Råbjerg Mile

Råbjerg Mile er et af de mest særprægede og markante indslag i den storslåede natur på Skagens Odde. Den er et levn fra den store sandflugtsperiode fra 15-1800-tallet, hvor Skagens Odde ligesom mange andre egne blev hærget af fygende sandmasser. Der har været mange vandreklitter som Råbjerg Mile, om end den nok har været en af de største; men de er nu alle tilplantet eller gået i havet.

Denne skæbne undgik Råbjerg Mile som en af de eneste, for at vi i dag skal kunne forstå, hvad der foregik dengang for mange år siden og samtidigt undre os og glæde os over naturkræfternes frie spil.

Milens placering i dag er ca. midtvejs mellem Skagerrak og Kattegat. Hvert år flytter den sig 10-30 m mod øst-nordøst som et resultat af de fremherskende vindretninger. Den må altså i sin tid være opstået et sted vesterude. De lærde er ikke helt enige om hvordan. En teori siger, at milens sand kommer fra Skagerrak, hvorfra det er skyllet op på stranden. Vestenvindens efterfølgende tørring af sandet og gennembrud af havklitterne har så sendt sandmasserne af sted ind i landet. Sådan er mange vandreklitter opstået. En anden teori peger på, at der godt kan være tale om en fødsel længere inde i landet. Man skal huske på, at underlaget for Milen og de nærliggende områder er en sandodde, som kun er dækket af et tyndt vegetationslag. Denne vegetation gik der hul på, når datidens befolkning skulle skaffe sig store mængder af foder til husdyr, strå til tagdækning og brændsel, og resultatet var, at sandet blev blottet og begyndte at blæse sammen i klitter, som bevægede sig østpå.

Råbjerg Mile er som mange af de andre tidligere vandreklitter en såkaldt parabelklit. Parabelformen kan sammenlignes med en hestesko eller en halvmåne. Milen har spidserne (her kaldet armene) vendende mod vinden i form af to lange klitrækker. De dannes ved, at sandets hastighed ude i kanten af milen er lavere end i den centrale del. Herved kan plantevæksten bedre få fat og bidrage til dæmpning af sandet. Åbningen mellem de to milearme er en stor flade, afblæsningsfladen, som klitten nyligt er vandret hen over. Milen rydder godt op efter sig og tager sandet med, så langt ned i underlaget, den kan, og det vil i praksis sige ned til det niveau, hvor grundvandet fugter sandet. I tørre perioder ligger grundvandet længere nede, og vinden graver da hulninger, som bliver til temporære småsøer. De to større Milesøer, der ligger på sydsiden af den sydlige milearm, er dannet på samme måde, men er permanent vandfyldte.

Vandringen foregår mest ved, at sandskornene triller eller hopper op til toppen af den svagt hældende vindside og triller ned af den stejle læsideskråning. Kun ved kraftig vind er sandet reelt ”oppe at flyve”. Alligevel har milen i det meste af sin levetid flyttet sig 10-15 m om året. I de senere år synes farten at være øget til 20-30 m om året, muligvis pga. af de mange vintre, hvor sne og frost har været afløst af kraftige storme fra vest. Fremrykningen sker ikke planmæssigt over en bred front, men derimod i form af store sandtunger, der skyder ud fra hovedklitten.

En mile er egentligt en betegnelse for en stor, afrundet vandreklit. Råbjerg Mile har sandsynligvis begyndt sin løbebane på denne måde; i hvert fald er den ikke født som parabelklit. På et gammelt topografisk kort fra 1887 har den en tæt og sluttet form, næsten som en barkan (ørkenklit, der i modsætning til parabelklitten vender ryggen til vinden). Først på et kort fra 1945 begynder den at udvise parabelform. Desuden ses det ved at sammenholde kort og flyfotos fra 1887 og op til i dag, at milens marchretning i dette tidsrum er ændret fra øst til øst-nordøst.

Det er ikke kun Råbjerg Mile, der kan gøre beskueren åndeløs. Det kan også det landskab, den er placeret i, og som den selv har været med til at forme. Råbjerg Hede vest for milen udgøres af 10-12 km² ødemark med klitter, heder og moser, som alle skylder sandflugten deres eksistens og udseende. Sumpe og småsøer afslører afblæsningsflader fra gamle vandremiler. På nær et enkelt sommerhus er hele det enorme område uden bebyggelse, og kun enkelte stier og hjulspor gør området fremkommeligt. Ud mod kysten ligger flere stensletter med Råbjerg Stene som den største. Denne ørkenagtige flade er dækket af små, lavbevoksede strandsten, som i sin tid er skyllet op fra havet. Nu ligger de som følge af landhævningen en halv snes meter over havet.

Råbjerg Sø (eller Præstesøen) lidt vest for Råbjerg Kirke er også med i fredningen. Den menes at være resterne af en lagunesø, dannet i forbindelse med opbygningen af en krumodde i dette område for 5-6.000 år siden. Resten af søen ses i dag som engområderne Troldkær, der strækker sig på sydsiden af Råbjergvej. Søen er under kraftig tilgroning og kan se frem til at ende sine dage som en tørvemose.

En uvejrsdag ved Råbjerg Mile kan være en voldsom oplevelse.

Foto: Eigil Torp Olesen