Nissum Fjord

Som ved de to andre vestjyske fjorde er landskabet omkring Nissum Fjord præget af store omvæltninger særlig de sidste 150 år. Midt i 1800-tallet fik forskellige aktieselskaber – flere af dem med engelsk kapital – eneret til at tørlægge lavvandede områder rundt omkring i Danmark.

Selskaberne rådede over mange penge og over moderne teknik som dampmaskiner, og de afvandede i løbet af få år kæmpestore vådområder, f.eks. Vejlerne i Thy, Vest Stadil Fjord og dele af Ringkøbing Fjord.

Indtægterne fra de tørlagte områder svarede imidlertid ikke rigtig til forventningerne, da de sandede jorder kun gav ringe udbytte. Samtidig betød stormfloder, at digerne mange steder blev gennembrudt.

For Nissum Fjord blev der udarbejdet planer om at tørlægge stort set hele fjorden, der skulle reduceres til en kanal, som skulle føre Storåens vand frem til en nyanlagt sluse i Thorsminde. Afvandingen startede i fjordens sydlige hjørne, hvor der blev anlagt et dige langs hele kysten og tværs over fjorden ved Felsted Odde. Vandet blev derefter med dampmaskiner pumpet ud af den nyanlagte ”Felsted Kog”. Efter kun få års drift blev digerne gennembrudt under en stormflod. Der var ikke penge til at reparere digerne, og staten overtog fallitboet.

I stedet for landbrugsarealer blev store dele af Felsted Kog til en rørskov. Hvert år sælger staten retten til at skære tagrørene på auktion. Rørene skal høstes, inden de første fugle bygger reder om foråret, og der skal efterlades bræmmer af gamle rør, hvor rederne kan bygges i skjul for rovdyr.

Udover til græsning og høslet bruges strandengene syd for Thorsminde til skæring af ”møntørv”. Tætte riller på strandengen viser, hvor man skærer de meterlange græstørv, der bruges på mønningen – tagryggen – af de stråtækte huse i Vestjylland. I de mere skovrige dele af Østdanmark bruger man ”kragetræer” på rygningen af stråtage – det må man absolut ikke i Vestjylland!

De vestjyske bønder, der boede i nærheden af fjordene, supplerede før i tiden landbruget med fiskeri og jagt. Fjorden havde et rigt fiskeri efter ål, skrubber og helt – et fiskeri der nu kun er en skygge af sig selv. Fiskeriet drives nu som hobby fra joller, der ligger i småhavne langs fjordens kyster. Her findes også redskabshuse fra dengang fiskeriet virkelig var godt. Nu landes der ikke mange fisk – men der er stadig en særlig atmosfære i de små havne.

I modsætning til dengang Vesterhavets strøm og bølger skabte landtangerne ud for de vestjyske fjorde så ”æder” havet nu af tangernes vestside. Den naturlige tange mellem havet og Nissum Fjord, der tidligere bestod af et bælte af klitter, er nu kun et dige, der konstant må holdes ved lige, for at havet ikke skal bryde igennem ved stormfloder. I kraftige storme kan bølgetoppene nå op til 7 meter over daglig vande!

På diget syd for Thorsminde står en mindesten for den værste skibskatastrofe der er sket i danske farvande.

Julenat 1811 strandede to engelske krigsskibe på vestkysten nord og syd for Thorsminde. Skibene havde en samlet besætning på næsten 1400 mand. Kun 18 kom levende i land!  Vraget af det største skib – linjeskibet ”Sct. George” – der havde en besætning på næsten 900 mand, ligger ca. 700 m ud for mindestenen.