Ørhage ved Klitmøller
Introduktion
Det yderste klitområde ved den populære ferieby Klitmøller er blevet forskånet for sommerhusbyggeri, udelukkende fordi det blev fredet tilbage i 1968. Lige op til fredningsgrænsen er der nu store byggerier, hvilket demonstrerer betydningen af fredninger i det åbne kystlandskab. På grund af fredningen har både de fastboende og sommerhusgæsterne et dejligt, rekreativt klitområde, som landskabsmæssigt danner en smuk forbindelse mellem byen, havet og klitplantagen. Foruden almindelige turister kommer der mange windsurfere og ornitologer på Ørhage, de sidstnævnte for at kigge på havfugle.
Klitlandskab syd for Klitmøller. Foto: Søren Olsen
Landskabet
Det fredede areal er meget kuperet og af en særpræget skønhed med skarpe klitrygge. Som navnet Ørhage antyder, stikker kysten her et stykke ud i havet og danner en krum hage, så at sige. Forstavelsen ør betyder gruset eller stenet strandbred, hvilket passer meget godt på stranden. De yderste klitpartier består helt eller delvis af sand, hvorfra det fortsat kan fyge. Herefter følger de grå, vegetationsdækkede klitter. Spredt i området findes mindre klitmoser, men ikke egentlige klitheder, da de er bebyggede.
Både trukket på land ved Klitmøller. Foto: Søren Olsen
Plantelivet
Plantelivet på klitternes nordside domineres af revling , mens de på sydsiderne er mere åbne og domineret af sand-hjælme og rød svingel . Af andre planter i området kan nævnes blåmunke , engelskgræs , almindelig engelsød , smalbladet høgeurt , almindelig kongepen , strandmandstro , gul snerre og hunde-viol . De sjældne firehannet hønsetarm og strand-snerle er også fundet her. Desuden er her klit-rose og havtorn .
Dyrelivet
Ved Ørhage kan man se en bred vifte af trækkende havfugle, især om efteråret, hvor de følger kysten på deres sydgående træk. Det gælder både lommer, skarver , gæs , ænder , vadefugle , måger og terner . Havfugle man normalt ikke ser tæt på kysten, presses ind mod kysten under kraftig vind fra vest. Så ses både suler , skråper og mallemukker . Man kan også se såkaldt indtræk af rovfugle og småfugle fra Norge. Mange af småfuglene segner udmattede om på jorden efter den lange tur over Skagerrak. Når de har sundet sig lidt, flyver de videre.
Kulturhistorie
Ladepladsen ved Ørhage benyttes i dag kun til de små lystfiskerfartøjer, men de charmerende, hvidkalkede redskabshuse bruges stadig til fiskernes redskaber. Det er også stedet, hvor de lokale får sig en snak om verdenssituationen og de nære nyheder. ”Æ´redningshus”, tidligere med raketstation og redningsbåd, er i dag byens aktivitetshus. Det kendes på den grønne dør med to dannebrogsflag over kors. Det yderste hus ved Ørhage er et tidligere hummerhus, som i dag rummer Ørhage Naturcenter og Biologisk Forening for Nordvestjylland.
Fiskerlejet Klitmøller er opkaldt efter nogle møller, der lå ved den å, som løber ud i Vesterhavet. Møllerne malede korn, der blev sejlet til Norge sammen med andre danske fødevarer, mens man havde tømmer og jernprodukter i lasten på tilbageturen. Da man efter havets gennembrud ved Agger Tange i 1825 kunne sejle til Thisted, mistede Klitmøller sin betydning som ladeplads, og helt galt gik efter åbningen af Hanstholm Havn i 1967.
I dag lever den lille by af turister og besøges blandt andet af talrige windsurfere, der glæder sig over den kraftige brænding. Stedet regnes for at være Nordeuropas bedste surfsted, og der afholdes både DM, VM og forskellige stævner her. De stærke strømforhold giver også mulighed for at finde rav, og i stille vejr kan man bade.
Ture og seværdigheder
Download kort og turforslag (PDF-fil)
Fra Klitmøller er der flere stier ind i området, og desuden kan man besøge det langs med kysten. Hanstholm Erhvervs- og Turistbureau har udgivet en rigtig god folder med oplysninger og turforslag i området.
Strømmen er stærk i Vesterhavet, også på stille dage hvor havet er roligt, så badning skal foregå med omtanke. Stranden på nordsiden er mest rolig, og her er i øvrigt gode muligheder for at finde rav. Gå aldrig så langt ud at vandet overstiger bæltestedet, og slip aldrig børnene af syne!
Seværdigheder
Numrene herunder henviser til markeringer på kortet, som du kan downloade foroven.
1. Ladepladsen. De charmerende redskabshuse bliver stadig brugt til fiskernes redskaber. På det sted hvor molen ligger, strandede i 1919 en engelsk damptrawler, hvis vrag man i 1921 støbte i beton.
2. Stranden. En vandretur på stranden kan nydes på alle årstider og i al slags vejr.
3. Trøjborg. Her ligger nogle bunkers fra 2. verdenskrig, som var en del af den såkaldte Atlantvold. Stedet kaldes Bunkerbyen af de lokale, fordi bunkerne ligger som en lille landsby på stranden.
4. Åstien. Langs en del af Klitmøller Å løber en vandresti. Undervejs kommer man forbi en opstemning af åen, hvor der har ligget en vandmølle.
Vejbeskrivelse

Ørhage ligger ved Klitmøller, sydvest for Hanstholm og nordvest for Thisted.

Vejbeskrivelse
Fra Thisted (eller rute 11, der går uden om byen) kører man først lidt ud ad rute 26 og fortsætter så ad rute 557 til Klitmøller, hvorefter man kører gennem byen til Ørhage.

Offentlig transport
Busrute 322 kører fra Thisted til Klitmøller og vender ved Ørhage.

GPS-koordinater
Ovenstående koordinater viser P-pladsen ved Ørhage Naturcenter.

Vis  Ørhage  på et større kort

Fredningen og dens pleje
I 1968 blev 34 hektar af klitterne ved Klitmøller fredet. Det skete for at friholde området for sommerhusbebyggelse. Offentligheden har fri og uhindret adgang til hele området og ret til ophold, dog ikke campering.
Link til fredningskendelse
Ørhage ved Klitmøller , 1968
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Thisted Kommune
Asylgade 30
7700 Thisted
Tlf. 99 17 17 17
Læs også
Folder: Klitmøller – en vandretur gennem det historiske Klitmøller, stranden og klitplantagen.