Introduktion
Når man kører nordpå ad Skiverenvej, kommer man først igennem et fladt og fredeligt kulturlandskab med marker og læhegn. Men efter et sving dukker pludselig en voldsom kontrast op i form af et øde klitbælte på tværs af vejen. Simon Skrivers Klit er en typisk indlandsklit. Sandet er næringsfattigt og giver ikke grobund for mange plantearter. Til gengæld er det et landskabeligt meget flot område, som rummer nogle af de højeste klittoppe på Skagens Odde. Fra disse er der en fin udsigt ud over kulturlandskabet mod syd.
Landskabet
Simon Skrivers Klit ligger som en langstrakt og vest-østvendt klitryg i landskabet. Den er en af de mange gamle vandreklitter, som dækker en stor del af Skagens Odde og giver mindelser om den store sandflugtsperiode i 1600- til 1800-tallet. Nu er de næsten alle tilplantet med sand-hjælme og udgør ikke mere en trussel om ny sandflugt.
Klitformationen ligger i den sydlige ende af disse store klit- og hedelandskaber og danner en ret skarp grænse mod landbrugsarealerne ned mod Gårdbo sø. Vest for Skiverenvej er det stærkt kuperede terræn et særdeles flot syn; øst for vejen er klitterne endnu højere, men bjergfyrplantninger er i vejen for udsynet. Men det lader sig gøre at komme op på de høje klitter i den østligste del. Udstrækningen af Simon Skrivers Klit er 2-3 km.
Plantelivet
Sandet i Simon Skrivers Klit er meget næringsfattigt og surt, med pH-værdier på 5-5,5. Det er typisk for indlandsklitter, som i mange år ikke har fået tilført nyt sand, og hvor det eksisterende sand er stærkt udvasket. En sådan klit kaldes grå klit, og den er karakteriseret ved fattigdom på højere plantearter. Det er alligevel en interessant naturtype, også fordi den er sjælden i europæisk sammenhæng.
Sand-hjælme er udbredt, men trives tydeligvis ikke så godt som på de kystnære klitter. I juli farves klitterne rødviolette af det fine græs, bølget bunke . Sandskæg og sand-star er pionerplanter, som kan vokse i det fattigste sand. Som i de fleste grå klitter ser man mange arter af laver. Af blomsterplanter ses blåmunke og alm. kongepen . I lavninger og på nordvendte klitsider er der pletter af klithede med hedelyng og revling .
Ture og seværdigheder
Download kort og turforslag (PDF-fil)
Fra Skiverenvej går en sti på nordsiden af klitrækken, øst for vejen. Efter et par hundrede meter følges den til højre op ad klitten. På toppen er der ingen officielle stier, men man kan sagtens gå ud til den østlige ende, hvor der er en flot udsigt mod syd.
I de egentlige gråklitpartier (typisk på vestsiden af Skiverenvej) bør man kun gå på eksisterende trampestier. Lavbevoksningerne er meget sårbare og er mange år om at regenerere, når de knuses under en fodsål!
Vejbeskrivelse
GPS X:57º 36' 29.47", Y: 10º 18' 9.18"
<p> Simon Skrivers Klit gennemskæres af Skiverenvej. Hvis man kommer fra Tversted ad vej 597, drejes fra til venstre ad Skiverenvej ud for Tuen. Fra Skagen drejes fra vej 40 mod Skiveren. 2 km før Skiveren går Skiverenvej til venstre.</p><p> <a href="http://www.findvej.dk/?latitude=57.60608&longitude=10.30307&zoom=15&maptype=3" target="_blank"> <img alt="" border="0" src="http://www.fredninger.dk/dnressources/DN_Find_heading.png"/> </a></p>
Fredningen og dens pleje
Ca. 80 ha klitarealer ved Simon Skrivers Klit blev fredet i 1965.
Fredningsplanudvalget for Hjørring og Thisted Amter, som rejste fredningen, motiverede forslaget med følgende velvalgte ord: ” en særdeles karakterfuld og særegen højderyg, som går gennem landskabet, og som omtrent danner grænsen mellem klitarealerne og landbrugsarealerne ned mod Gårdbo sø ”. I Naturfredningsrådets anbefalingsskrivelse fremhæves desuden de botaniske og geologiske værdier.
Med fredningen ønskede man at friholde området for bebyggelse, for at de vide udsigter ikke skulle skæmmes af ”.. enkelte egnsfremmede bebyggelser” (læs: moderne sommerhuse). Det var netop i de glade tressere, at sommerhusbyggeriet tog fart, og kommunerne var i fuld gang med at udsøge sig egnede områder til udbygningen.
Desværre er der ikke bestemmelser om naturpleje i fredningskendelsen, men der er dog foretaget en del rydning af selvsået fyr i de senere år. Men der er et stykke vej endnu, inden fortidens vide udsigter er genskabt.
Link til fredningskendelse
Simon Skrivers Klit , 1965
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Fredningen strækker sig ind i både Hjørring og Frederikshavn kommuner.
Hjørring Kommune
Nørregade 2
9800 Hjørring
Tlf. 72 33 33 33
Frederikshavn Kommune
Rådhus Alle 100
9900 Frederikshavn
Tlf. 98455000