Stavnsholtkilen
Introduktion
Stavnsholtkilen sikrer et åbent landskab ud mod Furesøen. Det gavner befolkningens oplevelser med de mange interessante naturområder i det åbne landskab. Stavnsholtkilen udgår fra Furesøens nordkyst og langs denne er anlagt en kilometerlang sti med udsigter over Furesøen.
Landskabet
Området ved denne fredning er et bakket morænelandskab, der for en stor del består af åbne landbrugsarealer med mange levende hegn, et stort antal tætliggende småsøer og vandhuller, der sikrer spredningskorridorer for dyr og planter. I den sydlige del af området er der flere små skovpartier og i den østlige del af området åbne engarealer. Et sumpet engområde, Enghaven, ligger ned til Furesøen og er et sumpskovsområde med elle- og asketræer. Der er flere vandløb i fredningen.
Plantelivet
I vådområdet Enghaven vokser overdrevsarter som kantet perikon , forskelligfarvet forglemmigej , fladkravet kodriver og engarter som vandkarse og vinget perikon . Orkideer er fundet nær Stavnsholt landsby og i Enghaven. Den klorofylløse skælrod findes også. Andre steder i Stavnsholtkilen findes vandhuller med kærmysse , gul iris og andre smukke vandplanter.
Dyrelivet
Vandhuller giver gode muligheder for krybdyr, insekter og andre hvirvelløse dyr. Det mest usædvanlige fund er nok fe-rejen, der blev fundet i 1980’erne i et lille vandhul, hvor arten stadig findes. Der er også sjældne arter af vandnymfer, adskillige arter af guldsmede og sommerfugle, stor og lille vandsalamander , snog , spidssnudet frø , butsnudet frø , grøn frø og skrubtudse .
I småsøerne er lille lappedykker og gråstrubet lappedykker , og om foråret kan man høre nattergal og kærsanger og drosselrørsanger og vibe . Andre fugle, der er observeret i området er rørdrum , korttået træløber, natugle og flere arter rovfugle. Den sjældne hvinand ynglede tidligere langs bredden af Furesøen, hvor den havde sin rede i opsatte fuglekasser.
I den gamle kastaniealle ved Hestkøbgård er registreret flere forskellige arter af flagermus.
Hvinanden er let genkendelig. Foto: Biopix /Nils Sloth
Kulturhistorie
Fredningen udgør et særegent landskab i et område af Sjælland, der er under konstant pres i form af ønsker om yderligere udstykninger, øget bebyggelse, flere vejanlæg etc. Den centrale del af Stavnsholtkilen består af Stavnsholt Overdrev, der var græsningsareal for gårdene i Stavnsholt.
Furesøen er med en vanddybde på op til 38 m Danmarks dybeste sø. Den nordøstlige vig, Storekalv, er dog fladvandet (2-4 m) og afgrænses i nordøst af det fredede sumpområde Vaserne. Den øvrige del af søen begrænses af stejle moræneskrænter, der fortsætter under vandet til et 20-30 m dybt bassin. Fra bunden rejser sig stedvis isolerede bakker og toppe, der kun ligger 3-5 m under søoverfladen. Denne meget ujævne bund skyldes, at de dødisklumper, der har formet bassinet, lokalt har indeholdt store sedimentmængder.
Ture og seværdigheder
Der er mange muligheder for at gå eller cykle rundt i den fredede kile. Gode start-steder kan være stinettet på golfbanen Hestkøbgaard, eller ved gården, Nordtoftdal (på Stavnsholt Gydevej), hvor flere stier og veje fører ud i landbrugs-landskabet. Stavnsholt landsby er også et godt udgangspunkt. Ved Furesøens bred er der en sti, hvor man kan gå ude ved vandet eller på toppen af bakker med mange udkigsmuligheder. Lige syd for Nordtoftdal er der en bakke, Farums næsthøjeste punkt (52 m) med en vid udsigt over Stavnsholtkilen.
GPS-koordinater
Positioner for Hestkøbgård: N 55º 49.910′, E 12º 24.689′
Positioner for Nordtoftdal: N 55º 49.865′, E 12º 23.430′
Positioner for P ved Furesøen: N 55º 48.822′, E 12º 24.254′
Vejbeskrivelse

Området er stort, men et udgangspunkt kan være den gamle Stavnsholt landsby.

Fra Farum køres ad Stavnsholtvej til landsbyen, hvor der f.eks. kan parkeres ved gadekæret. Herfra kan cykelture udgå. Ellers kan man køre ad Skovbakken til Høje Klint, hvorfra tur langs Furesøens nordkyst kan foretages.

Vis  Stavnsholtkilen  på et større kort

Fredningen og dens pleje
Stavnsholtkilen, 488 ha., endeligt fredet i 2016. Sti nedenfor Stavnsholtkilen ved Furesøen (Furesøstien), fredet 1949 – 1951.
I 2007 foreslog Danmarks Naturfredningsforening, at området mellem Farum og Birkerød, blev fredet. Det drejer sig om områderne “den gamle Stavnsholtkile” lige nord for Furesøen, Stavnsholt Overdrev, Hestkøbgård med golfbane og Pilegårdsparken (nord for Bregnerødvej) . Et stort landbrugsområde mod nord til Sønderskov og med Allerød Lergrav indgik i forslaget. Der var tale om et område på 868 ha.
I 2008 fastsatte Fredningsnævnet kilens størrelse, så der nu er tale om en fredning af 488 ha.
Den ret ubebyggede landskabskile strækker sig fra Furesøen i syd til Sønderskov og Tingbæk i nord, jernbanen i nordøst og Bregnerød landsby og Ravnsholt Skov i vest. Den indgår i Hovedstadsregionens grønne struktur, som der i mere end 50 år har været et stærkt ønske om at bevare som rekreativt, ubebygget område.
Som ved så mange andre ubebyggede kiler og arealer er Stavnsholtkilen blevet smallere og smallere, når byerne har trængt sig på. Flere projekter er dog blevet bremset.
Fredningen sikrer de åbne arealer mellem byerne Farum og Birkerød, så den landskabelige sammenhæng mellem Furesøen og Sjælsø og de store skovområder mod nord og vest bibeholdes. Fredningen skal også sikre adgang til søens nordlige bred. Natur- og landskabsværdier skal sikres og udvikles gennem naturpleje. Der er skabt adgang for offentligheden gennem anlæg af sammenhængende stiforbindelser.
Ved Enghaven holdes bevoksningen nede ved afgræsning med køer og får i sommerhalvåret. Dyrene går i folde på engen, i sumpskoven og på bakkerne.
Stianlæg nr. 2 langs Furesøens nordbred (Furesøstien) I 1949 – 1951 eksproprierede man ca. 1,5 km langs stiforløb langs bredden af Furesøen, således at offentligheden fik adgang til en flot tur langs Furesøens stejle skråning. Stien fører videre ind i Vaserne øst for kilen. Vaserne er ligeledes fredet.
Link til fredningskendelser
Stavnsholtkilen, 2016
Sti langs søbred , 1951
Yderligere information
DN Furesø
Email: furesoe@dn.dk
Web: www.dn.dk/furesoe
DN Rudersdal
Email: rudersdal@dn.dk
Web: www.rudersdal.dn.dk
Om fredningen og dens bestemmelser
Furesø Kommune
Stiager 2, 3500 Værløse (Center for By og Miljø)
tlf: 72354000
Rudersdal Kommune
Øverødvej 2, 2840 Holte
(Byplan)
tlf. 46112500
www.rudersdal.dk