Skårhøjene på Husby Hole
Introduktion
Midt i et stærkt opdyrket område ligger dette lidt forsagte og oversete naturområde ved landsbyen Husby, sydøst for Fjerritslev. Mod syd ligger en markant kløft, som en gammel hulvej fører igennem. Her stod et historisk slag mellem oprørske bønder og kong Christoffer af Bayern i 1441. Fortsætter man ind i området sydfra, kommer man først til en række flotte bronzealderhøje, bevokset med blåbær i mængde, omgivet af åbne heder. Mod nord består fredningen af den private Ågård Skov med nåleskov, men også lidt egeskov her og der. Naturområdet er et stille, fredfyldt sted og bestemt et besøg værd. Ikke mindst i blåbærsæsonen!
Skårhøj – et fredeligt naturområde. Foto: Søren Olsen
Landskabet
Den sydlige del af det fredede naturområde består af afvekslende hede- og mosepartier sammen med græsningsarealer og marker, foruden flere små lunde. Den nordlige del af fredningen er fortrinsvis dækket af rationelt drevet nåletræsplantage. Både på de åbne arealer og som i skoven findes en del gravhøje fra bronzealderen, og fra de førstnævnte er der en smuk udsigt over store dele af det omkringliggende landskab. Gamle stubbe omkring gravhøjene, som kaldes Skårhøjene efter den største, vidner om rydning af hensyn til udsigten.
Så plukkes der blåbær ved Skårhøjene! Foto: Søren Olsen
Plantelivet
Hederne domineres af bølget bunke og andre græsarter som enghavre og enårig rapgræs , samt pletvis hedelyng . Her vokser også blandt andet blåtop , alm. brunelle , vellugtende gulaks , smalbladet høgeurt , gul snerre , almindelig kongepen , guldblomme , liden klokke , hvid okseøje , prikbladet perikon og kornet stenbræk . De sjældne arter plettet kongepen og liden snerre er også fundet her, foruden orkideer som plettet gøgeurt .
På gravhøjene vokser fine bestande af blåbær , som af en eller anden grund er usædvanlig store og velsmagende her. Tyttebær , revling , brombær og hindbær kan man også plukke i området. De to sidstnævnte vokser man i skovbrynet.
I Ågård Plantage vokser nåletræer som rød-gran , hvid-gran , sitka-gran og lærk , men også lidt eg og ask . Spredt i skoven findes selvsået birk , bævreasp , bøg , almindelig røn , hyld , ahorn og bjerg-fyr . I skovbunden finder man blandt andet bølget bunke , stor konval , dag-pragtstjerne , lav ranunkel og bredbladet mangeløv .
Dyrelivet
Rådyr , ræv og hare er almindelige, mens krondyr formentlig blot er på besøg. Af padder og krybdyr kan nævnes skrubtudse , spidssnudet frø , skovfirben og hugorm . Af fugle vil man lægge mærke til fasan , agerhøns, gøg og musvåge . På de åbne arealer ses måske en rødrygget tornskade , og fra krattet høres nattergal . I skoven yngler blandt andet grønspætte , skovsanger, spætmejse , træløber og stillids .
Kulturhistorie
Ved en festplads i den sydlige del af fredningen står en mindesten for et mægtigt slag, som i 1441 blev udkæmpet her mellem den danske kong Christoffer af Bayern og de skatteplagede, oprørske bønder. Mindestenen, der er udført på stedet af billedhuggeren Aksel Poulsen, blev meget demonstrativt opsat under den tyske besættelse i 1941. Bondehæren lokkede kongens soldater i en fælde ved at dække kløften ved Husby Hole over med græstørv, så de styrtede ned og blev dræbt. Senere slog kongen mellem 600 og 2000 bønder ihjel som hævn.
Ture og seværdigheder
Der er udgivet en turfolder til området, ”Husby Hole”, som kan fås på de lokale turistbureauer. Der er gode vandrestier afmærket med pile rundt i området.
Seværdigheder
Numrene herunder henviser til markeringer på kortet, som du kan downloade foroven.
1. Mindesten. Flere hundrede mænd skal være faldet her i 1441, hvilket arkæologiske fund af store knoglesamlinger på stedet er med til at underbygge.
2. Skårhøj. Der er vid udsigt fra den store gravhøj, der ligger 59 meter over havet og er områdets flotteste. Her er bord og bænke og i sæsonen masser af store blåbær.
3. Hovdige. Fredningen afgrænses mod nord af et gammelt hovdige, som markerede den lokale herregård Ågårds enemærker.
Vejbeskrivelse

Skårhøjene på Husby Hole ligger lidt sydøst for Fjerritslev.

Vejbeskrivelse
Fra rute 29 mellem Aggersund og Fjerritslev kører man i Skerping østpå ad Husbyvej til Husby, hvor man (ved Sigurdsholmsvej) kører nordpå til den sydlige P-plads.

Offentlig transport
Der går ingen offentlige transportmidler til det fredede område.

GPS-koordinater
Koordinater viser den sydlige P-plads med mindestenen: N 57° 3.524', E 9° 17.671'

Vis  Skårhøjene ved Husby Hole  på et større kort

Fredningen og dens pleje
Det fredede naturområde er på i alt 136 hektar. I 1943 blev 6 hektar fredet omkring det historiske sted i Husby Hole og omkring gravhøjen Skårhøj, mens yderligere 130 hektar blev fredet i 1972. Formålet med fredningen var at bevare de landskabelige og kulturhistoriske værdier, men også at forhindre en omfattende sommerhusbebyggelse og uhensigtsmæssige beplantninger. Naturplejen består i afgræsning af de åbne heder og fjernelse af uønsket opvækst.
Link til fredningskendelse
Skårhøjene , 1972
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Jammerbugt Kommune
Toftevej 43
9440 Aabybro
Tlf. 72 57 77 77
Læs også
Folder: ”Husby Hole”, Nordjyllands Amt