Fugle
Der er altid noget i luften over Skagen. Og det er i særlig grad fugle, der fra marts til et stykke ind i juni er på træk mod nord.
Forårets fugletræk over Skagen Gren har ry for at være Nordeuropas største og mest varierede. Hele Skagen-halvøen fungerer landskabeligt set som en ruse, der leder fuglene frem til Skagen Gren, som er et afsæt mod nord og øst. Svæveflyvere som storke og bredvingede rovfugle vil altid holde sig længst muligt over land, og kun når geografien tvinger dem til det, vil de rejse over havet.
Også om efteråret er Grenen et fuglerigt terræn, hvor havfugle som suler , skråper, stormsvaler og kjover særligt i blæsende perioder kommer tæt på kysten, mens vadefugle raster på sandfladerne og ved småsøer. Særligt den lille adrætte sandløber, hvis sorte ben går som trommestikker, når den piler af sted, kan i vinterhalvåret være underholdende for Skagen Grens gæster.
Om foråret er det rovfuglene, der dominerer himmelrummet. På særligt gavmilde dage med vinde fra syd og øst kan man være heldig at opleve flere end 20 arter af rovfugle trække, f.eks. konge- og havørn . Mange af dem er yderst sjældne. Arter som kejserørn, slangeørn samt stor og lille skrigeørn er noteret fra de yderste klitter ved Skagen Gren.
Visse dage kan man se flere hundrede bredvingede rovfugle som musvåger og fjeldvåger skrue sig flere hundrede meter op på lune luftstrømme, inden de via Skagens Gren flyver ud over Kattegat for at ankomme til Sveriges vestkyst nogle timer senere.
Skagen Gren er også kendt for et stort småfugletræk. I det hele taget kan krattene på Skagen Gren særligt på grå og disede dage være levende af småfugle i transit, der venter på opklaring og flyvevejr.
Omkring 350 fuglearter er noteret ved Jyllands nordlige ende, hvor der stort set året igennem står ornitologer og spejder fra de yderste klitter. For man ved aldrig, hvad der kan dukke op over Skagen. I krattene nord for Grenen Museum og Drachmanns Grav bliver der i visse perioder ringmærket fugle.
Padder
Forårets lydbillede på Skagen Gren bliver ofte domineret af strandtudser . Når vandet i pytterne mellem klitterne bliver lunt, går tudsekoncerten i gang ved skumringstid. Og lydstyrken kan virke imponerende, når man oplever den på en stille aften i maj eller juni.
Sæler og hvaler
Hvis man besøger Skagen Gren tidligt på dagen, kan man være heldig at se sæler ligge og dase på den yderste sandspids. Der er chancer for både spættede sæler og gråsæler , hvis hanner kan veje op imod 200-300 kilo. Gråsælen er Danmarks tungeste indfødte pattedyr.
Ja, man kan ligefrem få store hvaler i kikkerten. Næsten hvert år bliver der set både vågehvaler og spækhuggere ud for Grenen, hvor den kun halvanden meter lange tandhval, marsvinet, er almindelig. De store hvaler er svømmet fra Nordatlanten ind i den ned til 800 meter dybe Norske Rende, der kan bringe dem tæt på Skagen Gren.
Patte- og krybdyr
Af landpattedyr kan man i terrænet nær Grenen støde på harer , rådyr og ræve . Blandt krybdyrene er hugormen meget almindelig i området, så man bør se sig for, inden man sætter sig ned i klitterne eller på klitheden.

Havørnen er imponerende, når den svæver gennem luften. Foto: Klaus Malling Olsen