Ribe Holme, 177 ha, fredet 1978.
Fredningen er rejst af Danmarks Naturfredningsforening. Fredningsnævnet valgte at frede området og sagen blev anket til Overfredningsnævnet der også, som afslutning på en årelang fredningssag, valgte at frede området.
Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Ornitologisk Forening kæmpede en hård kamp for at få denne afsnævrede del af Ribe Å fredet, og dermed også sikre ynglemuligheder for sjældne fugle som musvåger, kærhøge og mosehornugler. Om vinteren og under trækket ankommer ande- og vadefulge og i yngletiden boltrede store kobbersnepper, brushøns, rørhøge og mosehornugler sig i området.
Den direkte anledning til at området skulle fredes var, at der i den sydlige del af halvøen i 1973 skete en voldsom opdyrkning af markerne, der blev dyrket med korn. De havde ellers i mange år blot henligget som græsområder.
Der var mange modstandere af fredningen. Ribe Amt mente, at fredningen var overflødig og unødvendig og man ville under alle omstændigheder kun betale 10 procent af en eventuel fredningserstatning. Byrådet i Ribe var også imod og to private ejere af dele af området ville have større erstatninger udbetalt.
Landbruget var imod og flere argumenterede for at kemikalier ikke ville skade på nogen måde.
For eksempel sagde Lorens Hansen fra Statens Marskforsøg. ”I naturfredningsforeningens mundtlige redegørelse anføres at gødskning medfører forurening af vandløbet. Det er et postulat, som savner enhver begrundelse og er direkte fejlagtigt”.
Sådan tænkte og troede man dengang! Det var før vandmiljøplanernes tid!
Københavns Universitets ferskvandsbiologiske laboratorium støttede naturfredningsforeningen og argumenterede for, at de kemiske giftvirkninger har en særlig grad af skadelighed i de uopdyrkede områder i yngletiden. Naturfredningsrådet støttede også synspunktet.
Også spørgsmål som adgang tog lang tid at få drøftet.
Det hele endte med en fredning af området. Siden da må det konstateres, at forvaltning af marsken i Sønderjylland ikke har været en solstrålehistorie. I såvel dette fredede område som den øvrige marsk, har fuglene fået det gradvist værre gennem de seneste år.
Link til fredningskendelse
Ribe Holme , 1978