Tryggelev Nor
Introduktion
Tryggelev Nor på vestkysten af Sydlangeland er et af landets fineste fuglereservater. Norets afvekslende natur med fersk- og saltvandspåvirkede enge og moseområder med rørskove, krat, strand og frie vandflader skaber levested for mange fuglearter. Her yngler ca. 70 arter, hvoraf flere er sjældne bl.a. rørdrum, plettet rørvagtel, rørhøg og skægmejse.
Tidligere modtog Tryggelev Nor kvælstofrigt drænvand fra en pumpestation, som afvandede Nørreballe Nor i nordøst. Men med naturgenopretningen af Nørreballe Nor for få år siden, er en stor del af tilledningen af kvælstof til Tryggelev Nor nu ophørt, og hele området vil med tiden udvikle et mere næringsfattigt og renere miljø.
Efter naturgenopretningen af Nørreballe Nor i 2005 er Tryggelev Nor reservat udvidet fra 100 til 180 ha. Fugleværnsfonden under Dansk Ornitologisk Forening, som har ejet dele af Tryggelev Nor siden 1976, bliver den nye ejer af det samlede område.
Vadefugle har fundet ro ved Tryggelev Nor. Foto: Ole Malling
Landskabet
Tryggelev Nor hører til den række af strandsøer langs Langelands sydvestkyst, der oprindeligt er afspærret fra forbindelse med havet af strandvolde. Af tilsvarende nor kan nævnes Piledybet, Salme Nor og Klise Nor, alle beliggende langs kysten mellem Ristinge og Bagenkop. I dag er Tryggelev Nor beskyttet mod havet af et stensat dige, og foran diget er en smal sandstrand. Med års mellemrum sker det, at diget gennembrydes under en vestenstorm. Bl.a. blev diget gennembrudt i vinteren 1995, hvor en 10 m bred strøm gav anledning til vandfornyelse i noret.
Lammebjerg midt i Tryggelev Nor samt Fårebanke, Galtebjerg og Store Egebjerg, der alle ligger indenfor fredningsgrænsen er alle hatbakker, som gør det langelandske landskab til noget særligt og seværdigt. Hatbakkerne, som på langelandsk kaldes banker, blev skabt i istidens slutfase, formentlig i småsøer oven på den smeltende is.
Nordøst for Tryggelev Nor og bag det røde og nu nedlagte pumpehus ligger Nørreballe Nor, som formentlig er skabt af dødis. Under afsmeltningen af den ”døde” ismasse dannedes den smalle smeltevandsdal, som fører ned til Tryggelev og som i dag er vanddækket.
Dyrelivet
Den varierede natur ved Tryggelev Nor med rørskove, pilekrat, åbne vandflader og strandenge giver levevilkår til et varieret og enestående fugleliv. Fra to fugletårne ved henholdsvis Salme Nor og Tryggelev Nor kan man gøre fine iagttagelser året rundt.
Markante fugle i forsommer er gråstrubet lappedykker , rørhøg , rørdrum , blishøne , gøg og fiskehejre . I alt 70 ynglende fuglearter er registreret, heriblandt en række småfugle som rørsanger , kærsanger , skægmejse og nattergal . Hen på efteråret er Tryggelev Nor tilholdssted for flokke af stære og landsvaler . Gennem vinteren raster ofte flere tusind troldænder og enkelte hvinænder inde i noret, hvor de overvintrer på en kost af snegle og muslinger. Sidst på vinteren hvor vibe , strandskade og gravand netop er ankommet, er der mulighed for at iagttage hvinandens mærkværdige kurtisering, hvor andrikkerne i hurtige ryk skyder hovedet bagover. Så snart foråret viser sig trækker både troldænder og hvinænder bort for at yngle i det nordlige Skandinavien og Rusland.
Rørhøgen er den største af de tre kærhøgearter og jager smågnavere, fugle, padder og fisk i rørskoven.
Foto: Klaus Malling Olsen
Kulturhistorie
Langdyssen ved Hesselbjerg, som blev opført i bondestenalderen er et af mange spændende fortidsminder i området. Bag fugleskjulet ved Tryggelev Nor ligger Trehøje, som er Langelands eneste gruppe af gravhøje fra bronzealderen. Køres ad grusvejen fra Nordenbro Vesteregn ned til P-pladsen ved Tryggelev Nor ses en markant bautasten midt i marken på højre hånd. Stenen hedder Reddemandsstenen og hævdes at være en rest af en skibssætning, som blev anvendt som gravplads for en betydningsfuld person i vikingetiden.
Tryggelev Nor har aldrig været drænet. Det imponerende fugleområde undgik de voldsomme forandringer i landskabet, da landindvindingen på Sydlangeland tog fart fra sidste halvdel af 1800-tallet og frem til midten i forrige århundrede. Diger med tilhørende pumpestationer blev opført. Magleby Nor og Henninge Nor og til sidst Nørreballe Nor blev tørlagt og opdyrket. Men siden 1980’erne er det gået den anden vej, til glæde for de der nyder en varieret natur. Og af hensyn til naturen. Med naturgenopretningen af Nørreballe Nor i 2005 og den kommende fredning og naturgenopretning af Henninge Nor syd for Rudkøbing er der sat et betagende punktum, for en udvikling, som tilsyneladende ikke har toppet endnu.
Ture og seværdigheder
Download kort og turforslag (PDF-fil)
Ved P-pladsen ved Tryggelev Nor findes et minimuseum, der beretter om området natur- og kulturhistorie. Herfra udgår to korte vandrestier til fugleskjul ved henholdsvis Tryggelev og Salme Nor.
Som noget helt nyt er det nu muligt at vandre fra P-pladsen ved langdyssen ved Nørreballe Nor. Vandrestien følger kanten af Nørreballe Nor ud til den nu nedlagte pumpestation i nordøstenden af Tryggelev Nor. Fra diget ved pumpestationen er en flot udsigt ud over strandengene. Turen frem og tilbage er 5 km. Husk at engene nedenfor diget er naturreservat med adgangsforbud af hensyn til fuglelivet.
Vejbeskrivelse

Adgang i bil til Tryggelev Nor sker fra landevejen i Nordenbro. Følg vejskiltene mod Nordenbro Vesteregn eller Tryggelev Nor. P-plads ved Tryggelev Nor (N 54° 47' 35.50" E 10° 39' 37.18").

Vis  Tryggelev Nor  på et større kort
Langdyssen ved Nørreballe Nor ligger umiddelbart syd for Hesselbjerg. Følg skilte mod Nørreballe Nor. P-plads ved langdyssen ( N 54° 48' 53.96" E 10° 40' 57.11").

En vandresti langs Nørreballe Nor går fra P-pladsen ud til nordøstenden af Tryggelev Nor. Turen frem og tilbage er 5 km.

Fredningen og dens pleje
Fredningen af Tryggelev Nor med omgivende landarealer dækker i alt 122 ha.
Fredningens formål er at bevare områdets landskabelige og biologiske værdier. Især beskytter fredningen områdets fugleliv, bl.a. ved at ophæve naturfredningslovens almindelige bestemmelser om adgang til udyrkede arealer. Med andre ord er der kun offentlig adgang ad afmærkede stier, der udgår fra P-pladserne ved Tryggelev Nor og fra langdyssen ved Nørreballe Nor. Strandengene omkring noret er indhegnede og anvendes som græsmarker for kreaturer, og husdyrgræsningen er tilrettelagt så vilkårene for fuglelivet optimeres.
Link til fredningskendelse
Tryggelev Nor , 1987
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser:
Langeland Kommune
Fredensvej 1
5900 Rudkøbing
Tlf: 63516000
Se også:
Fugleværnsfonden om Tryggelev Nor
Miljøministeriet: Natura2000-område Det sydfynske øhav