Stenderup Hage
Introduktion
Området ved Stenderup Hage består af svagt bølget agerlandskab flankeret af statsskovene Nørreskov, Midtskov og Sønderskov mod nord og syd samt Lillebælt mod øst. Kun en smal kile af åbent landskab mellem skovene skaber forbindelse til oplandet mod vest.
Tidligere var området, hvis frodige jorde er opdelt af diger og levende hegn, helt dækket af skov. Men fra 1788 blev skoven ryddet og jorden opdyrket.
Nørreskov, Midtskov og Sønderskov består hovedsaglig af gammel løvskov domineret af især bøg og eg. Der findes et stort antal sjældnere fugle- og plantearter i skovene og mange steder huser de fortidsminder som stendysser og gravhøje. Der findes også tre voldsteder fra tidlig middelalder.
Stranden ved Stenderup er dejlig, hvis man ikke vil gå i skovene. Foto: Karsten Andersen
Landskabet
Det yderste punkt på Stenderuphalvøen, Stenderup Hage, er et mindre marint forland med strandeng dannet siden stenalderen 5.000 f.Kr.
Mod vest går Stenderup Hage over i et morænelandskab skabt af Lillebæltsgletsjeren under sidste istid. Dette område med lerbund er agerland omgivet af gammel ege- og bøgeskov.
Strandengen ved Stenderup Hage. Foto: Karsten Andersen
Plantelivet
Det er især fredningens omkringliggende områder med statsskov, der er af botanisk interesse.
I Midtskov findes blandt andre muldbunds-arter firblad , maj-gøgeurt , plettet gøgeurt , skov-hullæbe , skovbyg, gul anemone og storblomstret kodriver .
I kystnære dele af Sønderskov, ved grøfter langs vejene, findes rødlistearten tyndakset star i stort antal. Der findes desuden andre sydlige arter som lådden perikon og uldhåret ranunkel .
I den sydlige del af det fredede område går lave enge helt ud til vandet. Seljum, som eng-området hedder, har store bestande af samel og eng-klaseskærm .
I den nedre del af rørsumpen kan man være heldig at træffe eng-klaseskærm. Foto: Biopix /Jens Chr. Schou
Dyrelivet
Stenderupskovene er en god skovfuglelokalitet. De huser et stort antal fåtallige arter som skovsneppe, pirol, misteldrossel , ravn, lille korsnæb, kærnebider og rødlistarterne huldue , og korttået træløber. Der findes også et stort antal rovfugle som hvepsevåge , musvåge , duehøg og skovhornugle .
Yderst mod Lillebælt er kysten med strandeng, i det fredede område, en rigtig god fuglelokalitet.
Der er ofte mulighed for at se ederfugle i stort antal og blandt vadefugle er vibe og hjejle de to helt dominerende arter.
Der er observeret 111 fuglearter på lokaliteten Lillebælt, som Stenderup Hage er en del af.
I stille vejr kan man være heldig også at se marsvin boltre sig langs kysten.
Kulturhistorie
Stenderupskovene, der omgiver fredningen, har Kolding kommunes største koncentration af fortidsminder. I alt kendes omkring 50 gravhøje og stendysser fra området.
I skovene findes tre voldanlæg, hvoraf Skansen i Midtskov blev benyttet under svenskekrigene.
Indtil jordreformerne sidst i 1700-tallet var Stenderuphalvøen, øst for Sdr. Stenderup én stor sammenhængende skov. I dag er området delt i tre skove og et 480 hektar stort område med frodig agerjord, læhegn og enge.
Efter 1788 fik bønderne overladt området mellem det nuværende Midtskov og Sønderskov. Da jorden overalt var frodig, blev skoven hurtigt ryddet og jorden opdyrket.
Ture og seværdigheder
Download kort (PDF-fil). For vandreturskort se under Yderligere informationer.
De omkringliggende skove giver mulighed for gode vandreture.
I skovene er der afmærket 3 ture.
Nørreskovturen
Nørreskovturen eller Løveroddeturen (i alt 5 km) har udgangspunkt ved parkeringspladsen på vejen mod Løverodde. Turen fører først gennem gammel bøgeskov til Blidestang. Herfra følges toppen af skrænten langs Lillebælt hen til en bålplads,
Gennem en af de mange slugter, der leder ned mod Lillebælt, følges stien op mod skovfogedboligen Løveroddehus.
Lige inden kulturarealet på Kirkegårdsbakken er på højre hånd en stor douglasgran. Navnet Kirkegårdsbakken hidrører fra, at man i midten af det 16. århundrede, da pesten hærgede landet, begravede de døde på dette sted. De døde blev ført hertil fra Kolding på slæder over isen. Fra en sti langs strandbredden følger turen tilbage den snoede Mads Bæk, som løber i en dyb slugt med stejle skrænter.
Midtskovturen
Midtskovturen (i alt 5 km) begynder ved parkeringspladsen ved skovløberboligen Rødehus. Turen går først mod øst langs et smukt skovbryn gennem frodig løvskov til Lillebæltskrænterne. Hjemvejen fører forbi den gamle skovridergård Stenderupstrand. Ved skrænten nord for Stenderupstrand findes rester af et borganlæg, Skansen.
Mellem Midtskoven og Sønderskoven findes Stenderup Hage. Fra sandstranden har man udsigt over hele den sydlige del af Lillebælt og hele kysten af Vestfyn.
Sønderskovturen
Sønderskovturen (i alt 4 km) har sit udgangspunkt ved parkeringspladsen nær skovfogedboligen Seljumshave . Vandreturen fører først og fremmest gennem frodig løvskov, men på turens vestlige del kommer man gennem en højmose. Lyngmosen er bevokset med birk og sitkagran.
Vejbeskrivelse
<p> Fra Kolding køres ad Skamlingvejen. Kort før Agdrup køres ad Stenderupvej i rundkørslen og videre gennem Agtrup til Sdr. Stenderup. Herfra fører Gl. Ålbovej gennem fredningen ud til Stenderup Hage.</p><iframe frameborder="0" height="350" marginheight="0" marginwidth="0" scrolling="no" src="http://maps.google.dk/maps/ms?ie=UTF8&t=h&hl=da&msa=0&msid=109072133245204789761.0004765861dd01cba7ea2&ll=55.461923,9.658356&spn=0.068127,0.120163&z=12&output=embed" width="350"></iframe><br/><small> Vis <a href="http://maps.google.dk/maps/ms?ie=UTF8&t=h&hl=da&msa=0&msid=109072133245204789761.0004765861dd01cba7ea2&ll=55.461923,9.658356&spn=0.068127,0.120163&z=12&source=embed" style="color:#0000FF;text-align:left"> Stenderup Hage </a> på et større kort</small>
Fredningen og dens pleje
De 480 hektar frodig kystnær agerjord med tilhørende kyst og strandeng blev fredet den 15. december 1971.
Formålet med fredningen var at bevare området med landbrugsjorde, enge og levende hegn så uændrede som muligt.
Der er offentlig adgang til området.
Link til fredningskendelse
Stenderup Hage , 1971
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser:
Kolding Kommune
Axeltorv 1
6000 Kolding
Tlf: 75501500
Læs også:
Naturstyrelsens vandretursfolder om: Turkort_Stenderup_Hage
Rapport om Stenderup Hage (PDF-fil)