Snøde Hesselbjerg Stubhave
Introduktion
Med sit historiske skovbillede er Snøde Hesselbjerg Stubhave en fin, lille seværdighed og let at besøge. Navnet stubhave er langelandsk og betegner en driftsform, som var knyttet til øens bondekultur, før det moderne landbrug satte ind. I overensstemmelse med fredningen plejes skoven efter langelandsk tradition for stubhavedrift. Skoven domineres helt af hassel, som overalt står knippestillede. Over det lave hasselkrat rejser sig gamle og bredkronede ege. Snøde Hesselbjerg Stubhave er især et besøg værd i foråret hvor hvid anemone, hulrodet lærkespore, almindelig lungeurt og storblomstret kodriver blomstrer i den særprægede skov. I skovbunden træffes den mærkværdige oliebille .
Fredningen, der dækker 1,5 ha, blev rejst i 1986 af Danmarks Naturfredningsforening af botaniske og kulturhistoriske grunde. Fredningsnævnet afsagde kendelse i 1988.
Landskabet
Landskabet omkring Snøde Hesselbjerg Stubhave er overvejende agerjord. Syd for fredningen findes et mindre sommerhusområde. Og i øst grænser Snøde Hesselbjerg Stubhave ud til 6 meter høje stejlklinter langs kysten til Langelandsbælt.
Plantelivet
Et af Snøde Hesselbjerg Stubhaves særkender er de gamle, maleriske ege, hvis kroner især i skovens vestlige ende rækker lagt ud over det lave hasselkrat. Af andre vedplanter træffes benved , kvalkved, fugle-kirsebær og almindelig hyld . Almindelig gedeblad og humle slynger sig stedvist op i hasselgrenene.
Den lerede og muldrige jordbund giver vilkår for en artsrig flora af næringskrævende arter. I alt 50 forskellige skovbundsplanter er noteret. Dominerende arter er hvid anemone , vorterod , hulrodet lærkespore , stor fladstjerne og skovmærke . Desuden træffes storblomstret kodriver , almindelig lungeurt , stor konval , tyndakset gøgeurt , ægbladet fliglæbe , skov-hullæbe og filtbladet kongelys .

Anemonen er en forårsbebuder – her dog fotograferet i Døndalen på Bornholm
Kulturhistorie
Snøde Hesselbjerg Stubhave er en velplejet stubhave, også kaldet gærdselsskov eller stævningsskov. Begreberne dækker over en gammel driftsform, hvor skoven blev inddelt i 15-25 parceller. Hvert år blev en parcel skovet. Stubbene, som blev stående tilbage dannede nye skud, som voksede op til den næste trægeneration. Efter 15-25 år havde de ældste stubskud nået fældningsstørrelse, og man kunne nu starte forfra med at udnytte skoven. Man plantede aldrig i en stubhave. De fældede stammer blev brugt til gærder, redskaber eller som brændsel.
På modsatte side af Hesselbjergvej, og tæt ved indgangen til den fredede stubhave, står et lille hus med navnet ”støbi”, som er langelandsk og betyder stubhave eller gærdselsskov.
Ture og seværdigheder
Følges vejsporet, der går midt ned gennem skoven til kystklinten, får gæsten et fint overblik over skovens natur og dens drift. Undervejs på den korte tur passeres stadier af skovens udnyttelse som gærdselsskov. Midtvejs fører en skovsti ind til en gammel, seværdig eg.
Vejbeskrivelse
GPS X:55° 4' 24.86", Y: 10° 55' 24.43"
<p> I Store Snøde 6 km syd for Lohals følges Hesselbjergvej mod øst. 1 km øst for Store Snøde drejer vejen mod syd og efter endnu 1 km passeres Snøde Hesselbjerg Stubhave venstre side af vejen. Parkering langs Hesselbjergvej (N 55° 4' 24.86" E 10° 55' 24.43").</p><iframe frameborder="0" height="350" marginheight="0" marginwidth="0" scrolling="no" src="http://maps.google.dk/maps/ms?ie=UTF8&hl=da&msa=0&t=h&msid=109072133245204789761.000476d27f8aadbb6505b&ll=55.07279,10.924873&spn=0.0086,0.01502&z=15&output=embed" width="350"></iframe><br/><small> Vis <a href="http://maps.google.dk/maps/ms?ie=UTF8&hl=da&msa=0&t=h&msid=109072133245204789761.000476d27f8aadbb6505b&ll=55.07279,10.924873&spn=0.0086,0.01502&z=15&source=embed" style="color:#0000FF;text-align:left"> Snøde Hesselbjerg Stubhave </a> på et større kort</small>
Fredningen og dens pleje
Hugsten skal ske, så skoven fremstår som en stubhave efter langelandsk tradition. Hvert år tilstræbes en afskovning af ca. 1/20 del af Snøde Hesselbjerg Stubhave, hvorved fredningen i løbet af 15 til 25 år er totalt afskovet. I mellemtiden er stubskuddene i de tidligst skovede partier, vokset op til fældningsstørrelse, og man kan nu starte forfra med udnyttelsen af skoven. I skovens vestlige del er haslerne blevet stævnet for nylig. De nedskårne stammer ligger hen i skovbunden som et værn mod rådyrenes bid i de nyspirede hasselskud. Skovens højstammede og bredkronede ege må kun fældes i samarbejde med fredningsmyndighederne. Plejen af Snøde Hesselbjerg Stubhave fortages af ejeren.
Snøde Hesselbjerg Stubhave er desuden fredet mod byggeri, terrænændring og henkastning af affald. Endelig må skovbunden ikke jordbehandles, tilplantes, sprøjtes eller gødes. Offentligheden har kun adgang til fods.
Link til fredningskendelse
Snøde Hesselbjerg Stubhave , 1988
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser:
Langeland Kommune
Fredensvej 1
5900 Rudkøbing
Tlf: 63516000