Provstevænget
Introduktion
Fuldt fortjent er udsigten fredet; både fra vejen foran Domkirken ud over Byparken og Fjorden; og fra Fjorden og Veddelev til Domkirken. Derfor ligger der midt i Roskilde en dyrket mark, som skråner smukt mellem huse og parker ned mod fjorden.
En sti fører over marken, som en gang imellem dyrkes med en eller anden sjov afgrøde, som f.eks. solsikker eller hør; og som i øvrigt også holdes i fred af arkæologiske grunde, da spændende rester og spor efter middelalderens gejstlige Roskilde ligger lige nede under pløjelaget, nemlig det forsvundne Sct. Hans Sogn med kannikeboliger og egen kirke med kirkegård.
Sct. Hans Kilde pibler fra en fin stensætning sydligst på ”Tuttesti”, der går langs vestsiden; og inde på selve markens nordvestlige del siver en vild, endnu utæmmet kilde med rigeligt vand.
Udsigten er formidabel fra det fredede område ned mod fjorden.
Foto: Bjørn Petersen
Landskabet
Provstevænget udgør sammen med Byparken den ubebyggede ”endevæg” i dét landskabsrum, Roskildes inderfjord udgør. En ”grøn hagesmæk” under UNESCO-verdensarv-monumentet Roskilde Domkirke. Derved fastholdes den visuelle kontakt mellem fjordens 1. klasses natur og byens 1. klasses kultur.
Gamle erosionskløfter øst og især vest for denne skråning viser, hvordan de kilder, som Roskilde er så rig på (heraf byens navn), uendelig langsomt, men sikkert forlænger fjorden ved at erodere sig baglæns ind i landet.
Plantelivet
Som kommunalt dyrket mark, bærer Provstevænget sammen med forskelligt enårigt markukrudt almindelige afgrøder, og en gang imellem ”sjove” usædvanlige afgrøder og almindelig brakmarksflora.
I det våde nordvesthjørne, hvor en utæmmet kilde siver frem, trives tordenskræpper og andre fugtplanter fint, og i Sct. Hans Kildes afløbsgrøftekant under Tuttestis smukke lindekroner ses lidt vild flora, bl.a. vorterod , den gamle klosterplante svaleurt og som så mange steder i Roskilde: hulrodet lærkespore .
Med lidt held kan man langs de udyrkede rande finde forskellige arter af morkler .
Kulturhistorie
I middelalderen lå en hel bydel her nord for domkirken. Kannikkerne, som var en slags hjælpepræster boede her, og havde deres egen lille kirke; Sct. Hans Kirke, hvis omrids er fremhævet med lave jordforhøjninger midt på marken.
Man har i 2004 og -5 udgravet en stor flot kannikebolig med egen bageovn og et sindrigt drænsystem.
Nordligst, langs ”Bellevuesti” ved grænsen til Byparken, ses endnu en forhøjning som er et levn efter Roskildes middelalderlige byvold.
I de motorbrølende 1960’ere var der mere eller mindre ”seriøst” mente forslag om at lægge en motorringgade henover marken, men både udsigtsfredningen, arkæologien og almindelig fornuft hindrede projektet.
Den kommunale drift af en mark midt inde i en by, er i sig selv et sjovt og lærerigt kulturtræk.
Ture og seværdigheder
Download kort og turforslag (PDF-fil)
Provstevænget fungerer som et pusterum, hvor man kan stoppe op et øjeblik (evt. på en bænk), eller skyde en forfriskende omvej over, men for udenbys gæster er den en oplagt delstrækning, enten på vej til fredningerne i Boserup Skov og ved Kattinge Vig via de fredede arealer under Sct. Hans Hospital, eller på en seværdighedsvandring mellem Domkirken og Museumshavnen (via Byparken).
En bytur kunne gå fra stationen og via Lille Grønnegade, Gl. Vor Frue Kirke, Stændertovet, Palæfløjen til Domkirken – og efter Museumsøen tilbage via Sct. Ibs kirkeruin, Sankt Agnes og den fredede Folkepark til stationen igen.
Vejbeskrivelse
<p> Vil man med bussen, kan man f.eks. tage Bus 607 eller 852 til et stop nær Provstestræde.</p><p> Nærmeste parkeringsplads er Gustav Wieds Plads ved Byvolden, hvorfra spadsereturen ad småstier forbi Domkirken er fin.</p><iframe frameborder="0" height="350" marginheight="0" marginwidth="0" scrolling="no" src="http://maps.google.dk/maps/ms?ie=UTF8&t=h&hl=da&msa=0&msid=109072133245204789761.00047dbd5c46f7078831c&ll=55.644262,12.08097&spn=0.004238,0.00751&z=16&output=embed" width="350"></iframe><br/><small> Vis <a href="http://maps.google.dk/maps/ms?ie=UTF8&t=h&hl=da&msa=0&msid=109072133245204789761.00047dbd5c46f7078831c&ll=55.644262,12.08097&spn=0.004238,0.00751&z=16&source=embed" style="color:#0000FF;text-align:left"> Bypark (Provstevænget) </a> på et større kort</small>
Fredningen og dens pleje
Oprindelig var udsigtsfredningen fra 1928 af det lidt besynderligt skæve, 2 ha store udsnit af marken tidsbegrænset, men efter en enkelt forlængelse i 1938 blev den i 1953 gjort permanent.
Den bestemmer simpelthen at udsigten i al evighed skal beskyttes – gennem forbud mod bebyggelse, og regler for hvor høje hække, buske og træer må være.
Der er også en arkæologisk / kulturhistorisk fredning af Kirkegården, og i praksis fredes også de rige, især middelalderlige levn lige under pløjelaget.
Link til fredningskendelse
Provstevænget , 1953
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Roskilde Kommune
Postboks 100
4000 Roskilde
Tlf: 46313000
Læs også
Der er utallige links og kilder til Roskildes middelalder og seværdigheder i øvrigt. Brug f.eks. www.roskilde.dk som portal.
Naturperler i Roskilde Kommune (Naturperler Roskilde)