Bernstorffs Slotshave
Introduktion
Med sine åbne vider, skovbevoksning og levn fra den gamle herskabelige køkkenhave byder Bernstorff Slotshave på oplevelser for friluftsfolket og for de kulturhistorisk interesserede. Parken er hundeskov, så de må løbe frit i området.
Bernstorffs Slotshave er meget stor med mange oplevelsesmuligheder. Foto: Thomas Eriksen
Landskabet
Bernstorffs Slotshave er i dag et stort åbent skovområde med flere store plæner og afgrænsede haverum med små villaer og egne små blomsterparker, som Svenske villa og Dronning Louises tehus, samt en bevaret og aktiv ridebane.
Plantelivet
Plantelivet er meget varieret, fordi parken indeholder så mange forskellige naturtyper lige fra bøgeskov, damme, græssletter, parkanlæg, rosenhave og gartneri.
Parken har mange gamle ege og bøgetræer , men også ask , birk , ahorn og hyld findes i parken. Af blomster findes den sjældne krans-lilje , og andre som skov-hundegræs , kær-storkenæb, dunet vejbred , bredbladet klokke , sildig skov-hejre og langstilket lærkespore .
Ved mindre moseområde er fundet lodden dueurt, alm. mjødurt, ru kulsukker, kær-dueurt, gul fladbælg, vand-poleurt, lav ranunkel og lyse-siv samt tagrør.
I parkanlægget er der mange forskellige rododendronbuske og eksotiske planter, der hører til havearkitekturen.
I havens sydlige del ligger Dronning Louises rosenhave, der blev genskabt i 2000. Med en plan fra Dronning Louises tid, et foto fra haven i 1880’erne og dagbogsnotater fra dronningens slotsgartner lykkedes det at genskabe Rosenhaven, så du nu kan nyde synet og duften af nogle af de historiske rosensorter, der også prydede stedet på Christian 9. og Dronning Louises tid. Dengang anlagde man rosenbede med højstammede roser og slyng- og buskroser af duftende og fyldige sorter.
Dyrelivet
Parken har mange fugle som f.eks. natugle , spætmejse , stor flagspætte , sjagger , kernebider , dompap og kvækerfinke . I svanedammen yngler grønbenet rørhøne og ellers har parken de gængse havefugle som sangere og mejser. På grund af parkens nærhed til det store skovområde ved Dyrehaven fouragerer også rovfugle som spurvehøg og musvåge i parken.
Sommerfuglen sørgekåbe er også set i parken samt frøerne butsnudet frø , spidssnudet frø og springfrø .
Kulturhistorie
Området har langt tilbage i tiden været dækket af skov, Brødskoven. Skoven tilhører en overgang dronning Sophie Amalie, og hun får den udlagt som dyrehave. Senere anlægger Christian d. 5. Jægersborg Dyrehave, og Brødskoven bliver omlagt som fasanhave. I den nordvestlige ende af skoven bygger man Fasangaarden som vogterbolig. Fasaneriet bliver nedlagt i 1724, og kort tid efter moderniserer hofbygmester Lauritz de Thurah, Fasangaarden.
Bernstorff overtager i 1752 Fasanhaven og Fasangaarden samt et stykke af Jægersborgs hovmarker. I begyndelsen nøjes Bernstorff med Fasangaaden, men i 1759 bygger han det nuværende Bernstorff Slot. Det regnes for at være et af landets smukkeste nyklassicistiske slotte, og blev bygget på stedets højeste punkt. Her var der en flot udsigt mod alle fire verdenshjørner, enten til Københavns tårne, Øresund, Fortunen eller Gentofte Kirke.
I de følgende år bliver flere landbrugsarealer lagt ind under slottet, og i 1764 dækker hovmarkerne Gentoftes, Ordrups og Vangedes jord. Store dele af dette område er udlagt som høslæt til brug for husarernes heste på Jægersborg Slot.
I 1760’erne bliver der skrevet Danmarkshistorie, da grev Bernstorff, som den første i landet, gennemfører landboreformerne på sine egne jorder i Gentofte.
Bernstorff-slægten beholder slottet indtil begyndelsen af 1800-tallet, hvor det skifter ejer flere gange, og en stor del af jorderne blev solgt fra. Skiftende medlemmer af kongefamilien har benyttet det frem til 1939, hvor Beredskabsstyrelsen flyttede ind. De er nu igen flyttet.
Bernstorff Slotshave eller Bernstorffsparken, som den ofte kaldes i dag, er anlagt i slutningen af 1760’erne i fransk rokokostil – en havestil som netop var kommet til Danmark. Bernstorff-familien er meget optaget af havedyrkning og indfører eksotiske frugter og træsorter, der aldrig før har været plantet i Danmark.
Da Christian 9. overtager haven i 1854 er en stor del af de eksotiske vækster gået tabt. Derfor beslutter den førstekongelige haveinspektor Rudolph Rothe, at haven skal bevares som et stykke sjællandsk natur med store græsklædte sletter omgivet af dansk skov. Sådan fremtræder Bernstorff Slotshave i dag.
I det sydvestligste hjørne af parken ligger rester fra to rundhøje helt tilbage fra oldtiden.
Ture og seværdigheder
Download kort og turforslag (PDF-fil)
En god tur rundt i parken tager sin begyndelse ved indgang fra ”femvejen”. Følg stien op til Bernstorff Slot, (1) på kortet, bygget i 1759-1765 af greve og udenrigsminister J.H.E. Bernstorff. Her er en flot udsigt over parken.
Drej mod nord op til Svenske Villa (2). Huset blev oprindeligt bygget i 1888 til Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling. Christians den 9.’s hustru Dronning Louise lod villaen genopføre i Bernstorffsparken som gæstehus til Bernstorff Slot. I dag er der café.
Gå tilbage til hovedstien og følg den mod syd/sydvest hen over en lille træbro og ned til den idylliske svanedam (3). Her ligger dronning Louises tehus, hvor der også serveres forfriskninger i en lille café. Der er rosenhave med historiske roser, rododendron, drivhus og køkkenhave med grøntsager.
Gå tilbage mod nordøst og (4) den gamle ridebane, der stadig er i brug, inden turen går tilbage til udgangspunktet ved femvejen.
Bemærk at Bernstorffsparken er udlagt som hundeskov, hvilket medfører at hunde godt må gå løs. Det benytter mange sig af.
Vejbeskrivelse
<p> I Gentofte følger man ganske enkelt Bernstorffs Allé til femvej-rundkørslen. Herfra er der indgang til parken.</p><p> <iframe frameborder="0" height="350" marginheight="0" marginwidth="0" scrolling="no" src="http://maps.google.dk/maps/ms?ie=UTF8&hl=da&msa=0&t=h&msid=109072133245204789761.0004940df1f661bc8559b&ll=55.75808,12.550678&spn=0.016904,0.030041&z=14&output=embed" width="350"> </iframe> <br/> <small> Vis <a href="http://maps.google.dk/maps/ms?ie=UTF8&hl=da&msa=0&t=h&msid=109072133245204789761.0004940df1f661bc8559b&ll=55.75808,12.550678&spn=0.016904,0.030041&z=14&source=embed" style="color:#0000FF;text-align:left"> Bernstorffsparken </a> på et større kort </small></p>
Fredningen og dens pleje
Slotshaven er fredet i 1962, og der må ikke bygges bygninger, der ikke har et parkformål.
I 1962 anmodede Gentofte Kommune Fredningsnævnet om at få flere af kommunens parker og moser fredet, hvilket blev efterkommet. Heriblandt var Bernstorffs Slotshave.
Link til fredningskendelse
Bernstorffs Slotshave , 1962
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Gentofte Kommune
Bernstorffsvej 161
2920 Charlottenlund
Tlf: 39980000
Læs også
Folder om Bernstorffs Slotshave
Tehusets hjemmeside
Folder om cykelture i Gentofte