningskendelse
Bryrup Langsø og Karlsø , 1985
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Silkeborg Kommune
Søvej 1
8600 Silkeborg
Tlf. 89701000
Læs også
Folder: Arealerne omkring Bryrup Langsø og Karlsø– et fredet naturområde, Århus Amt.