Bergmansdalsvej, kystskrænt og Helsingør sydstrand, fredet 1974
Der er tale om en grundejer, der gerne vil have fredet en del af sin ejendom. Ejendommen skal tilstandsfredes, og den må ikke bebygges eller udstykkes. Nævnet har holdt møde på ejendommen, der ligger højt over Strandvejen i 22 meters højde og rummer et sommerhus.
Ejeren arvede ejendommen i 1942 sammen med sine brødre. Kommunen kan tilslutte sig en fredning, men der skal så også skabes adgang til, at man kan færdes på arealet. Ejeren protesterer mod offentlig adgang. Området fredes især af geologiske grunde.
Helsingør Sydstrand, fredet 1999
Fredningsnævnet træffer afgørelse om forholdene på ikke færre end 87 strandgrunde på strækningen Søndre Strandvej 51 til 112, en strækning på 1,5 kilometer. Ejerne af 42 af disse strandgrunde anker nævnets kendelse til Overfredningsnævnet. Strandbeskyttelseslinjen løber i skellet mod Strandvejen, der løber ganske tæt på Øresund. Der er mestendels tale om småbygninger, der ikke er egnet til overnatning, men der findes også nogle, i øvrigt lovligt beliggende sommer- og helårshuse. Mange af grundene er forsynet med terrasser, ophalerpladser og udsigtspladser m.v. Ganske få grunde er uden bygninger. På andre grunde kan man ikke længere færdes fra vej til kyst. Stierne er spærrede eller blokerede. Forholdene på 29 af de 87 strandgrunde blev anset for lovlige.
Om strandgangsretten bemærkede Overfredningsnævnet, at det er forbundet med stort besvær at benytte strandgangsretten, og at det på hele strækningen forekommer mere naturligt og forbundet med bedre udsigt at benytte fortovet på Sdr. Strandvej.
Om bebyggelsen på strandgrundene har Naturklagenævnet i 2009 besluttet, at strandhusene højst må være på 15m 2 og ikke overstige 1 meter over fortovskanten. Terrasserne må ikke være større end 25-30m 2 , og der må ikke være plankeværk eller læhegn mellem strandgrundene, og ej heller bådslisker, kystsikring med store stenblokke i vandkanten eller beplantning.
Link til fredningskendelser
Bergmandsdalvej , 1974
Helsingør Sydstrand , 1999
Helsingør Strand , 1934