Søby Brunkulslejer

Gravning efter brunkul fandt sted flere steder i Jylland, men lejet ved Søby var det største. Allerede under 1. verdenskrig begyndte man at grave, men det var først i 1939  at der kom gang i Søby-lejet.

Søby brunkulslejer kaldes Danmarks eneste industrielle klondyke. Flere tusinde arbejdere boede, dels i den primitive by Søby, dels rundt i resten af brunkulslejet, i usle barakker og rønner eller kom med brunkulstoget fra Herning til det forblæste leje. Det var meget hårdt arbejde, for i starten foregik det ved håndkraft og uden mange hjælpemidler. Kullene blev gravet op og med hestevogne og tipvogne transporteret til til Søby Brunkulsstation og derfra videre til Brande, som blev Danmarks største godsbanegård.

Under 2. verdenskrig steg efterspørgslen på brændsel voldsomt. I 1940 producerede man i Danmark 226.000 tons brunkul, men allerede i 1941 var den mængde steget til over 1 mio. tons og i 1947 til 2,8 mio. tons. Rekorden blev nået i 1958 og ’59 med 3,5 mio. tons.

Det betød, at pengemænd og mere entreprenante typer kom til Søby. Der blev investeret i bedre og større produktionsanlæg. Tipvogne, kraner og gravemaskiner, der kunne bryde kullene mere effektivt, gjorde at lejet til sidst omfattede 1000 hektar.

Brunkullene blev brugt som brændsel i husholdninger, i mejerier og teglværker og senere i elværker.

I starten voksede barakbyen hurtigt og uden nogen plan. Skure, træbarakker, udtjente rutebiler og jernbanevogne blev brugt som beboelse. De sanitære forhold var dårlige. Rent vand købte man i spande fra en vogn, der kørte rundt i kvartererne. Forholdene blev efterhånden bedre, og staten byggede nogle opvarmede barakker og et større pensionat. KFUM’s Sociale Arbejde oprettede et fritidshjem for voksne og Røde Kors en børnehave.

Det var en farlig arbejdsplads. Mange ulykker hændte og især da de større sandtransportører kom og højden på sandtipperne derfor voksede, steg risikoen for skred, hvor tonsvis af sand kunne styrte ned over arbejderne. Arbejdet foregik ofte i 15–20 meters dybde, men bjerget af sand kunne snildt blive 20 m højt. Når først sandet kom i skred, var det med at komme væk!

Fra midten af 1950’erne var det stort set kun elværkerne der brugte brunkullene, men situationen ændrede sig hastigt mod mere effektive midler som f.eks. olie, og den 30. april 1970 var det slut. Den dag meddelte I/S Midtkraft, at de stoppede brunkulsbrydningen i Midtkrafts leje i Fasterholt.