Introduktion
Et mindre voldsted fra år 200 fredes i 1993 for at sikre det mod yderligere oppløjning, da det ligger i et områder, der er udpeget som landbrugsjord.
Hvad anlægget præcist er blevet brugt til vides ikke, da man på stedet kun har fundet få genstande som keramikskår og enkelte stolpehuller og trærester.
Kulturhistorie
Det følgende er Skov- og Naturstyrelsens baggrund for fredningsforslaget:
“I tiden omkring år 200 efter vores tidsregning blev der opført et voldsted i form af en ringvold med omgivende grav ca. 2,5 km nordøst for den nuværende Højer by og 0,5 km øst for Kærgård. Ringvolden kaldes i dag “Trælbanken” eller “Trælborg”.
Trælbanken er ca. 125 m i diameter. Den blev bygget som en ringvold med et indre fladt plateau og en ydre voldgrav. Voldstedet er ombygget flere gange med anlæg af grave både uden for volden og indenfor og med udvidelse af selve volden. Man har ikke med sikkerhed kunnet fastslå, hvorfor ringvolden er opført, og hvad den har skullet bruges til. Ved udgravninger i 1865 og 1978 er der ikke inden for volden fundet sikre spor af bebyggelse, men der er fundet enkelte spor af stolpehuller, trærester evt. fra tømmerarbejde og skår af keramik. Det er ud fra disse fund, man kan bestemme voldstedets opførelsestidspunkt til ca. 200 år efter vor tidsregning.
I de første århundreder efter vor tidsregning blev der opført flere voldanlæg rundt omkring i landet, ligesom der i denne periode blev anbragt store mængder af krigsbytte i søer og moser som f.eks. i Nydam Mose ved Sundeved. Krigsbyttet blev formodentlig ofret til krigsguden som tak for sejren i et slag.
Det var en urolig periode med mange stridigheder, og opførelsen af Trælbanken skal nok ses som et led i forsvaret i denne del af landet, uden at man dog kan sige, hvem forsvarsanlægget var rettet mod.
Voldstedet fremtræder i dag som en banke, hvilket i hovedsagen skyldes, at området blev delvis planeret efter 1840. Inden den tid kunne man stå i skjul inden for volden.
Pløjning af området er imidlertid også med til at udjævne anlægget, og fortsat pløjning vil dels udjævne anlægget yderligere, dels kunne ødelægge de kulturhistoriske spor, der gemmer sig i og ved anlægget.”
Vejbeskrivelse
GPS X:54º 58.897', Y: 008º 43.318'
<p> Fra Højer kører man mod nord ad Højervej, rute 419, mod Sønder Sejerslev. Men allerede efter ca. 1½ km fra Højer kommer man til krydset Emmerlevvej/Kærgårdvej. Drej til højre ad Kærgårdvej og for enden af vejen efter ca. yderligere 1½ km og over en lille bro ved afvandingskanal, ligger voldstedet lige foran.</p><p> <a href="http://www.findvej.dk/?latitude=54.9818&longitude=8.72229&zoom=14&maptype=3" target="_blank"> <img alt="" border="0" src="http://www.fredninger.dk/dnressources/DN_Find_heading.png"/> </a></p>
Fredningen og dens pleje
Trælbanken, 2 ha, fredet i 1993
Trælbanken blev fredet ved en tinglysning i 1982, hvormed det ikke måtte ødelægges eller ændres. Tinglysningen var dog ikke til hinder for, at voldstedet fortsat kunne dyrkes som landbrugsjord. Derfor blev det fredet i 1993 for at stoppe denne mulighed.
Ifølge fredningsbestemmelserne har offentligheden adgang til gående færdsel på det fredede areal. De nærmere regler herfor og evt. skiltning skal aftales mellem ejeren og kommunens fredningsafdeling.
Link til fredningskendelse
Trælbanken , 1993